Eden Hazard er tidens hotteste navn på transferfronten, men den kreative belgier har endnu ikke besluttet sig for, hvor karrieren skal fortsætte i næste sæson.
United, City og Chelsea har alle afgivet bud, og de tre klubber har nu hver især spillet ud med et tilbud, som Hazard vil bruge den næste tid til at tygge på.
– Vi har overstået forhandlingsprocessen. Vi er nået til enighed med alle bejlere om de personlige betingelser. Vi får ikke bedre tilbud nu, siger Hazards agent John Bico ifølge The Telegraph.
– Eden har allerede sagt, at han ønsker at have det hele på plads før 2. juni. Han vil træffe sin endelige beslutning efter Belgiens kommende landskampe, så han kan gå på ferie med ro i sindet. De klubber, som har afgivet tilbud, har alle 33 procents chance for at få ham.
Skal man tro de seneste bulletiner fra rygtebørsen, hælder Hazard mellem Chelsea og United.