Gennem tiden har Manchester United haft en lang række spillere på udlån hos belgiske Royal Antwerpen. Mere end 30 unge talenter, har i kortere eller længere perioder været udlånt til Antwerpen.
Lige i øjeblikket er Luke Giverin og Gyliano van Velzen i Antwerpen. Samarbejdet var ellers døet en smule hen, men ser ud til at kunne blomstre lidt op igen. Les Kershaw mener nemlig United har fået masser ud af samarbejdet.
– Vi har fået masser ud af det. Naturligvis har de også fået noget ud af det, men generelt har vi nok fået det meste ud af samarbejdet. Og United er åbne for at fortsætte og udvidde samarbejdet, siger Kershaw til MUTV.
Den tidligere chef for Uniteds akademi mener, at det er særdeles værdifuldt for klubbens unge spillere, at møde god modstand i Belgien, og samtidig lære at begå sig i udlandet.
– Se bare på John O’Shea, det var fantastisk for ham at være i Belgien i en periode. Han udviklede sig rigtig godt. Og vi har også haft blandt andet Frazier Campbell, Danny Higginbotham og Ryan Shawcross, som vi har tjent godt på at sælge sidenhen. De har også lært af opholdet dernede, siger Kershaw.
Samtidig roser han den belgiske foboldskole, og den udvikling belgisk fodbold er inde i for tiden.
– De belgiske ungdomslandshold klarer sig godt. Og vinder de ikke turneringerne, så spiller de altså stadig noget rigtig flot teknisk fodbold. Det kan vores unge spillere også lære af, når de er afsted dernede. Vi har for tiden Andreas Pereira, der er på det belgiske u17 landshold, og han er et godt eksempel på den udvikling der er i gang i belgisk fodbold, siger Kershaw til MUTV.
Kritik af den nye ungdoms-struktur
Samtidig kritiserede Les Kershaw den nye struktur der netop er indført i engelsk ungdomsfodbold. Ændringerne trådte i kraft i sommers, men Kershaw er ikke positiv omkring de tiltag der skulle forbedre den engelske talentudvikling.
– Det er håbløst. I u18 rækken er vores nærmeste modstandere Stoke og Aston Villa. Ellers skal vi helt op til Newcastle i nord, til London og så helt til Southampton nede i det sydlige England. Der er alt for meget transport for de unge talenter med denne struktur, og det er ikke gavnligt, siger Kershaw til MUTV.
Normalt spiller klubbernes u16 og u18 hold samtidig ude/hjemme mod samme modstander. Men i sidste uge havde Uniteds u16 hold og Southampton valgt at mødtes og spille kampen et sted på halvvejen, fremfor United skulle hele vejen sydpå. Ganske enkelt for at spare de unge spillere for mange timer på landevejene.
Tidligere har United altid mødt naboerne fra Manchester City, Liverpool og Everton i ungdomsrækkerne, men de er nu placeret i de andre puljer. På u18 niveau er klubberne med de bedste akademier inddelt i tre puljer, hvor holdene er fordelt tilfældigt fremfor geografisk.