Manchester United har vundet Premier League de sidste tre sæsoner, ligesom de har gjort det før. Det samme har Liverpool formået for flere år tilbage, og før Anden Verdenskrig lykkedes det endda også for Huddersfield og Arsenal, men det er aldrig sket, at den samme klub er løbet af med trofæet fire gange i rap. Det vil Sir Alex Ferguson lave om på.
”Vi vil meget gerne gøre det. Det vil naturligvis være en stor bedrift, for vi ved alle hvilken stærk liga det er. Under omstændighederne var det en god præstation, at vinde trofæet sidste år. I denne sæson er vi fri for at tage til Klub-VM midt i sæsonen, og vi vil derfor ikke være bagefter i kampprogrammet igen,” fortæller den håbefulde manager, der på søndag tager imod Alex McLeishs oprykkere fra Birmingham på Old Trafford.
Flere af Uniteds stamspillere er røget på skadeslisten, men der er også gode nyheder på den front. Wes Brown ser ud til, at blive klar i tide til sæsonåbneren, ligesom Luis Nani også gør. Ben Foster når muligvis også at blive klar, men med Tomasz Kuszczaks glimrende seneste præstationer, er det stadig uvist hvilken målmand Fergie vil sætte sin lid til.
Samme uvished er der mellem de tre bejlere til angriberpladserne. Wayne Rooney er selvskrevet, men hvilken mand han skal danne partner med, er et meget åbent spørgsmål. Dimitar Berbatov og Michael Owen kæmper en intern kamp om pladsen, hvilket stiller Ferguson over for et luksusproblem.
”Vores udlæg til ham (Michael Owen, red.) har været at sige ’nyd at være her, nyd træningen’, og han har ikke misset en eneste træningssession endnu. Han har gjort det rigtig godt i kampene hidtil. Han har vist nogle gode ting, og jeg er meget tilfreds med ham,” bedømmer Ferguson nyindkøbet, der meget muligt kan se frem til en del spilletid for de forsvarende mestre.