Rio Aves lejesvend, Bebe, rendte med titlen som Man of the Match, da hans midlertidige arbejdsgiver slog Sporting Lissabon 2-1 på to selvmål, og dermed holder sig på femtepladsen seks point foran Peter Schmeichels gamle klub.
Fabio da Silva blev på ny skadet for Queens Park Rangers, da Norwich fik 0-0 imod dem. Brasilianeren blev skiftet ud med et kvarter igen, og der er intet officielt meldt ud om skadens omfang endnu.
Leicester City og Michael Keane slog Wolverhampton 2-1, og ligger altså stadig lunt i svinget til oprykningsspillet. Forsvareren havde en vigtig andel i de tre point, da han sørgede for at en afslutning fra den tidligere United-angriber, Sylvan Ebanks-Blake, endte på træværket i overtiden.
Hverken Scott Wootton eller Davide Petrucci kom i spil i Peterborough Uniteds 2-2-kamp mod Burnley. Førstnævnte var ude med en skade, mens sidstnævnte så hele kampen fra bænken. Luke McCullough var også ubrugt indskifter for Cheltenham Town i deres 2-1-sejr over Torquay United.
Det blev heller ikke til meget bold for Angelo Henriquez, da han først blev sendt på banen i overtiden i Wigans uafgjorte 2-2-resultat mod Southampton. Wilfried Zaha og Crystal Palace triumferede mod Charlton 2-1.
I Tyskland fik Federico Macheda anden halvleg på banen for Stuttgart. Han kunne dog ikke ændre på slutresultatet 3-1 til Fortuna Düsseldorf.
Luke Giverin var også på det tabende hold, da Royal Antwerp tabte 2-1 i den næstebedste belgiske række mod Vise.