Manchester United behøver ikke lede efter en ny målmand lige med det samme. For fremtidens mand er allerede at finde mellem stængerne.
Det mener Sir Alex Ferguson, der har høje forventninger til David de Gea.
”Jeg kender hans potentiale. Han har det, der skal til for at være Uniteds førstevalg de næste ti år,” siger Ferguson til The Sun.
Han er heller ikke bekymret for det formdyk, den 20-årige spanier er løbet ind i sin første sæson på Old Trafford.
”Alle unge spillere har en stejl læringskurve, og nogle gange bliver man bare nødt til at blive ved med at bruge dem,” siger skotten.
David de Gea kom fra Atlético Madrid for 18 mio. pund.