Manchester United er stærke nok til at vinde både Premier League og Europa League.
Det vurderer Wayne Rooney, der ikke tror, det påvirker mesterskabschancerne, når de samtidig stiller med stærkeste opstilling i den næstbedste europæiske turnering.
”Jeg er slet ikke bekymret for, at det kommer til at påvirke vores kampagne i den hjemlige liga. Overhovedet ikke. Jeg ser virkelig frem til resten af turneringen, det er en ny udfordring for os alle sammen,” siger Rooney ifølge Goal.com.
Han slår samtidig fast, at United giver den hele armen for at hive trofæet i hus.
”Det giver ikke mening at være med i en turnering, hvis man ikke går efter at vinde den. Og manageren har bevist, at han stiller med det stærkeste hold. Det ville være stort at blive det første United-hold til at vinde turneringen, og det er vores mål,” fortsætter Rooney.
De engelske mestre tager på torsdag mod Ajax Amsterdam på Old Trafford.