Carrick er stadig sulten

Michael Carrick har ikke mistet appetitten for trofæer, bare fordi han har vundet fem mesterskaber. Den sult slipper man aldrig af med, siger han.

Syv sæsoner og fem mesterskaber er facit for Michael Carricks karriere i Manchester United. Umiddelbart en imponerende trofæhøst, men det er ikke nok for den engelske midtbanespiller.

Han er stadig sulten efter at vinde endnu mere sølvtøj, og den følelse går aldrig væk.

– Det er ikke svært at holde sig sulten. Det er meget nemt. Det er den følelse af at løfte trofæet og tilfredsstillelsen ved at lykkes, du får som en gruppe spillere og som klub. Man vil have den følelse igen og igen. Når du først har prøvet det, bliver du grådig og vil have mere, siger han til MUTV.

– Du ser på en som Giggsy, som har vundet 13 titler, hvilket er utroligt. Men jeg kan godt forstå, hvorfor han stadig vil have mere.

United har et vanskeligt program i starten af sæsonen, og holdet skal møde både Chelsea, Liverpool og Manchester City i løbet af de næste fire kampe, Derfor er der heller ikke råd til at starte langsomt op og så opbygge momentum i løbet af sæsonen, som man ellers tidligere har gjort.

Topholdene mister efterhånden så få point, at det vil koste dyrt. Carrick forventer, at en håndfuld hold er med i toppen af Premier League ind til nytår, men så bliver fårene skilt fra bukkene. 

– Det er svært at forudse. Jeg tror, der kunne være fire, fem eller seks hold med helt fremme ind til januar eller februar. Efter det bliver det sat på plads, og presset sætter ind, og forventningerne skifter. Forhåbentlig er vi med der, og så kan vi bruge vores erfaring til at gå hele vejen, siger den 32-årige englænder. 

Sæsonens første store prøvelse for Carrick og resten af holdet venter på mandag, hvor United tager i mod Chelsea på Old Trafford.

Forrige artikel

Giggs vil ikke lade Chelsea stikke af

Næste artikel

Moyes afviser dårlig stil

ANNONCE