Kommentar: United skriger fortsat efter kompetencer – det er efterhånden himmelråbende

Når en person bliver dømt skyldig i det danske retsvæsen, skal det være hævet over enhver rimelig tvivl, at personen har begået de ting, han eller hun står tiltalt for. For at låne en omdiskuteret vending fra fodboldspillet skal bevisbyrden imod den tiltalte således være så klar, at forseelsen kan ses fra månen.

Nu står Ruben Amorim ikke anklaget for noget som helst, men som cheftræner i Manchester United, er du under konstant lup, og der er kæmpe krav fra flere sider om, at du løser den opgave, du er ansat til at løse. Og hvis man kigger på mange objektive parametre, så bliver den samlede mængde af disse til tunge beviser imod en fortsat Amorim-ansættelse i United. I skrivende stund løser den karismatiske portugiser ganske enkelt ikke sin opgave.

Bevisbyrden taler sit eget klare sprog: 9 sejre i nu 33 kampe giver en sejrsprocent på 27,3, og det er den laveste hos alle managere siden Sir Alex. Pointgennemsnittet kravler kun lige op over et point per kamp, og derudover er det endnu ikke lykkes Ruben Amorim at vinde to Premier League-kampe i streg.

United-fans har fået tudet ørene fulde af de her dårligdomme i de seneste uger, og det er kun blevet intensiveret efter weekendens elendige præstation mod Brentford. Når de bliver nævnt endnu engang, er det fordi, der til trods for ovennævnte fakta findes en anden historie om det job, som Amorim bedriver. Før den karismatiske portugiser bliver smidt over i bunken af kasserede United-managere, hvor David Moyes ligger i bunden og snart må kæmpe med at få vejret, er tiden til at kigge på, hvad der OGSÅ er galt hos den sovende kæmpe, som er Manchester United. 

Det er ikke et forsvar for Amorim, for trioen Ratcliffe, Wilcox, Berrada kan som nævnt løfte en bevisbyrde så tung, at Amorim står med en meget dårlig sag, hvis han går til fagforeningen og klager over en uretmæssig fyring, hvis cheferne trykker på knappen.

Men der er et stort men. Hvis Ruben Amorim og hans efterhånden kontroversielle 3-4-3 her et lille år efter ansættelsen viser sig at være ‘det forkerte valg’, hvor skal vi så kigge hen efter lys mørket? Hvad fanden er det egentlig, der er sket – eller ikke er sket – i løbet af det seneste lille års tid, som man ikke kunne have analyseret sig frem til på forhånd. Hvor er de kompetencer i Manchester United, som får dig og mig til at stole på, at de, som ansætter trænere og i meget vid udstrækning også spillere i United, faktisk har styr på situationen?

Til denne sæson har Manchester United kontrakt med en central midtbanespiller-pakke, som består af Manuel Ugarte, Casemiro, Kobbie Mainoo og så er Bruno Fernandes blevet det i løbet af sommerferien. Prøv lige at smag på de navne som samlet del af et PREMIER LEAGUE-mandskab i 2025 en gang til. Der er kæmpe forventninger til Kobbie Mainoo, men han  er uerfaren – naturligt nok. Casemiros karriere, og den spiller brasilianeren har været, fortjener al mulig respekt, men det er vel efterhånden tydeligt for alle, at han ikke har benene til Premier League-fodbold længere. Manuel Ugarte har spillet gode kampe, men sydamerikaneren har endnu til gode at bevise sig over længere perioder. Og så er det bare besynderligt, at Bruno Fernandes nu er blevet en del af ligningen. 

En ting er niveau og alder på de enkelte midtbane-dele. Noget andet er den samlede sum, når de dele bliver sat sammen i forskellige konstellationer og skal virke effektivt. Her – og det er på egen regning – vil jeg konstatere, at der ikke findes noget match mellem de dele, som bliver til en velfungerende enhed. Jeg kan ikke se det. Til det er manglerne simpelthen for store. Jeg vil endda vove den påstand, at uanset om United så spillede 4-3-3 som mange – egentlig også jeg selv – ønsker, så ville der stadig være store problemer. Så kommer vi tilbage til den analyse, som skulle være foretaget før Amorim.

