Legendariske Ryan Giggs runder de 40 år om 13 måneder, og om han stadig spiller fodbold på topniveau til den tid er et åbent spørgsmål.
Giggs er nemlig ikke helt så skråsikker, når snakken falder på en forlængelse, som han har været i tidligere sæsoner.
– Det kan godt være jeg kører på min sidste sæson, ja. Vi gør som i tidligere sæsoner og evaluerer situationen efter jul. Så må vi se hvordan jeg og manageren vurderer situationen.
– Hvis jeg ikke længere føler for det, hvis ikke jeg kan bidrage med noget til holdet, så er det slut. Jeg bliver 39 år i november, jeg er ikke skræmt af at stoppe. Jeg har forholdt mig til tanken om karrierestop i flere år, men i øjeblikket nyder jeg at spille fodbold og føler, at jeg har noget at komme med, siger Giggs ifølge The Guardian.
Giggs har med sine over 900 kampe for United forlængst sikret sin legendestatus i klubben.