HVORFOR VI BEGEJSTRES SÅDAN OVER NYE STJERNER
Af Søren Frank, lektor i litteraturvidenskab ved SDU. Forfatter af bogen Giganternes Skuldre, som oversat til både norsk og engelsk.
Sir Alex Ferguson bemærkede engang, at alle hold følger cyklusser. De opstår som et hold, de når deres zenith, og på et tidspunkt begynder de den langsomme (eller indimellem hurtige) nedstigning derfra. Næste stop: historiebøgerne.
Et eksempel er Matt Busbys ”tredje” Manchester United-hold, det som George Best, Denis Law and Bobby Charlton – Old Traffords ”hellige treenighed” i 1960’erne – var indbegrebet af. Dette hold begyndte at tage form i kølvandet på George Bests debut i 1963, derefter kulminerede det (ligesom Best) på Wembley i maj 1968, da de blåklædte Røde djævle slog Benfica 4-1 i Mesterholdenes Europa Cup-finale, hvorefter holdet relativt hurtigt falmede (ligesom Best).
En tilsvarende cyklus karakteriserede Arrigo Sacchis AC Milan i 1980’erne. Sacchis hold opstod omkring 1987-88, da AC Milan sikrede sig underskrifterne fra den hollandske trio Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten, og det nåede sit højdepunkt i 1989 i den Europæiske Mesterholdsfinale, da Gullit og van Basten delte målene mellem sig i AC Milans 4-0-nedskydning af Steaua Bucharest. Et andet eksempel er Johan Cruyffs FC Barcelona-“Dream Team”, der blandt andet bestod af den ikke-spanske kvartet Ronald Koeman, Hristo Stoichkov, Michael Laudrup og Romário, et hold der kulminerede i 1992.
Fergusons bemærkning om cyklusser faldt i dagene efter Manchester Uniteds andet Champions League-finalenederlag til FC Barcelona inden for en tidsramme på blot tre år. Hvorfor sagde han det? Hvad mente han med det? Dette kan vi selvfølgelig kun spekulere over, men med al sandsynlighed var det Fergusons måde at sætte to utvetydige (utvetydige bortset fra de første ti minutter af 2009-finalen) nederlag i historisk relief.
Med andre ord var det Fergusons måde at sige, at Pep Guardiolas ”uovervindelige” – dét hold i fodboldhistorien, der har været tættest på at spille håndbold – efterhånden, på et eller andet tidspunkt visseligt, ville påbegynde deres nedstigning, men samtidig også at Manchester United ville genrejse sig. Han havde i det mindste ret i det første (det sørgede Bayern München for i 2013), men vi venter stadig på at se, om Manchester United kan generobre den europæiske trone igen.
Det, som Alex Ferguson sagde om fodboldhold, kan imidlertid også overføres til spillere. Dette åbner for en række interessante perspektiver, interessante på såvel en filosofisk som en eksistentiel måde, ikke mindst i forhold til Manchester United. Uniteds historie er således fuld af unge spillere, der kommer op gennem klubbens ungdomsrækker og pludselig bryder igennem i en enkelt kamp eller i stigende grad bliver synlige igennem en specifik sæson, hvorefter de når deres karrieres højdepunkt, enten med et uforglemmeligt bidrag i en stor finale eller med en herkuliansk indsats igennem en hel sæson, for herefter hurtigt eller gradvist at falde ned fra tinderne, dog stadig klædt i den rød/hvide-dragt.
Mange af Babes’ene dukkede op på denne måde i 1950’erne, men som vi alle ved, fik de aldrig chancen for at nå deres højdepunkt. Efter München-ulykken i 1958 var George Best den første sande arvtager til Babes’ene og det næste usædvanlige produkt af Sir Matt Busbys ungdomspolitik.
Arthur Hopcraft skrev engang, at Bests debut var en af de to mest mindeværdige debut’er, han nogensinde havde overværet. Det er ikke noget tilfælde, at Hopcraft gjorde opmærksom på noget sådant i The Football Man, fordi disse debut’er – disse sjældne, eksplosive øjeblikke, hvor fremtidige stjerner fødes – har evnen til næsten at forblinde os med deres intense lys, og efterfølgende, når lyset er aftaget, lagrer de sig i vores hukommelse, hvor de fortsætter med at funkle og lyse lige så klart.
