Old Trafford.dk’s julekalender 2024: 18. december

Redaktionen på OldTrafford.dk bringer i år en julekalender med alle 24 debutant-målscorere for Manchester United siden begyndelsen af Premier League. I hver låge af kalenderen følger en beskrivelse af debutmålet samt en opfølgning på, om det viste sig at være starten på noget stort eller blot en enlig svale.

(John Peters/Manchester United via Getty Images)

Låge nummer 18: Gabriel Heinze

Debut: 11. september 2004, 26 år gammel.

Alder i dag: 46 år gammel.

Klubber før United: Newell’s Old Boys, Real Valladolid, Sporting (lån), PSG,

Klubben efter United: Real Madrid, Marseille, AS Roma, Newell’s Old Boys

 

Målet

Da Gabriel Heinze kom til klubben i 2004, var han et forholdsvist ukendt navn i England. Men argentineren havde netop sikret sig Coupe de France-trofæet med PSG og en andenplads i den franske liga. Den temperamentsfulde venstre back valgte at sparke døren ind til engelsk fodbold med et mål i sin debut imod Bolton Wanderes.

Det er lige inden pausen. Der er hjørnespark. Ryan Giggs sender bolden afsted med en resolut inderside, der havner i låget på Mikaël Silvestre, og en nytilkommen Gabriel Heinze sparker bolden i kassen. Old Trafford er i ekstase.

Kampen ender 2-2 efter en dramatisk slutning, men Heinzes sæson var først lige gået i gang.

Se hjørnesparksscoringen mod Bolton her:

Fra årets spiller til årets skurk

Efter den flyvende start mod Bolton spiller Heinze sig ind som fast mand på venstrebacken, hvor han bliver kendt for aldrig at vige udenom en tackling. Han bærer den argentinske aggression uden på tøjet, men formår at kanalisere det optimalt.

Han bliver hurtigt en darling blandt fansene, og selvom United glipper mesterskabet i debutsæsonen, så vinder Gabriel Heinze Sir Matt Busby Player of the Year. Men så er der noget med at flyve højt og falde dybt.

Kort efter næste års sæsonstart bliver Heinze skadet og er ude i 241 dage. Det bliver til fire optrædener for argentineren i 05/06-sæsonen.

Forsvarsyndlingen får kæmpet sig tilbage sæsonen efter, men mod slutningen af mesterskabsæsonen i 06/07 falder han i unåde med Sir Alex Ferguson. Selvom Heinze vinder Premier League, forsøger han at fremtvinge det mest forbudte skifte, man som United-spiller kan foretage. Han ville til Liverpool.

I Merseyside var man stærkt interesseret i at hente den talentfulde argentiner, men hvad der udvikler sig til en større juridisk kompleksitet, ender med, at Sir Alex sætter en stopper for skiftet. Gabriel Heinze ryger i stedet til Real Madrid, mens hans status som fan-favorit er skyllet ud med badevandet.

Heinze noterede sig yderligere tre scoringer for de røde djævle – to af dem i samme kamp imod Debrecen i Champions League.

Tiden efter United

Skiftet til Real Madrid bliver en stor succes, da han bidrager til at vinde guld med Los Blancos i sin første sæson. Dog præges han fortsat af skader, og han når aldrig de samme højder i Spanien, som han gjorde i sin første sæson for United. Men endnu en gang viser han klasse, da han skifter til Marseille i 2009, og er med til at bryde deres trofætørke i den hjemlige liga.

Gabriel Heinze tager herefter en sæson i Italien for AS Roma, og argentineren afslutter sin karriere, hvor den startede – i Newell’s Old Boys.

Heinze slutter karrieren med hele 30 mål som forsvarsspiller, så debutmålet mod Bolton var overraskende nok ikke en enlig svale.

Previous Article

Kommentar: Er Rashford ikke længere rød?

Next Article

Transferguru teaser kontraktforlængelse

ANNONCE