Kunne man virkelig ikke identificere spørgsmålstegn ved den centrale midtbane allerede der? Hvis svaret er nej, er jeg meget bekymret over niveauet af kompetencer på ledelsesniveau.

Hvorfor kommer Lammens først ind på deadline-day?

Målmands-situationen er et andet eksempel. Det er hårdt for nyindkøbte Senne Lammens, hvis han skal udstilles, før han har fået sin debut, men processen og timingen af indkøbet undrer. Var der nogen, som så United i seneste sæson og tænkte, at der bare er fuldstændigt styr på den position? Nej, vel? Det skriger til himlen, at noget så åbenlyst først bliver håndteret, IMENS sæsonen er i gang, og djævlens advokat vil spørge, om den overhovedet er håndteret. United har altså ikke hentet en keeper ind, som er erfaren i Premier League-sammenhæng, men blot har – og det er med al respekt for Lammens, som jeg aldrig har set spille – halvanden sæson fra den bedste belgiske række under bæltestedet. 

Var der i øvrigt nogen, der lagde mærke til Altay Bayindir på det tredje mål, Brentford scorede i weekenden? Bolden sad midt i målet, hvor tyrkeren faktisk også var placeret. Kompetencer… 

Det er de færreste, som forventede, United tordnede mod mesterskabet i den her sæson, men det må være bare minimum i en så stor og fortsat relativt købestærk klub som f*cking Manchester United, at ledelsen kan identificere en spillertrups mangler tidsnok til, at løsningerne kan være klar til en ny sæson. Det må være bare minimum at en fodboldklub med den tiltrækningskraft, som United trods alt har, bare en gang imellem kan hyre en cheftræner, uden det efter 12-18 måneder endnu engang ligner, at klubben absolut ingen retning har. 

Vi kan også nævne sommerens profilerede indkøb i Cunha, Mbeumo og Sesko. Juryen er fortsat ude omkring de handler, men der begynder efterhånden at dukke små men kritiske røster op omkring dem, og hvorfor de skulle hentes ind. Og hvor er det, vi har set det billede om nyindkøb før? Nå ja, hos Manchester United. Der begynder også at være småsnak om, hvad United egentlig laver på træningsbanen i løbet af ugen, for spillemønstre og relationer sidder der bare ikke. Og hvor er det, vi har… hørt… Ja, jeg gider ikke engang færdiggøre pointen. 

Det er reelt nedrykningsform

Jeg tror simpelthen ikke længere på, at det fortsat kan blive ved med at være de her spilleres skyld – eller trænernes – at det bliver ved med at ende i en stor rodebutik. Til det er det i mine øjne sket så tilpas mange gange, at det ikke giver logisk mening, hvis det skulle være rigtigt. Der mangler kompetencer blandt de folk, som ansætter og som skal skabe en sund kultur, hvor de her mennesker skal præstere.

Der er blevet efterspurgt kompetencer en del gange nu, og det kan sagtens vise sig, at Amorim også mangler dem. Der kan være plads til flere sandheder på én gang, for han tager også nogle mærkelige beslutninger, og resultaterne er som nævnt katastrofale. Men jeg har heller ikke mange spor af tillid til, at dem, der skal vælge en mulig efterfølger, har øjnene rettet mod de rette problemer og dernæst kompetencerne til at løse dem. Til det er bevisbyrden imod dem rigtig, rigtig tung. 

Med det pres på skuldrene skal Sir Jim Ratcliffe og kompagni til at tage nogle rigtige beslutninger meget hurtigt. For bevisbyrden er der til at konstatere, at de seneste knap 12 måneders Premier League-form peger mod nedrykning. Det dur selvsagt ikke.