Varane i opråb på Twitter: For mange kampe udfordrer spillernes fysiske og mentale helbred

I et længere skriv på Twitter udtrykker Raphaël Varane sin bekymring om fysisk og mental overbelastning af fodboldspillere.

Det er ingen hemmelighed, at Raphaël Varane er utilfreds med den store belastning professionelle fodboldspillere udsættes for.

Det kom senest til udtryk tidligere i år, da han annoncerede, at han havde spillet sin sidste kamp for det franske landshold. Her fortalte han, at han følte sig kvalt i det tætpakkede kampprogram.

Nu forsøger den skadesplagede forsvarsspiller endnu en gang at råbe fodboldverdenen op. Det gør han i et tweet på det sociale medie Twitter, hvor han langer ud efter den engelske fodboldorganisation, FA.

Den 30-årige United-spiller fortæller, at han i sidste uge deltog i et møde med FA. Her anbefalede FA nye beslutninger og reglerne fra dommerne. Disse nye tiltag er Varane dybt uenige i.

– Både trænere og spillere har i mange år delt vores bekymringer om, at der er alt for mange kampe, og at tidsplanen er overfyldt. Det er farligt for spillernes fysiske og mentale velbefindende.

– På trods af vores tidligere tilbagemeldinger har de nu anbefalet længere kampe, mere intensitet og mindre følelser fra spillerne til næste sæson. Vi ønsker bare at være i god form på banen og give 100% til vores klub og fans. Hvorfor bliver vores meninger ikke hørt? Sådan lyder det indledningsvist fra franskmanden.

Varane frygter for spillets fremtidige udvikling. Han påpeger, at det også rammer fans, hvis spillere ikke er i stand til at yde deres bedste hver gang, de går på banen.

– Som spiller føler jeg mig meget privilegeret over at kunne lave det arbejde, jeg elsker, hver dag. Men jeg føler, at disse ændringer skader vores sport. Vi ønsker at være på vores maksimale niveau, det bedste vi kan være, og levere fantastiske præstationer, som fansene kan fejre hver uge.

– Jeg mener, at det er vigtigt, at vi som spillere og trænere fremhæver disse vigtige problemer. Vi ønsker at beskytte den sport, vi elsker, og give vores fans det bedste, skriver United-spilleren til slut.

Forrige artikel

Brexit rammer danske United-fans

Næste artikel

Medie: Lopetegui kan forlade Wolves inden sæsonpremieren

ANNONCE