Har Ryan Giggs overhovedet noget at gøre i Manchester Uniteds startopstilling? Og bør waliseren indstille sin glorværdige karriere efter denne sæson? En karriere, der bl.a. har kastet 10 engelske mesterskaber og to CL-triumfer af sig.
Ryan Giggs er en levende Manchester United-legende. Det er uomtvisteligt. En tro tjener, en klubmand af rang. Superlativerne klæber sig til den nu 34-årige waliser, der tilhører en uddøende race. Nemlig de såkaldte “en-klub-spillere”, der aldrig har ladet stå tvivl om, hvor deres hjerte ligger, og som ikke kunne drømme om at vende klubben ryggen uanset størrelsen på de checks, rige klubejere ellers måtte friste med.
Selv den United-fan med den mest livlige fantasi vil ikke levende kunne forestille sig Giggs trække i en anden klubs trøje, og alt tyder da også på, at ‘Giggsy’ ender sine fodbolddage der, hvor det hele startede: I Manchester United Football Club.
Men bør manden med flest kampe (763) for Europas bedste klubhold snart lægge støvlerne på hylden, eller har han stadig noget at bidrage med?
Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men blot konstatere, at Giggs har – gennem sin 17-årige karriere på Old Trafford – om nogen levet på sin hurtighed. En hurtighed, der med årene er gået kraftigt fløjten, hvilket i dag betyder, at Giggs – både som starter og indskifter/joker – har yderst svært ved at sætte sin direkte modstander af og gøre en (matchvindende) forskel.
I sidste sæson måtte Giggs tilmed se sig reduceret til marginalspiller, idet både Park og Nani ofte blev foretrukket frem for waliseren i de afgørende Champions League- og Premier League-kampe.
Giggs reserverolle er fortsat ind i denne sæson. Senest måtte Giggs nøjes med en bænkeplads mod Liverpool, men kom dog allerede ind i pausen i Carricks skadesfravær. Giggs formåede dog slet ikke at sætte sig præg på kampen og virkede yderst rusten og langsom i både opfattelse og handling.
Alderen synes altså at trykke gevaldigt for Giggs, der kraftigt må overveje, om karrieren skal ende efter denne sæson. De unge og fremadstormende kræfter som Anderson og Nani synes klar til at tage over.
Al ære og respekt for, at Giggs tilsyneladende ikke spekulerer i eftermæle, og at han lader lysten til at fortsætte, spille fodbold og vinde flere trofæer overskygge den ellers gængse ambition om at stoppe på toppen. For den forgangne sommer havde i det øjemed unægtelig været det perfekte tidspunkt at sætte punktum for en fantastisk karriere.