Talentspejder observerede Strootman

Manchester Uniteds cheftalentspejder, Jim Lawlor, var på lægterne, da Hollands U21-landshold søndag slog Ruslands ditto 5-1.

PSV’s Kevin Strootman er blevet sat i forbindelse med et skifte til Manchester United, og noget kunne tyde på, at de engelske mestre har set sig lune på hollænderen. 

I hvert fald skriver 101Goals.com, at Uniteds cheftalentspejder, Jim Lawlor, søndag var på lægterne i Jerusalem, da Hollands U21-landshold slog Ruslands ditto med 5-1 – angiveligt for at se nærmere på Strootman, der var med for Oranje. 

I samme nyhed har mediet lagt et Youtube-klip op, hvor deres journalist i den såkaldte “mixed zone” efter kampen spørger Strootman, om han er klar over, at United havde en talentspejder på lægterne, og om han er interesseret i at skifte til de 20. dobbelte mestre.

Her svarer Strootman dog undvigende.  

Sport Direct News citerede i sidste uge en anonym kilde i PSV for at sige, at United og de hollandske vicemestre har forhandlet en aftale på 17 mio. pund på plads, og at det derfor blot er et spørgsmål om tid, før Strootman kan kalde Old Trafford for sin nye hjemmebane. 

Forrige artikel

Mourinho skuffet over Fergie-afsked

Næste artikel

Van der Gouw roser Büttner

ANNONCE