Sir Alex Ferguson har stået i spidsen for Manchester United i 134.910 ordinære spilleminutter. På søndag føjes de sidste 90 til samlingen i skottens kamp nummer 1500.
Til trods kampen mod West Bromwich ikke har andet end kosmetisk betydning for både mestrene og The Baggies, har Ferguson lagt store planer for sin holdudtagelse.
– Der er ingen nye skadesproblemer, men jeg skifter lidt ud. Lindegaard står, og måske vil et par af de unge få chancen. Rafael er i karantæne, så jeg skal have fundet en højre back. Jeg vil have Jones i midterforsvaret sammen med Evans, de kan let blive fremtiden for os. Ferdinand og Vidic ryger på bænken. Jeg glæder mig, det bliver stort, siger Ferguson til manutd.com.
Ved de to seneste besøg på The Hawthorns har United vundet 2-1.