Måneden der gik: December

Pligtsejrene December blev indledt med to sikre sejre på Old Trafford. Først gik det ud over Fulham, der blev besejret 2-0. Ronaldo viste sig igen fra sin…

Pligtsejrene
December blev indledt med to sikre sejre på Old Trafford. Først gik det ud over Fulham, der blev besejret 2-0. Ronaldo viste sig igen fra sin målfarlige side og blev atter to-måls-skytte for United. Det var en nem sejr, men samtidig en utrolig vigtig sejr, for fiaskoen mod Bolton i foregående Premier League-kamp skulle vaskes væk.

Nogle dage senere kom Derby på besøg, og sagen var igen klar. Tre point skulle i hus, alt andet var en skandale. Forud for opgøret, havde Derby endnu ikke scoret på udebane og var afklapset henholdsvis 5-0 og 6-0 af Arsenal og Liverpool, så der var ikke mange, der regnede med, at Derby kunne drille United. Det formåede de dog en lille smule. Der skulle gå 41 minutter, inden Giggs fulgte op på et Ronaldo-skud, og bragte mestrene foran. Herefter var der aldrig tvivl om kampens udfald. Efter to mål af Tevez, filmede Ronaldo sig til et straffespark, som han selv eksekverede. Derby formåede dog at score for første gang på udebane og kampen endte 4-1 til United, som nu kun var et point efter Arsenal. Arsenal tabte dagen efter til Middlesbrough, så United var i en god position til den kommende uges ”Grand Slam Sunday”, hvor de, med lidt hjælp fra Chelsea, kunne overtage førstepladsen.

Reserverne imponerer
United havde allerede sikret sig gruppesejren i Champions League, så det var en flok unge reserver, der skulle spille den sidste kamp på det olympiske stadion mod Roma. Dog var der stadig fokus på kampen. Dels grundet den fantastiske 7-1 sejr til United fra foråret og dels de store tilskuermæssige uroligheder, som kvartfinalerne havde fremtvunget. Desværre var der denne dag igen uroligheder blandt tilskuerne. Tre United-fans blev stukket ned i formiddagstimerne, men heldigvis blev det få timer senere konstateret, at alle tre var udenfor livsfare.

Selve kampen var dog interessant, idet United gav reserverne endnu en chance. Det vil sige at spillere som Kusczak, Evans, Simpson og Eagles fik en gylden chance for at hævne sig efter 0-2 blamagen mod Coventry i september. Roma stillede med de stærke kanoner, og navne som Totti, Mancini og Taddei var blandt de elleve startende. Uniteds reserver imponerede dog og holdt Roma stangen i første halvleg. Samtidig scorede Piqué efter et hjørnespark, så på forunderlig vis førte United i Rom.

At de ville vinde dernede var dog lige lovlig ønsketænkning, og med et kvarter igen udlignede Mancini til slutresultatet 1-1. Dog var det United, der jublede mest over den indsats, og især spillere som Piqué og Evans kan være stolte af indsatsen. United kunne rejse hjem med god samvittighed, og samtidig kunne de rejse til Anfield om søndagen med en frisk trup, efter reserverne gjorde arbejdet denne onsdag. Desuden stod det efter kampen klart, at United skulle møde enten Schalke, Olympiakos, Celtic, Lyon eller Fenerbahçe i ottendedelsfinalerne. Holdet ville blive trukket den 21. ved UEFAs traditionelle lodtrækning. Det endte med at blive Lyon, der blev trukket op af hatten, og to spændende ottendedelsfinaler venter til foråret.

Oh Sunday, Bloody Sunday
”Super Sunday”, ”Bloody Sunday” og “Grand Slam Sunday”. Der var nok med navne og metaforer til denne 16. december, hvor de første store slag om Premier League skulle udspilles.

