Hvem står for skud?

De nykårede mestre skal formentlig sælge ud for at gøre plads til nytilkomne denne sommer – her er et overblik over, hvem der kan stå for skud i Manchester United.

Sæsonen lakker mod enden, sommertransfervinduet står for døren og rygtebørsen er så småt i færd med at spinde guld. Ganske som altid sættes flere verdensstjerner i forbindelse med et lukrativt sommerskifte til Manchester United, men drømmene om Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Radamel Falcao forbliver højst sandsynligt drømme, medmindre Sir Alex Ferguson får indkasseret nogle moneter.

Chelsea og Manchester City kommer nok ikke til at ligge på den lade side denne sommer, når det kommer til investeringer i truppen, så hvis Manchester United har i sinde at følge trop på den front, bringer vi her en oversigt over, hvem der muligvis må søge andre græsgange, så Fergie får det nødvendige økonomiske råderum.

Manchester Evening News har fremlagt deres bud, og nedenstående er mit forsøg på at gøre det samme.

 

Federico Macheda

Lad os bare lægge ud med den åbenlyse. Federico Macheda fik en fantomstart i klubben, men har siden haft svært ved at følge op grundet den enorme konkurrence i angrebet.

”Kiko” har prøvet at vinde den fornødne erfaring ind på lejeophold i Sampdoria og Queens Park Rangers, men begge ophold var mildest talt mislykkede.

Senest har han tilsyneladende fundet lykken i VfB Stuttgart, der kan gå hen at blive italienerens nye permanente arbejdsplads efter sommerferien. Vi har i hvert fald, så godt som sikkert, set det sidste til ham i en United-trøje.

 

Nani

Manchester Uniteds portugisiske islæt har længe stået til måls for gentagne rygter, der har sendt ham væk fra Old Trafford. Denne sommer kan det dog for alvor komme på tale, da Manchester United forventeligt ikke vil lade ham gå for ingenting. Samtidigt er det svært at forestille sig, at Fergie er imponeret over Nanis præstationer i denne sæson i et sådan omfang, at han overvejer at forlænge spillerens kontrakt.

Tilgangen af Wilfried Zaha har sat ekstra gang i spekulationerne om, hvorvidt Nani er en del af Sir Alex Fergusons planer fremadrettet, og skulle det vise sig, at han ikke er, så er Juventus et godt bud på en ny klub for kantspilleren, der dog også er blevet sat i forbindelse med en byttehandel, der sender ham til FC Porto og James Rodriguez den anden vej.

 

Anderson

Man kan næsten ikke sige Nani uden at sige Anderson. De to spillere kom til samtidigt, og måske kan de også følges ad ud ad døren.

Med seks sæsoner på bagen i Manchester United, der alle har været spækkede med lange, frustrerende skadespauser må Anderson sande, at han ikke har grebet chancerne, som Fergie har givet ham, og spørgsmålet er, om skottens tålmodighed er ved at slippe op.

For undertegnede vil det være hjerteskærende at se den brasilianske humørbombe forlade skuden, men tager man de økonomiske briller på et øjeblik, så er det måske det rigtige at indkassere pengene, hvis det rigtige bud bliver fremlagt.

 

Wayne Rooney

Ikke engang Manchester Uniteds talisman, Wayne Rooney, kan se sig fri fra transferspekulationerne. Efter angriberen blev henvist til bænken i det skæbnesvangre opgør mod Real Madrid har rygterne omkring hans fremtid kørt på højtryk.

Hvis rygterne, der sender enten Cristiano Ronaldo eller Radamel Falcao til Old Trafford, viser sig at blive aktuelle, så kan Wayne Rooney blive det plaster, som skal sættes på det økonomiske sår sådanne transfers vil efterlade, men Wazza vil naturligvis ikke blive solgt for en slik.

 

Javier Hernandez

Manchester Uniteds mexicanske darling har scoret imponerende mange mål i få kampe, men det er sidstnævnte statistik, som er foruroligende for angriberen. Chicharito har kun startet inde i syv Premier League-kampe, og anses altså ikke som en af de bærende kræfter.

Angriberen har dog så mange mål til sit navn, at han har en høj værdi på transfermarkedet, og spørgsmålet er så, om Manchester United vil lade ham gå, hvis der, som forventet, bliver fremlagt et indbringende tilbud.

 

Anders Lindegaard

Desværre, set med danske øjne, ser det ud til, at Anders Lindegaard også kan blive skippet videre denne sommer. Danskeren havde gode kort på hånden i starten af sæsonen i kampen om pladsen mellem stængerne, men det løb er tilsyneladende kørt.

David de Gea har sat sig solidt på pladsen, mens Ben Amos har skubbet Lindegaard helt ud af truppen flere gange denne sæson, hvorfor det slet ikke er usandsynligt, at Manchester United vil acceptere bud fra eksempelvis West Ham United denne sommer.

 

Fabio da Silva

Rafael da Silva har taget Manchester United med storm i denne sæson, og var en af Sir Alex Fergusons fire favoritter til titlen som årets spiller i klubben – alt imens har tvillingebror, Fabio, været en del af det Queens Park Rangers-hold, der rykker ned til den næstbedste række.

Fabio har fået 21 kampe på Loftus Road, og på sin vis fået den spilletid, som han ikke var tilset på Old Trafford, men med Patrice Evra tilbage i fordums styrke, og en Alexander Büttner klar i kulissen, ser vejen til førsteholdsfodbold ikke just bedre ud for den unge brasilianer.

 

Antonio Valencia

Efter sidste års sæsons kroning som årets spiller i Manchester United har det gået stødt ned ad bakke for ecuadorianeren, der heller ikke kan se sig fri af spekulationen efter indkøbet af Wilfried Zaha.

Det har været en frustrerende sæson for kantspilleren, der aldrig har fundet fodfæste, hvorfor klubben muligvis, med Valencias alder på 27 år in mente, vil overveje eventuelle køberes bud, imens hans markedsværdi fortsat er forholdsvis høj.

 

Bebe

Den portugisiske offensivspiller har været en fantastisk historie, men eventyret lakker muligvis mod enden for Bebe.

Et mindre succesrigt lejeophold i tyrkiske Besiktas blev afløst af et bedre i Rio Ave i denne sæson, men om udviklingen har taget den fart, som håbet, er tvivlsomt, hvorfor Manchester United måske vil forsøge at hente nogle af de millioner de betalte for ham tilbage igen denne sommer.

Forrige artikel

Van Persie glæder sig til søndag

Næste artikel

Valencia ked af formdyk

ANNONCE