Tilbage i juni bragte vi en historie om at Manchester Uniteds ejere, den forhadte Glazer-familie, overvejede at børsnotere klubben igen, denne gang på børsen i Hong Kong.
I dag kører historien så igen. Denne gang er det både Reuters i Indien og finansmediet Bloomberg, som hævder at Manchester United allerede har hyret Credit Suisse til at tage sig af børsnoteringen, som dog vil komme til at ske på børsen i Singapore. Ifølge begge medier, så kan en børsnotering allerede ske i indeværende år.
Hverken Manchester United eller Credit Suisse vil kommentere historien til de to medier.
Manchester United var fra 1991 børsnoteret i London indtil Glazer-familien købte den dengang gældsfri klub og pillede den af børsen. At børsnoteringen netop sker i Singapore, skal af Bloomberg forklares i den massive interesse for klubben i Asien.
Endnu er det for tidligt at sige om børsnoteringen, hvis den skulle ske, vil betyde en ende på Glazer-familiens ejerskab.