I hver af de fire ringhjørner var de fire tophold: Arsenal, United, Chelsea og Liverpool. Første gyser udspilledes på Anfield Road i Liverpool, hvor United gæstede deres evige ærkerivaler. Statistikken var på Uniteds side, idet der på Anfield var sikret tre point i fire af de seneste fem opgør. Denne søndag forbedredes den statistik. Kampen startede – som altid – i et intenst tempo med masser af frispark. Ingen af de to hold fik rigtig fodfæste, og man kunne klart fornemme den store respekt, der var de to giganter imellem. Efter små tyve minutter satte Liverpool sig på kampen med en del chancer til følge. To gange i første halvleg så Van der Sar skidt ud på indlæg, og begge gange blev den reddet på stregen af henholdsvis Anderson og Patrice Evra. Liverpool så altså ud til at have momentum i den kamp. Efter 42 minutter fik det tamme United-hold et hjørnespark, og det udnyttede de til fulde. Alle 11 Liverpool-spillere pakkede sig i eget felt, og Ryan Giggs valgte, i stedet for indlægget, at trille den fladt ud på kanten af målfeltet, hvor Rooney resolut afsluttede. Det var et skævt skud, men en meter foran målstregen stod Tevez fri, og han sendte den sikkert op i nettaget. 12-2 til Liverpool i skud, men 1-0 til United i mål.

Anden halvleg blev fra start til slut en intens og tæt kamp om bolden. Liverpool pressede og pressede, men dels på grund af deres uskarpe offensiv, og dels på grund af verdensklasse i Uniteds midterforsvar, fik Liverpool aldrig udlignet. Det var tæt på 2-0, da en genialitet fra Ronaldo fandt en blank Rooney foran mål, men den unge englænder missede desværre denne gang. Dog endte det hele med tre point til United, og alt presset var nu på Arsenal, der skulle møde Chelsea. Det pres stod de for, da de besejrede lokalrivalerne med 1-0 efter et drop af Petr Cech. Konklusion på denne ”blodige” søndag var, at de to stærkeste hold, Arsenal og United, fik distanceret deres nærmeste rivaler, og de synes at være de to favoritter til at løfte pokalen til maj.

Ronaldo redder julen
Det hårde juleprogram blev skudt i gang, da Everton gæstede Old Trafford på lillejuleaftensdag. Ronaldo var i sit es, da han efter små 25 minutter bragte United foran på et flot skud lige uden for feltet. Den føring holdt kun få minutter, idet Cahill skabte balance med et eksplosivt hovedstød fra midten af straffesparksfeltet. Det så længe ud til at ende med 1-1, men så trådte anfører Giggs i karakter. Han fremtvang et straffespark i det 89. minut, og Ronaldo eksekverede stensikkert og sendte Old Trafford i ekstase. Samme Ronaldo var også på pletten tre dage senere, da han var en af de tre målscorere i 4-0 sejren på Stadium of Light mod Sunderland. Rooney og to gange Saha stod for de andre mål, og uden at spille sig fuldstændigt ud, fik United tre sikre point.

”Deja-vu” på Upton Park
Den sidste kamp i 2007 skulle spilles på Upton Park mod et tændt West Ham mandskab. På forhånd vidste man det ville være en svær kamp, idet United havde tabt begge de indbyrdes kampe i sidste sæson, men det blev endnu værre end man havde forventet. Et usandsynligt tamt United-hold spillede elendigt og tabte fortjent 2-1. Hvis ikke Bolton-kampen i november stadig var i baghovedet, så må kampen på Upton Park betegnes som årets dårligste. Manden i form, Ronaldo, bragte ellers United foran, og havde i anden halvleg en gylden mulighed for at lukke kampen, men skød forbi fra 11-meter-pletten. West Ham kom igen og scorede to hovedstødsmål efter dødbolde. Ferguson sagde efter kampen, at West Ham fortjente sejren, og der er vist ingen i verden der kan være uenige med ham i den betragtning. Arsenal tævede Everton om aftenen, og ”the Gunners” kunne fortjent holde nytår på duksepladsen.

Optur for Park, nedtur for Gary
December 2007 bragte godt nyt på skadesfronten. Alle meldinger om Paul Scholes’ operation var positive, og han forventes 100 % klar til februar. Park Ji-Sung, der har været ude siden april måned, trænede med igen, og fik små 20 minutter mod Sunderland. Han har været meget savnet, især når venstrekanten skulle udfyldes. Desværre bød december ikke udelukkende på opture. Gary Neville fik atter et tilbagefald, og må vente flere uger endnu, inden han er kampklar. Han har ikke spillet siden marts, og det har betydet vedvarende rygter om hans status i truppen. Mange frygter, at han bliver den næste Ole Gunnar Solskjaer, som får karrieren ødelagt af skader. Dog må dommedagsprofetierne lade vente på sig lidt endnu, da de seneste meldinger går på, at Neville forventes klar i januar..

