Blog: Hvem skal ind, og hvem skal ud?

Det er Silly Season igen, og United skal på transfermarkedet. Spørgsmålet er, hvem klubben skal anskaffe, og hvem de skal afskaffe. I denne blog giver skribent Anders Dehn sit syn på, hvordan klubben bør agere.

Januars transfervindue er over os, og det er blevet tid til at rette op på det makværk, som klubben udrettede i sommerens ditto. For et makværk var det, eftersom man kun formåede at købe Marouane Fellaini til overpris. Det skal blive bedre i denne måned, men det handler i lige så høj grad om, hvem der skal ud, som det handler om, hvem der skal ind.

Det er fair nok, at David Moyes ikke foretog en stor, blodig udrensning i sommer, men nu har han haft et halvt år til at vurdere spillerne, og det må stå klart, hvem der ikke er gode nok. Dem er der efter min mening desværre for mange af, og det gælder flere end de fire, jeg nævner herunder. Det er dog en fornuftig ide ikke at skille sig af med dem alle lige her og nu for bare at bevare en flig af stabilitet, og derfor holder jeg mig til fire mand, som både kan og bør være fortid inden længe.

Spillerne er fremhævet ene og alene ud fra individuel, sportslig formåen, og det er forhåbentlig åbenlyst, at klubben ikke skal købe og sælge dem alle sammen på én gang.

UD:

Ashley Young: Den engelske kantspiller har simpelthen spillet for dårligt i for lang tid. Jeg er ligeglad med, at han scorede et fint og et fremragende mål i december, for overordnet set træffer han dårlige beslutninger og leverer kummerlige indlæg galore. Han er desuden for nem at læse, når han gang på gang trækker ind i banen med sit højre ben, og hvem kan huske, sidste han satte en mand af?

Anderson: Der har været perioder, hvor jeg var helt vild med den korpulente brasilianers spil. Hvor han var dynamisk, utrættelig og havde en fysisk tilstedeværelse på midtbanen. De perioder virker dog som rigtig lang tid siden, og Andersons 155 Premier League-minutter denne sæson vidner også om, at David Moyes ikke har den store tiltro til ham.

Wilfried Zaha: Det er såmænd ikke, fordi jeg synes, at Zaha skal sælges, men en udlejning virker både fornuftig og nært forestående. Det er indlysende, at Moyes ikke nærer megen tillid til den 21-årige englænder, hvilket jeg ikke forstår, for han var god i preseason, og det er ikke, fordi de andre kantspilleres præstationer har været overdådige. Et halvt års udleje til en mindre Premier League-klub vil nok gøre ham godt.

Nani: I mine øjne var det lidt af en fejl at skrive en femårig kontrakt med ham i sommer, for han har ikke været på sit tre år gamle niveau i længe. Skader har selvfølgelig ødelagt meget for portugiseren, men han er efterhånden blevet 27, og jeg ser ikke den store fremtid i ham. Han er for svingende i sine præstationer, og til tider sejler hans spillemæssige beslutninger fuldstændig.

IND:

Central midtbane: Jeg er ikke den første og formentlig heller ikke den sidste til at påpege, at United mangler kvalitet på midtbanen. Tom Cleverley har ikke forløst de forhåbninger, mange havde til ham for et par år siden, og selvom han er en fornuftig spiller at have i truppen, er han ikke vores midtbanefrelser.

Ifølge en taktisk analyse på Sky Sports er United det hold i ligaen, hvor mindst offensivt spil går gennem midten af banen. At spille bredt og med wings er naturligvis en stor del af traditionen på Old Trafford, men når de andre hold med en tilsvarende lav del af spillet gennem midten af banen er Stoke, Hull og West Ham, er det ikke positivt. Det bliver for ensidigt og for nemt at læse, og man kan sagtens holde fast i de stolte fløjtraditioner, samtidig med at man spiller bolden op centralt.

Det er svært at spå om, hvorvidt det er et bevidst taktisk valg, eller det slet og ret skyldes for lav kvalitet hos de centrale spillere, men effektivt er det tydeligvis ikke. En central midtbanespiller af høj kvalitet kan måske redde meget, men spørgsmålet er, hvem det skal være. En Yohan Cabaye fra Newcastle har været nævnt og kunne også være spændende, men han vinder kun 39 procent af sine dueller. Til sammenligning vinder en Tom Cleverley eksempelvis 53 procent.

Så er der Francesc Fabregas, som klubben var ude efter i sommer. Han kunne være pissefed at få til Manchester, men det virker immervæk for usandsynligt, at han gider det. Dortmunds Ilkay Gündogan har også været nævnt, men han har været skadet nærmest hele sæsonen. I sidste sæson lignede han dog en rigtig tovejsspiller, der både kunne agere offensivt og defensivt, ligesom en central midtbanespiller i United skal kunne. Mediernes rygtemølle har også malet lidt på Koke fra Atletico Madrid, og med 37 skabte chancer i 18 La Liga-kampe ligner han i hvert fald en mand, der levere noget af den dynamik, som midtbanen mangler. Han vinder desuden 51 procent af sine dueller, mens en Fabregas “kun” vinder 42 procent.

Kantspiller: Som man nok kan læse ud af mine forslag til spillere, der skal væk fra klubben, er jeg ikke imponeret over vores kantspillere. Ifølge føromtalte Sky Sports-analyse har de slået 533 indlæg i denne sæson, hvoraf 423 ikke har ramt det, de skulle. Det er ligarekord, og det er virkelig dårligt.

Derfor mangler vi mindst én kvalitetsspiller til kanten, og det kunne være Marco Reus. United-rygterne sværmer om ham som fluer om en lort, og med 17 kampe, 8 mål, 5 oplæg og hele 46 skabte chancer i denne Bundesliga-sæson overstråler han i den grad Uniteds nuværende fløje. 

Forrige artikel

Brown: United er sårbare

Næste artikel

Startopstillingen mod Sunderland

ANNONCE