Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
From Wythenshaw, He Loves To fight
He’s Born To Play In Red and White!
So Listen Close, It Must Be said!
Like Manchester, Rashford Is Red!
Det har altid været uomtvisteligt. Men det er det ikke længere. Rashford vil ikke være rød for evigt. Måske er han det faktisk slet ikke lige nu.
For kappede Rashford båndet til sin barndomsklub med sit opsigtsvækkende interview til Henry Winter? Jeg tror det.
Rashford med opsigtsvækkende udtalelse: »Jeg er klar til en ny udfordring«
Sygdomsramt. Eksamensramt. Det var min tilstand, da Henry Winter udgav sin X-artikel tirsdag aften. Jeg prøvede faktisk først at slå nyheden lidt hen. Min sparsomme energi skulle bruges på eksamen. “Mere skal man nok heller ikke lægge i de udtalelser”, forsøgte jeg at bilde mig selv ind.
Men inderst inde kunne jeg godt mærke, det var selvbedrag. Det her var stort. Så jeg måtte gribe til tasterne og få nyheden ud.
Og nu har Rashfords udtalelser fået lov til at marinere inde i mit hoved nogle timer. Det har de gjort sammen med weekendens begivenheder. En berusende derby-triumf. Men også en triumf, Rashford ikke var en del af. Han var vraget.
Like Manchester, Rashford is Red!
Der har altid været lighedstegn mellem de to ting. Det var der ikke i søndags. Manchester United malede byen rød, mens Rashford sad hjemme i sin sofa.
Måske var det i weekenden seperationen mellem Manchester United og Marcus Rashford startede?
Den har reelt været under opsejling længe – seperationen. Det er jeg klar over. Men jeg har alligevel altid haft en følelse af, at United og Rashford var uadskillelige. At harmonien nok skulle blive genskabt.
Belfast-skandalen skabte langt mindre ballade, end jeg havde forventet. Det blev håndteret eksemplarisk. Det samme gjorde det, da Rashford sov over sig til et holdmøde forud for en kamp mod Wolverhampton nytårsdag i 2022. Han blev bænket, kom ind, scorede. Så var det glemt.
Rashford har altid fået en chance til. Hans fortælling er også vigtig for klubben. Det skal man ikke underkende. I min optik har det også være det rigtige at strække sig langt for at få ham tilbage på sporet.
Men det lader til, at Amorim – med den sportslige ledelse i ryggen – er langt mindre overbærende end Rashfords tidligere trænere. Amorims forklaring på fravalget af Rashford og Garnacho i weekenden adskiller sig ikke synderligt fra Erik ten Hags udtalelser om Rashford tidligere på sæsonen.
Erik ten Hag om Rashford: Når din livsstil ikke er rigtig, kan du ikke præstere
Rashford lever ikke som en professionel fodboldspiller. Det er hævet over enhver tvivl. Men Amorim er klar til at tage konsekvensen af det – modsat andre.
Er det det, der får Rashford til at løbe skrigende bort? At en træner og klub pludselig stiller store (men rimelige) krav til en ansat, der tjener over 300.000 pund om ugen. Det håber jeg da virkelig ikke!
Rashford sætter i sit interview med Henry Winter ord på, at Amorims system ikke er optimalt for ham. Kan det være en årsag til, at han ikke længere ser en fremtid for sig selv i klubben?
Eller er det et anspændt – ja nærmest betændt – forhold til klubbens fans, der har fået filmen til at knække?
Og så er der de lækkede startopstillinger. Det vil jeg dog ikke begynde at spekulere i.
Uanset hvad, finder jeg det ufatteligt trist, at Rashford nu selv er klar til at forlade klubben.
Rashford burde jo være den figur i klubben, man ønskede at bygge det “nye” Manchester United op omkring. En lokal dreng, der har taget vejen op gennem hele akademiet og nu bærer nummer 10 for klubbens førstehold.
Rashfords kamp for gratis mad til fattige skolebørn viste derudover med al tydelighed, hvilket fantastisk menneske der gemmer sig inde bag fodboldspilleren.
Netop derfor er det også så uforstående for mig, at vi nu er havnet et sted, hvor en genopbygning af Manchester United tilsyneladende kræver, at Rashford forlader klubben.
Vi er havnet et sted, hvor Rashford, der har været i klubben siden han var syv år gammel og optrådt 426 gange for førsteholdet, kan se sig selv optræde i andet end en rød United-trøje.
Præstationerne på banen har været uacceptable de seneste 18 måneder – det samme har udstrålingen. Det anfægter jeg ikke. Han har primært sig selv at bebrejde. Men klubben bærer også en stor del af ansvaret for, hvor det her er endt. Og potentielt også os fans.
Jeg ser umiddelbart ingen vej tilbage for ham efter udtalelserne. Rashford har nu selv købt billetten. Spørgsmålet er bare, hvor dyr den ender med at blive, og hvornår han kan indløse den. Den astronomiske kontrakt udløber først i 2028.
Jeg tror desværre, tiden er inde. Manchester United og Marcus Rashfords veje skal skilles. Og selvom det er den rigtige beslutning, gør den stadig ondt. Den niver.
From Wythenshaw, He Loves To fight
He’s Born To Play In Red and White!
So Listen Close, It Must Be said!
Like Manchester, Rashford Is Red!
Og den her sang kommer utvivlsomt til at lyde lidt anderledes, næste gang jeg hører den. Den kommer til at have en efterklang af tvivl. Er Rashford ikke længere rød?
(James Gill – Danehouse/Getty Images)
Spot on, indsigtsfulde betragtninger hele vejen igennem…trist på mange måder, men knægten kommer heldigvis aldrig til at gå sulten i seng og hans bedrifter for United vil altid være mejslet klubbens historie.
27 år er eftersigende den bedste fodbold alder, så Rashfords historie er ikke slut, håber der stadig ligger stote oplevelser for ham i vente i fodboldens magiske verden.
Det er også bedst at slutte United kapitlet nu mens de gode ting stadig fylder mere end de dårlige.
Held og lykke til Marcus….
GGMU
Det er vildt at reflekterer over at det faktisk er her det er kommet til, efter alt der er sket siden hans debut. Trist. Hvis der er en spiller jeg altid har ønsket mig skulle lykkes, så er det Rashy. Men det er omend nok den eneste rigtige udvikling for alle parter – klub, spiller og fans. Han bliver et kæmpe aktiv for en potentielt ny arbejdsgiver.