Okay, den sidste blog var, indrømmet, en anelse lang, men nogle gange kræver en historie om ”Alt-der-kunne-gå-galt-gik-galt” en vis længde.
I denne blog, hvor jeg oplister og præsenterer mine fem ønskekandidater i prioriteret rækkefølge, skal jeg udtrykke mig kortere. Som det vil fremgå, er de nedenstående navne også de navne, der figurerer som kandidater i medierne. Bloggens eventuelle interesse ligger altså ikke så meget i selve navnevalgene, som i min prioritering og karakteristik af dem.
JÜRGEN KLOPP
Jürgen Klopp har for det første en alder, hvor fremtiden tilhører ham, og i den henseende kunne der med Klopp ved roret godt tales om et nyt potentiale for den kontinuitet, som Manchester United er så glad for, men som både klub og fans også må indstille sig på ikke længere fås i samme dosis, som de har været vant til de sidste to årtier. For det andet er Klopp i fodboldfilosofisk henseende måske den, der kommer tættest på den stil, som Ferguson selv stod for. Det er en stil, der er mere direkte end sidelæns, men den er det uden at give køb på det pasningsbaserede fodbold, og det er også en stil, der vægter højt tempo og fløjspil. Men udover at konvergere med United-traditionen for speed og kantspil, så repræsenterer Klopp også et spilkoncept, der dufter af fremtid – han er med andre ord en visionær manager. Klopp kunne tilmed spille en hovedrolle i genfødslen af sin tidligere samurai, japanske Shinji Kagawa, der under Klopp to gange blev kåret til Bundesligaens bedste spiller, men som under Moyes (og til dels også under Ferguson) blegnede. For det tredje har Klopp haft stor succes med sin ungdomspolitik i Dortmund, en værdi der rangerer meget højt på Old Trafford, hvor såvel Matt Busbys som Alex Fergusons dynastier blev bygget på ungdom. For det fjerde har Klopp en karismatisk personlighed, hvilket får mig til at tænke, at han ville kunne klare presset (og pressen) som manager for Manchester United. Hans karisma ville også være en væsentlig forudsætning for spillernes respekt for ham – respekt er som bekendt ikke noget, man får, det er noget, man tager. Klopp ville tage den. Hvis der er et ”men” ved Klopp, så er det, at han ikke er garant for titler. Han har vundet mesterskaber med Dortmund, men han har aldrig smagt sejrens sødme i Champions League. Men i mine øjne er hans historik mere end god nok, og han er mit foretrukne valg.
CARLO ANCELOTTI
Carlo Ancelotti har mere erfaring end Klopp, og med den situation, Manchester United befinder sig i, er erfaring meget vigtig. Dertil kommer, at Ancelottis erfaring også inkluderer succes på alle fronter, det vil sige både mesterskaber i Italien og England samt to Champions League-titler. Som spiller var Ancelotti i øvrigt også succesfuld. Fodboldfilosofisk er Ancelottis identitet mere udefinerbar end Klopps skarpe profil, men bag denne lidt negative udlægning – udefinerbar – gemmer sig et positivt begreb, nemlig fleksibitet. Ancelotti er pragmatiker og er dygtig til at arbejde med det materiale, han har, og grundlæggende står han for en offensiv og seværdig form for fodbold. Taktisk er han typisk italiensk, snu som en ræv, der også formår at indrette sig efter modstandernes styrker og svagheder. Endelig har Ancelotti et specielt temperament, der altid synes at generere harmoni og ro, og det er ikke dårlige egenskaber at komme med i Manchester Uniteds nuværende situation. I øvrigt har Ferguson altid haft enorm respekt for Ancelotti, og de er gode venner. Eneste minus ved Ancelotti er hans alder, men som allerede nævnt kan klubben i øjeblikket ikke tillade sig at tænke, at den næste manager skal være en, der kan blive i klubben det næste årti.
