United har altså netop vundet sit mesterskab nummer 20 i England. Det betyder at klubben er den mest vindende i England, med to titler ned til Liverpool. Også i FA Cuppen er United mest vindende i England med 11 titler. I Europa har United hentet tre titler i den fineste turneringen af dem alle. Her fører Liverpool med fem titler listen over de engelske hold.
Dermed kan vi altså se, at United uden tvivl er det mest vindende hold i engelsk fodbold igennem de seneste 20 år, og sammen med Liverpool er de suverænt mest vindende klubber i England.
Men hvor står United og samlingen af titler, hvis vi sammenligner med de største klubber på kontinentet? Vi giver her overblikket.
Nationale mesterskaber
I Tyskland har Bayern München netop vundet mesterskab nummer 23, heraf har godt halvdelen været indenfor de seneste 20 år. Klubben er den mest vindende klub i Tyskland.
Juventus er mest vindende klub i den italienske Serie A, hvor “den gamle dame” er tæt på at sikre sig det 29. mesterskab i klubbens historie. De to klubber fra Milano, Inter og AC Milan, har begge vundet 18 nationale mesterskaber.
De to spanske giganter, Real Madrid og FC Barcelona, er dominrende i den spanske liga. Real Madrid har hele 32 mesterskaber på kontoen, mens Barcelona formentlig henter sit 22. mesterskab denne sæson.
Uniteds 20 mesterskaber er altså ganske godt gået i en af de absolut stærkeste ligaer i Europa, hvor der konstant er en håndfuld hold med fremme i kampen om titlen. Juventus og Real Madrid er rykket lidt fra, ellers ligger United sammen med de fleste andre storhold i Europa på cirka 20 titler.
Pokalsejre
Bayern har hele 15 titler i den nationale pokalturnering i Tyskland. Sidste sæson tabte sydtyskerne finalen til Dortmund, mens klubben også i år er med i de afgørende kampe af turneringen.
Roma og Juventus har begge ni triumfer i den italienske pokalturnering. AC Milan har “blot” fem sejre i Coppa Italia.
I Spanien ser vi endnu engang dominans fra de to store. Barcelona har hele 26 sejre i den spanske pokalturnering, mens de hvide fra den spanske hovedstad står med 18 titler.
Indenfor de nationale pokalturneringer varierer det lidt fra land til land, hvor seriøst de store klubber tager pokalturneringerne. FA Cuppen har traditionelt en masse prestige og det at vinde turneringen og hente pokalen på Wembley, har altid bragt det bedste frem i de engelske hold. Desværre har United ikke leveret godt nok her de seneste år, og står derfor uden triumf her siden 2004.
I Europa
I Champions League, eller Europa Cuppen for mesterhold som den engang hed, er spanske Real Madrid suveræne med hele ni titler. AC Milan følger pænt efter med syv sejre i den fineste europæiske turnering af dem alle.
Derefter følger Liverpool med fem sejre, mens Bayern München, Ajax og Barcelona alle har fire sejre i turneringen. Bayern ligner en seriøs kandidat til at tage titeln nummer fem i år.
Uniteds tre titler i turneringen, er det samme som italienske Inter, mens Benfica, Porto, Juventus og Nottingham Forest følger efter med to triumfer.
Sir Alex Ferguson har selv flere gange udtalt, at han mener, at United burde have gjort det bedre i Europa i 90’erne og starten af 00’erne. Kong Eric Cantona nåede aldrig at føre United til en sejr i Champions League, mens den berømte class of 92 “kun” nåede sejren i Barcelona i 1999.
United fornemme samling af titler betyder altså, at klubben er oppe blandt de største i Europa. Men der er stadig lidt vej, specielt i Europa, før man endegyldigt kan sige, at United er den mest vindende og succesrige klub i Europa.