To mål i sin debut som 18-årig. To mål i sin Premier League-debut få dage senere mod Arsenal. Et sejrsmål i sit første derby mod City. Uanset om det stod skrevet på forhånd, eller om det var Rashford selv, så var den unge mand med rekordfart på vej mod stjernerne på Drømmenes Teater.
Nu er der snart gået ni år siden debuten mod FC Midtjylland, og historien om Marcus Rashford er blevet en ganske anden, end der var tegn til i den spæde begyndelse. Faktisk står han og Manchester United ved en skillevej, og det virker som det mest fornuftige med en løsning nu frem for senere. Vejen hertil er brolagt af dårlige beslutninger fra Rashford selv, men han er også blevet ramt af begivenheder, som er fuldstændigt ude af egne hænder.
Hvis han var født 10-15 års tid før, ville han have været gammel nok til at spille med på et af de bedste United-hold nogensinde. Han ville have været del af et vindermiljø, hvor hver træningssession – groft sagt – var et spørgsmål om liv eller død. Af det ville han muligvis have udviklet en mentalitet, som havde gjort ham mere ærgerrig efter at vinde – og blive bedre.
Men det miljø var Rashford ikke en del af. I stedet har han været en del af en kultur i klubben, som i for mange år har været drevet ud fra hensyn til profit. Siden Sir Alex Ferguson trådte tilbage, har Manchester United under Glazers ledelse ikke skullet være en klub, som død og pine skulle kæmpe med om mesterskaber. I stedet har hensynet udelukkende været økonomisk vækst, som skulle berige de amerikanske ejere. Termen cashcow – malkeko – er blevet brugt om Glazer-familiens ejerskab af klubben.
Det er ikke en kultur, som fordrer et miljø, hvor fodboldspillere bliver drevet af at blive bedre til deres eget og for klubbens bedste. Eksempler på hvor mange spillere, som har lidt under den kultur, og hvad det har betydet for klubbens sportslige resultater de seneste år, behøver jeg vist ikke nævne.
Men i Marcus Rashfords tilfælde er det ekstra ærgerligt. Han er den lokale knægt, som levede og åndede for fodbold og Manchester United. Og ikke nok med det, havde han et talent, som han var dygtig nok til at drive til, at han blev god nok til at spille for Manchester United.
Og fansene købte ind på den historie. Selvfølgelig. Både på grund af måden han stormede ind på scenen, men også fordi – tror jeg – at det er det, mange af os har drømt om. At stå på lige nøjagtigt den scene og være stjernen for vores yndlingshold. Den drøm udlevede Marcus Rashford.
Men – og det her er skrevet i bagklogskabens lys – den drøm var dømt til at brase. Manchester United har i flere år ikke været en klub, hvor spillere har haft de rette rammer og den nødvendige ro til at nå deres potentiale til fulde. I stedet har den ene nedtur nærmest efterfulgt den anden, og som konsekvens af de nedture er adskillige trænere blevet fyret.
Det er en cirkel, der er fortsat for længe, og den har været med til at definere Rashfords United-karriere. Det er en fodboldmekanisme – uanset om vi vil det eller ej – at når dårligdomme får lov at fortsætte over en periode, så vender fansene sig mod aktørerne på banen. Og gerne dem som stikker mest ud. Det har Rashford gjort, og han har urimeligt og ubærligt for sig selv, fået for meget skyld for de elendigheder, som har ramt Manchester United. Og det – tror jeg – har præget hans motivation og iver for at blive ved med at yde sit bedste. Han er bare et menneske uanset hvor mange penge, han tjener.
Undervejs har Marcus Rashford selv trådt ved siden af. Det bedste eksempel er den uautoriserede bytur i Belfast sidste vinter, som jeg ikke vil forsvare, og han kom i skammekrogen som fortjent. Men i mine øjne er det bare ikke unaturligt, at Marcus Rashford endte på en afvej, hvor så dårlig en beslutning blev en virkelighed. Han er bare et menneske.
Derudover er der blevet talt om Marcus Rashford som en, der skulle bære Manchester United på sine skuldre. Men det kan ikke lade sig gøre under de rammer, jeg beskrev tidligere. Der er blevet snakket og skrevet om ham, selv når han ikke har spillet, og United har vundet. Det seneste eksempel er derbysejren mod City. Og hvis han har siddet i sin stue og fundet det mærkværdigt, så kan jeg godt forstå det. For det er urimeligt. Og når urimeligheder fortsætter længe nok, ender mennesker på et spor, hvor det kan være svært at finde tilbage.
Det spor har Marcus Rashford været på for længe, og jeg tror ikke, der er nogen vej tilbage for ham i Manchester United. Desværre. Han blev bedt om at gøre noget umuligt.
Jeg er desværre enig med skribenten langt henad vejen her. Rashy har altid været en favorit spiller for mig. Synes det er ekstremt synd han ikke havde de rigtige rammer til at udvikle sig. Man kan ikke benægte det talent der var i ham som ung.
Kan også sympatisere med flere af de pointer du får fremhævet i artiklen og deler da også mange af de holdninger du har om situationen i sin helhed. Med al respekt for Rashford, og jeg har delt min sørgmodige indstilling til hvad der sikkert bliver hans United-exit, så synes jeg også at han til tider har lidt under hans egen mentalitet omkring hårdt arbejde og disciplin – noget som jeg tror de fleste fans prioriterer ret højt i deres vurdering af en spiller. Han har gjort så mange ting rigtigt udenfor banen, men byture før derbys, manglende kampgejst (læs. tilbageløb), træningsniveau under middel (efter sigende) og uoverensstemmelser med så mange managers i tidens løb, må også sige noget om karakteren. Og ja, så kan man jo argumentere for at det er meget at forlange fra en ung spiller at det er ham der bryder det mønster som har plettet United-kilturen de senere år, men en eller anden skal da gå forrest. Hvorfor ikke en af vores egne?