LOUIS VAN GAAL
Louis van GaalL har som Ancelotti erfaringen fra store klubber, ligesom denne erfaring også inkluderer succes. Van Gaal har vundet adskillige mesterskaber med klubber som Ajax, Bayern München og FC Barcelona, ligesom han har vundet Champions League med Ajax, og dét endda med et meget ungt hold – en triumf der efter sigende skulle have inspireret Ferguson til hans berømte udrensning i sommeren 1995. Van Gaal står desuden for en offensiv form for fodbold med vægt på fløjspil. Han er skolet i den hollandske tradition for boldbesiddende fodbold, men samtidig går han for at være særdeles systematisk på grænsen til rigid. Hvis Ferguson i taktisk henseende var en eventyrlysten gambler, så er van Gaal kontrolfreak. Hollænderen skulle også være lidt af en diktator, og hvis det ikke bekommer alle spillere vel, så er det omvendt en karakteregenskab, der i forhold til mange fodboldspillere skaber respekt. I forhold til Robin van Persie, som både har været skuffet over Fergusons brudte løfte om ikke at trække sig efter, at van Persie kun havde været en enkelt sæson på Old Trafford, og decideret utilfreds med Moyes’ træningsmetoder og taktiske evner, så vil udnævnelsen af van Gaal sandsynligvis medføre en glad van Persie – og med en sådan er Manchester United allerede halvvejs i bestræbelsen på at nå Champions League igen.
JOSE MOURINHO
José Mourinho har som Ancelotti og van Gaal stor erfaring og er vel det tætteste, man kommer på titelgaranti. Mourinho er lig med instant impact. Han skaber succes i alle de klubber, han er i, og han har en stor karisma, der blandt andet resulterer i, at hans spillere er parate til at dø for ham. Hvis Mourinho er garant for titler, er han imidlertid også garant for kontroverser og grænseoverskridende handlinger og udtalelser. Hans personlighed fylder så meget, bevidst vel at mærke, så han på den ene side tager meget pres af sine spillere ved at sætte sig selv i centrum, men på den anden side bevirker denne egenskab, at Mourinho ofte fremstår større og vigtigere end selve klubben, og det passer skidt med Manchester Uniteds selvforståelse som en ”familie”. Fodboldfilosofisk er Mourinho den af mine foretrukne kandidater, der matcher dårligst med Uniteds traditioner. Mourinhos spilkoncept hviler meget på et defensivt udgangspunkt, på kontraer og på fysik. Hans hold er både kompakte defensivt og offensivt, og sidstnævnte betyder, at fløjspillet ikke prioriteres af Mourinho. Hans kantspillere er ofte midtsøgende. Mourinho er heller ikke kendt for at prioritere ungdomsarbejde i nævneværdig grad. Til gengæld er han et taktisk geni, noget man også kan hævde om de ovenstående managere, men Mourinho er måske det største af de fire. Når jeg har ham på min liste over ønsketrænere på trods af defensivt spilkoncept, kontroversiel adfærd og en vis ligegyldighed i forhold til at sluse unge spillere ind på holdet, så er det, fordi Manchester Uniteds vigtigste behov lige nu hverken er flot fodbold eller satsning på ungdom, men en manager, der for det første og på trods af udsigten til en Europa-løs sæson formår at tiltrække store navne og for det andet er garant for tilbageerobringen af en af de Champions League-givende pladser i tabellen allerede i næste sæson.
PEP GUARDIOLA
Pep Guardiola er måske nok det oplagte valg som de flestes drømme-manager, men jeg er lidt mere forbeholden. Jeg har en fornemmelse af, at Guardiolas spilkoncept er på retur – lidt hårdt sagt kunne man sige, at det måske hører fortiden til – og derudover har jeg personligt kedet mig i længere tid, når jeg så Guardiolas hold (eller hold, hvor hans arv stadig var tydelig). Når det er sagt, så kunne det være spændende med Guardiola på Old Trafford, for hans rene spanske stil i Barcelona er jo blevet fusioneret på interessant vis med tyske dyder i München. En tilsvarende fusion mellem den spanske og engelske stil kunne være spændende og seværdig. Det er også nærmest en naturlov, at Guardiola ikke forpligter sig på den lange bane, men derudover er han selvfølgelig også – som de øvrige kandidater – garant for titler, karisma og taktisk formåen, ligesom han prioriterer ungdomsarbejde højt.