Dimitar Berbatovs tid på Old Trafford synes efterhånden at være forbi. Således udtalte bulgaren for nyligt, at han er nødt til at forlade Manchester United på grund af manglende spilletid.
Den engelske angriber Michael Owen er alerede væk, og hvis Berbatov også skifter, hvilket han efter alt sandsynlighed gør, så efterlader det Sir Alex Ferguson med blot tre etablerede angribere – Wayne Rooney, Danny Welbeck og Javier “Chicharito” Hernandéz.
Derfor bliver der brug for forstærkning, og en af de angribere som “De Røde Djævle” kædes sammen med, er polske Robert Lewandowski. Blandt andet har Lewandowskis egen agent tidligere udtalt sig omkring interessen fra United.
Berbatov nøglen
Ifølge Manchester Evening News så kan Dimitar Berbatov blive nøglen til at sikre sig Robert Lewandowski. United overvejer at bruge Berbatov i en handel, for at overtale tyskerne til at sælge ham.
Men uret tikker for Manchester United. Dels er den 23-årige Dortmund-angriber for tiden et af de hotteste navne i europæisk fodbold, og han kan ende med at blive endnu mere eftertragtet, hvis han gør det godt i sommerens EM-slutrunde på hjemmebane i Polen.
Dels er Dimitar Berbatov begyndt at tiltrække opmærksomhed fra forskellige klubber, efter hans udtalelser om, at han var færdig i United.
Derfor kan David Gill og Ferguson være nødt til at handle hurtigt, hvis de vil sikre sig den polske bomber.