Patrice Evra blev hjemme i England da Manchester United tog til Holland for at spille den første kamp mod Ajax Amsterdam. Ugen efter forblev han på bænken til returopgøret. Den seneste kamp, som han var med i, var i hjemmebanesejren over Liverpool på 2-1 den 11. februar. Uniteds nummer tre har dermed ikke spillet i to uger, og det er en uvant situation for venstrebacken, som ellers normalt er involveret i stort set alle kampe.
Ifølge Sir Alex Ferguson så var det en tiltrængt puster for hans 30-årige anfører. Både fysisk såvel som mentalt.
”Intentionen har hele tiden været, at give Patrice en pause fra det hele ovenpå bataljen med Suárez.”
”Han havde brug for at hvile sig. Husk på at han har spillet uafbrudt i fire sæsoner, men han er frisk nu hvor han har fået en pause,” udtaler Ferguson ifølge Daily Telegraph.
Uniteds skotske manager fortsætter med at bedyre, at Patrice Evra nu er helt klar til den hektiske sæsonafslutning.
Senere i dag skal Evra lede United på banen i en vigtig kamp på Carrow Road mod ligaens nummer otte Norwich City. Kampen starter kl. 14.30.