Det har været en god sæson for United unge talenter. En sæson der netop er kronet med den fornemste pokal af dem alle på dette niveau, nemlig FA Youth Cup. Sejren blev sikret efter finale-opgørene mod Sheffield United, der endte med 4-1 sejr på Old Trafford, efter 2-2 i første opgør.
Ligaen blev en blandet fornøjelse, da det efter 28 kampe, blev til en 5.plads, med 44 point. I de sidste runder, blev der stillet med et meget ungt hold, med flere 15 og 16-årige spillere, for at aflaste Youth-Cup spillerne, så de var friske til disse kampe.
Men hvad kan vi så forvente os af dette nye kuld talenter. Vil det kaste nogle kommende førsteholds stjerner af sig, vil det ligefrem matche class of 92, eller vil det blot sende en række spillere videre i systemet til mindre klubber i Premier League og divisionerne herunder.
Det vil utvivlsomt være en bedrift af de store, hvis der om et par år er en håndfuld af disse spillere der er slået igennem. Men er det sandsynligt. Her er et grundigt kig på holdet, som Paddy Crerand i forbindelse med Youth-cup finalerne kaldte det bedste han nogensinde havde set.
Målmandsposten er ikke nem, chancerne er få, kritikken er hård og kontant ved første fejl, og der er ikke råd til at gamble med denne position. Derfor har United i lang tid ikke produceret det helt store på denne position. I år har det vekslet meget mellem Sam Johnstone, Joe Coll og Liam Jacob.
Ingen af dem har gjort det ekseptionelt godt, men de holder alle et rimeligt stabilt niveau. Johnstone er i gang med sit andet år på Uniteds akademi, mens de to andre først startede i sommers. Det er primært Samuel Johnstone, der har været benyttet i de afgørende FA Youth-Cup kampe, og han har da også flere gange disket op med fine ting. Næste sæson er han klar til at blive udfordret på reserveniveau, så der kan vi se om hans talent og udvikling kan fortsætte. Endnu for tidligt at komme med bedømmelser på, om nogle af disse keepere kommer gennem nåleøjet.
Forsvaret har gjort det ganske okay. Det er ikke her, de store profiler er, men alligevel er der et par spillere vi skal holde øje med i fremtiden.
Tom Thorpe, er fast mand på de engelske ungdomslandshold, og anfører for Uniteds u-18 hold. Han er en fysisk stærk spiller, der samtidig er stærk i det fremadrettede spil. En stil, der i forbindelse med finalerne blev sammenlignet med Rio Ferdinand. Han er næste sæson klar til skridtet frem, og spille endnu mere fast end hidtil for reserverne, og måske et udlån til en lavere rangeret klub i foråret.
Derudover har Michele Fornasier gjort det godt ved siden af Thorpe i midterforsvaret. Samtidig med Michael Keane på højreback, har vist gode takter defensivt, og stor iver i at deltage i det offensive spil. Han er god til at komme med til baglinjen og slå indlæggene ind i feltet. På modsatte back, har Tyler Blackett og Sean McGinty skiftedes om pladsen.
Midtbanen har været Uniteds helt store diamant i år. Paul Pogba behøves vel ingen nærmere præsentation. Efter sit meget omtalte skifte fra Le Havre, har han levet fuldstændig op til forventningerne, og spiller stort set altid med et flot overblik, og en dynamik der styrer midtbanen. Han har scoret flere fantastiske langskudsmål, og virker til at være klasser bedre end de fleste på dette niveau. En spiller, vi regner med vil slå sine folder i United trøjen mange år frem.
Ryan Tunnicliffe er en spiller alle englændere elsker. Hans spillestil er fantastisk, og det er altid en fornøjelse at se hans engagement, arbejdsmoral, holdindsats og indstilling. Han spiller lidt mere simpelt i afleveringsspillet end Pogba, og er knap så offensivt mindet. Men alligevel er han ofte med fremme i modstanderen felt. En spiller, der er klar til større udfordringer til næste år.
Tunnicliffe kronede en flot sæson, med titlen som årets ungdomsspiller i United.
Det navn de fleste nok kender, er Ravel Morrison. Dels grundet hans ry som et kæmpe talent, og dels grundet hans mindre lyse side udenfor banen. Vi skal ikke i denne blog komme ind på de negative ting, men håber blot han vil fokusere på sit spil på banen. For det er synd og skam, hvis et talent af den kaliber smides på porten grundet disciplinære problemer.
Morrison har efterhånden scoret en del kasser på Old Trafford, dog alle på u-18 niveau. Men det kan kun være et spørgsmål om kort tid, før vi ser hans første seniormål eller assist i United. Han fik lov at snuse lidt til det i Carling Cuppen, men de få sekunder bør i den kommende sæson blive vekslet til mange flere. Han virker klar til førsteholdet. Hans elegance med bolden, er præcis det der er behov for. Fantastisk talent.
Ellers er det værd at nævne de to fysisk små spillere, Larnell Cole og Jesse Lingard. Begge har haft en flot sæson, og leveret fine præstationer på kanterne. De er en del fysiske mindre end de fleste andre, men har med hurtighed i ben og tankegang, og fremragende teknik, ingen problemer på dette niveau. Forhåbentlig kan de få lidt kilo på ben og arme, så de næste sæson kan tage skridtet op til reserveholds fodbold.
Helt i front har de to esser, Will Keane og John Cofie døjet med skader. Dog er det alligevel lykkedes Keane at lave tæt på et mål i gennemsnit i sine cirka 20 kampe i år. Imponerende. Og hans næse i feltet, og evne til at gå med i det opbyggende spil, kan sagtens overføres til førsteholdet inden længe.
Allerede nu, er han etableret omkring reserverne, og et udlån næste sæson vil gøre ham endnu skarpere.
Det kunne være en sand fornøjelse, hvis der igen kunne komme et par egen producerede spillere op gennem rækkerne, og virkelig markere sig i United. Den nuværende generation har masser af talent, og de næste par år bliver meget vigtige i deres udvikling. Kan de fortsætte med at udvikle sig, og relativt enkelt gå et skridt op hele tiden, vil vi inden længe se flere af dem under Fergusons vinger på banen.
Dog er succes i Youth-Cuppen ikke ensbetydende med, at spillerne tager skridtet op til senior-niveau. Aston Villa vandt for nogle år siden turneringen, uden nogle af spillerne fra det hold, har taget skridtet op og slået til i klubben. Der var et par spillere i periferien af holdet i en kort periode, og ingen af spillerne er i dag i Premier League klubber. Så man skal ikke nødvendigvis forvente et nyt kuld, ala Giggs, Beckham, Scholes, Butt og Neville x2.
Forhåbentlig, vil vi se et par af dem drage med på pre-season tur til USA. Pogba, Morrison, Tunnicliffe og Keane er i den grad også kandidater til Carling Cuppen næste sæson. En sæson der bliver utrolig spændende at følge på ungdomssiden.
Men også ros til de andre spillere, de fleste af disse viser fine takter. Dog skal man huske på, at ikke alle går hele vejen. Da United med Mads Timm på holdet vandt Youth Cuppen, var der navne som Bardsley og Richardson med. Spillere med fine Premier League karrierer nu. Men også spillere som Lee Sims og Lee Lawrence gjorde det flot på dette niveau, men manglede det sidste og befinder sig i dag udenfor de bedste 5 rækker. Vi krydser fingre for, at mindst 2-3 stykker af den nuværende gruppe får lov at snuse til det næste år, og tager skridtet op.