Julefrokost med voldtægt
Da nyheden om spillernes julefrokost kom frem i medierne allerede i november, blev det hurtigt klart at det ville blive et orgie uden lige. Spillerne indbetalte hver 4.000 pund til Rio Ferdinand, som var arrangøren af det hele. Denne julefrokost fandt sted få dage efter den store triumf på Anfield, så der var grobund for et brag af en fest. Desværre fik festen sørgelige efterdønninger. Den talentfulde nordirske forsvarer, Jonathan Evans, blev dagen efter anklaget for voldtægt. Politiet udtalte at en 19-årig mand var anklaget for voldtægt på en 26-årig kvinde, og kun øjeblikke senere blev Evans’ navn meldt ud i alle medier. Efter endt afhøring blev Johnny, mod kaution, løsladt og den endelige retssag finder sted d. 23. februar. Seneste meldinger fortæller dog, at sagen er en farce, og Evans ikke kan anklages for noget som helst, idet kvindens beretninger ikke stemmer. Dagen efter julefrokosten stod den på ”hårtørrer”, da Ferguson gav hele holdet en skideballe, og forbød samtlige at holde flere arrangementer foreløbig. Især menes Rio Ferdinand at have fået en seriøs opsang af den iltre skotte. Hele truppen har også fået en bøde for deres opførsel.

Brown-sagaen og Manucho Goncalves
I november måned stod det næsten soleklart, at Wesley Brown ville forlænge kontrakten med United. Desværre er der åbenbart opstået spændinger siden da, og Brown har valgt at takke nej til to kontraktudspil fra United. Det vides ikke hvorfor, men det siges at være den manglende garanti på spilletid der skiller parterne. Ferguson slog fast at der ikke kommer flere udspil fra United. Enten skriver Brown under, eller han kan gå frit til sommer.

Andetsteds i rygtebørsen er der igen vedvarende rygter om Uniteds jagt på en angriber. Berbatov, Defoe, Villa og endda Henrik Larsson har været nævnt, men Ferguson har forsikret at der ikke kommer store handler i januar. Dog brugte United december måned på at sikre sig en angriber. Manucho Goncalves fik en tre-årig kontrakt efter et vellykket træningsophold, og han tiltræder klubben efter African Nations Cup, såfremt hans arbejdstilladelse går i orden. Ingen kender rigtig noget til ham, men Ferguson ser et kæmpepotentiale i ham, og det bliver spændende at se hvilken rolle han er tiltænkt.

Månedens lyspunkter

Sejren på Anfield: Rigtig flot indsats, og som det eneste hold i snart to år, fik United alle tre point med fra Anfield.
Duksepladsen i Premier League United lå nummer 1 i tre dage, og selvom Arsenal igen erobrede den, så er det en kæmpepræstation bare at være i nærheden af toppen igen, efter den elendige sæsonstart.

Månedens nedture

Kampen mod West Ham: For anden gang på under halvanden måned spillede United en mildest talt elendig kamp. Selvom United faktisk var tæt på at vinde, så fortjente de i den grad ikke sejren og problemet er nok heller ikke de manglende point, men mere den indstilling spillerne havde fra kampstart. Ingen vilje, ingen fight og masser af koncentrationssvigt.

Konklusion
Konklusionen er, at december var en udmærket måned for United. Man vandt fem af de seks kampe Premier League-kampe, og tog heriblandt en stor skalp ved at vinde på Anfield. Desværre sluttede det ikke helt godt med et uventet nederlag til West Ham efter en elendig indsats. Overordnet set så halede United i den grad ind på Arsenal, og ved at overtage førstepladsen i nogle dage beviste de, at kampen om Premier League er mere åben end nogensinde.

Januar
Januar venter forude, og her venter en del svære kampe. United er to point efter Arsenal, så en enkelt kamp kan vende op og ned på det hele. Desuden starter den tredje store turneringen når United gæster Birmingham til FA cup-kampen mod Aston Villa.

Godt nytår herfra med forhåbninger om en pointfuld januar måned for United.

Forrige artikel

Manucho venter i spænding

Næste artikel

DSR forår 2008 sættes igang

ANNONCE