I fjendens lejr: I kamp med et presset City

Vi har taget temperaturen på City-lejren og varmer op til søndagsderbyet med et interview med formanden for den danske Manchester City-fraktion, Morten…

Vi har taget temperaturen på City-lejren og varmer op til søndagsderbyet med et interview med formanden for den danske Manchester City-fraktion, Morten Olesen.

Det bliver voldsomt intenst, når bysbørnene fra Manchester City og Manchester United søndag krydser klinger for første gang, siden Manchester City i de døende sekunder af sidste sæson hentede det engelske mesterskab hjem.

Sidst, vi interviewede Morten Olesen, endte han – desværre – med at få ret i, at Manchester City ville få mesterskabet. Det var op til det skæbnesvangre derby i slutningen af sidste sæson.

Det interview kan du læse i to dele her:

I fjendens lejr: Manchester City 

I fjendens lejr: Manchester City part II

Nu har vi så hevet fat i Morten Olesen igen. Manchester City er jo både blevet kedeligere at se på og komplet ydmyget i Europa siden sidst.

– Nå, Morten, men så blev I jo mestre. Hvordan var det egentlig?
Ja, I husker vel nok selv den temmelig vilde afslutning. City var så tæt på at smide et ellers megafortjent mesterskab væk, men fik alligevel trofæet hjem i sidste øjeblik.

Det var sådan et scenarie, jeg inden kampen imod QPR for alt i verden ville undgå. Jeg kan sgu ikke holde til det! Men set i bakspejlet, så ville jeg ikke bytte den oplevelse for noget. Det gjorde “mit” første mesterskab ekstra mindeværdigt. Den afslutning vil ingen nogensinde glemme. Heller ikke jer.

– Det er ikke fortrængt endnu, i hvert fald. Hvordan har holdet udviklet sig siden, synes du? 
Min personlige mening er, at det går i den forkerte retning. Spillet er slet ikke så sprudlende som i sidste sæson. I mesterskabs-sæsonen var spillet fantastisk flydende og underholdende at se på, men nu synes jeg godt nok, at det hele er blevet lidt mere kynisk og beregnende. Som mange andre Cityfans fattede jeg ikke, at fanfavoritter som Nigel De Jong og Adam Johnson skulle sælges, og så erstattes af, i mine øjne, dårligere spillere, Garcia og Sinclair. Og hvad pokker skal City med Maicon?

Nå, men hvor om alting er, så er City stadig ubesejrede og med i toppen, så helt skidt er det jo ikke, men jeg savner godt nok sidst sæsons mere underholdende spil. Men måske Mancini har en plan med det, han gør. 

– Det er begyndt at køre bedre for jer efter en lidt sløj start på Premier League i denne omgang. Hvad skal vi forvente os af Manchester City i den her sæson? 
Ja, men City skal nok spille med om mesterskabet igen, det er jeg ret overbevist om. De sædvanlige mesterskabsbejlere (Arsenal, Chelsea) ser lidt sløje ud i år. Kun United virker som om, at de igen, med et på papiret ikke særligt godt hold, spiller med i den absolutte top. Man kan kun tage hatten af for Ferguson. Skulle United vinde på søndag, så ser det selvfølgelig svært ud, men jeg minder om, at I jo faktisk smed et forspring på otte point på ganske få spillerrunder tilbage i foråret. 

– Det der Europa, det stejler I vist lidt på. Hvad er reaktionen på, at Manchester City allerede nu er færdig i Champions League, ja, sågar Europa League? 
Der er ret blandede følelser omkring det i City-lejren. Personligt er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at City igen, igen ikke er med, når forårets knock-out-runder begynder. Det er lidt underligt, at sådan et fantastisk hold to år i træk ikke formår at komme videre fra gruppespillet. Svære grupper eller ej.

Men jeg ville være endnu mere ærgerlig, hvis det nu havde været. at City hang 10-12 points efter United i Premier League. For mig er den hjemlige alt. Europæisk fodbold er en bonus, som er knap så vigtig. FA Cup er for mig også større end Champions League. 

Hvad sker der med City, når der spilles i Europa?
Hvis jeg vidste det, ville jeg søge jobbet som manager i klubben. 

– Er det en fordel eller ulempe, synes du, at City ikke har europæisk fodbold fortsat at koncentrere sig om?
Det giver sig selv, at det er en fordel. Dog er det vigtigt, at Citys ledelse melder ud, at Mancinis job er “safe”. Skal der være en masse rygter om managerfyring på grund af manglende europæisk succes, vil det give for meget uro, og det vil givetvis påvirke spillet i ligaen. Der skal ro på de indre linjer.

– Hvordan er stemningen omkring Mancini efter det europæisk exit, og kan man som City-fan godt leve med at være en fiasko i Europa, så længe man ligger godt med i ligaen?
Blandet. Specielt den yngre målgruppe vil have ham fyret. Os, der er lidt ældre, er nok lidt mere tilgivende. Som jeg sagde før, så er ligaen for mig klart vigtigst, og der leverer han jo varen. Jeg tror måske, at Champions League er lidt vigtigere i de 15-25-årige øjne, De er vokset op med det, hvor imod os, der er lidt ældre, er vokset op med tipsfodbold lørdag eftermiddag.

I mine øjne vil det være helt vanvittigt at fyre en manager, der har leveret en FA Cup-triumf og et mesterskab på to sæsoner, og som til trods for problemer på den europæiske scene, stadig er ubesejret i den hjemlige liga. Nu har galskaben i City været lagt på hylden i nogle år. Det er ikke tiden at finde den frem igen. Nogle Cityfans glemmer, hvor vi kommer fra og tror, at fordi vi har fået penge, så kommer det hele af sig selv. Men der skal altså stadig spilles om det på banen! 

– Det står vel næsten sort på hvidt nu, at I har en kæmpe fordel i mesterskabskampen, når I ikke skal koncentrere jer om europæisk fodbold. Hvordan kan City leve op til det her pres?
Presset er vel ikke større end sidste sæson …

Hvordan udspiller kampen på søndag sig? 
Jeg spår en taktisk affære, hvor ingen hold rigtig vil trykke på speederen. Begge hold kan leve med et X. 0-0 eller 1-1.

39-årige Morten Olesen er formand for de danske Manchester City-supporters og har til daglig bloggen cityfan.dk

 

Forrige artikel

Optakt: Manchester City - Manchester United

Næste artikel

Fergie: Mere erfaring og mere bredde

ANNONCE