I den forstand ligner de (på en omvendt måde) tragiske verdenshistoriske begivenheder som 9/11 og JFK i Dallas og de tragiske verdenssportsbegivenheder som München-flyulykken og München-massakren – på en omvendt måde fordi værdien ved sådanne debut’er i modsætning til disse tragiske begivenheder udelukkende er positiv og fuld af håb.
I George Bests fodspor på Old Trafford fulgte spillere som Norman Whiteside, der ifølge Ron Atkinson var født som en 25-årig mand, David Beckham, der på spektakulær vis markerede sin indtræden på den store scene med et mål fra 50 meter mod Wimbledon, og Cristiano Ronaldo, der fra selve det sekund, hvor han trådte på banen fra bænken i en kamp mod Bolton Wanderers, gjorde alle, som var tilstede på Old Trafford (eller som så kampen på tv), bevidste om, at de var vidner til en superstjernes fødsel.
Den seneste røde djævel, der blev født på spektakulær vis, er 18-årige Adnan Januzaj, den belgiske vidunderdreng, der ankom til Manchester i en alder af bare 16 år. Den furore, der omgiver knægten, er enorm, og de forventninger, der tynger hans smalle skuldre, er hinsides den menneskelige verdens grænser. Dette skyldes imidlertid ikke David Moyes’ og Manchester Uniteds tøvende indledning på sæsonen.
Nej, den primære årsag til de skyhøje håb, som United-fans knytter til Januzaj, har at gøre med Manchester Uniteds historie, den historie, som jeg kort opridsede oven for – det vil sige den cykliske historie, der gælder såvel Manchester United som klubbens legendariske spillere, der fødes og når deres zenith på Old Trafford – spillere som Charlton, Best, Mark Hughes, Ryan Giggs, Paul Scholes, Ronaldo og Wayne Rooney.
Når jeg siger cyklisk, mener jeg det faktisk i dobbelt forstand. Hver af disse spillere har deres egen cyklus. Best debuterede for eksempel den 14. september 1963, han fik sit internationale gennembrud på Estádio da Luz i Lissabon den 9. marts 1966, han kulminerede den 29. maj 1968 på Wembley, og i begyndelsen af 1970’erne gik det hurtigt ned ad bakke for Best.
Men selve listen over disse spillere kan også siges at repræsentere en cyklisk evolution i Manchester Uniteds historie, en evolution der kan karakteriseres som værende strukturelt determineret af ”gentagelser med variationer”. Gentagelser peger på kontinuitet, variationer sikrer evolution.
Så med dette for øje, hvad er det så mere præcist, Adnan Januzajs gennembrud symboliserer for Manchester Uniteds fans? Hvad så de, da de den 5. oktober 2013 var vidner til, at Januzaj scorede to fantastiske mål mod Sunderland på Stadium of Light og dermed sikrede et hakkende, arytmisk Manchester United-hold og en tydeligt anspændt David Moyes en yderst tiltrængt 2-1-sejr?
Svaret rækker ud på den anden side af den menneskelige verdens grænser, og dog er det aldeles simpelt: De så et glimt af evigheden. Det var, hvad de så, og det var det, der begejstrede dem sådan.
Hvem kan for resten bebrejde dem? Ville du ikke blive begejstret, ja ligefrem ekstatisk, hvis du ikke blot fik lov at se ind i fremtiden, men ind i selve evigheden? Og det er vel dette, som den cykliske historieopfattelse kan gøre for én. Hvis den lineære historieopfattelse altid indeholder en fare for den absolutte afslutning, så giver den cykliske dig et løfte om evighed gennem det sammes evige genkomst, og Manchester Uniteds historie med Charlton, Best, McIlroy, Whiteside, Giggs, Beckham, Ronaldo og Januzaj er et empirisk bevis på det cykliskes primat.
Konsekvensen af dette er, at den cykliske evolution for Uniteds fans ser sådan her ud:
Januzaj er Ronaldo er Beckham er Best…
Med andre ord: Januzaj er Manchester Uniteds nye nummer 7.
