Jose Mourinho har tidligere stået bag nogle imponerende sæsonåbninger på Stamford Bridge. Efter de første ti kampe i 2004/05-sæsonen var United seks point efter Chelsea, og i sæsonen efter var der hele ti point mellem de to hold efter samme antal kampe.
Der bliver snakket meget om Manchester Uniteds start på denne sæson. “De røde djævle” har Chelsea, Liverpool og Manchester City indenfor deres første fem kampe, og man kan frygte, at “The Special One” kan udnytte mestrenes svære sæsonstart til at få et pointmæssigt forspring.
Det er en fare, som Uniteds rutinerede ræv Ryan Giggs er opmærksom på. Den 39-årige waliser snakkede om det på dagens pressemøde, og hans besked var klar: Vi skal hænge på fra start.
– I Mourinhos første periode i Chelsea, fik det et par rigtig gode åbninger, og vi formåede ikke at indhente dem, udtalte Giggs.
– Du vil altid gerne have en god start. Det er ingen tvivl om, at vi har fået en svær åbning, men vi startede godt med en sejr over Swansea i lørdags, og forhåbentligt kan vi bygge videre på den.
Manchester United og Chelsea spiller mod hinanden mandag aften klokken 21.00 på Old Trafford.