Postkort fra fortiden – får Lammens debut mod City?

Købet af Senne Lammens varsler en ændring på målmandsposten for Manchester United. Men får den 23-årige belgier debut fra start i det kommende Manchester-derby? I så fald vil han gå i fodsporene på en historisk United-keeper.

Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

På søndag, den 14. september 2025, spiller United igen. Modstanderen er Manchester City, og det såkaldte Manchester Derby kommer på et tidspunkt, hvor United har haft en del usikkerhed på målmandsposten.

I denne sæson har Altay Bayindir været foretrukket frem for Andre Onana, som nu synes på vej til Trabzonspor. Ingen af dem har dog vist sig som en sikker sidste skanse, og flere United-fans har endda kaldt på at få Tom Heaton på mål. En mand, som trods sine 39 år kun har 3 United-kampe på CV’et.

Søndagens derby kan dog varsle et skifte, hvor nyankomne Senne Lammens overtager positionen. Dette kan i så fald varsle en ende for de øvrige i Manchester United.

Spoler vi tiden 59 år tilbage, stod United mere eller mindre i samme situation. I september 1966 havde United tabt tre kampe i træk. 0-3 mod Stoke City, 1-2 mod Tottenham Hotspur og hele 1-5 mod Blackpool.

I førstnævnte var det Harry Gregg, der vogtede buret. Helten fra München var dog næsten 34 år og var hårdt plaget af skader. Det var også tilfældet for 25-årige David Gaskell, der vogtede buret mod Spurs. I League Cup-nederlaget til Blackpool var det irske Patrick Dunne, der fik chancen.

Fælles for dem alle tre var, at de nævnte kampe blev deres sidste i målet for Manchester United.

Til den følgende kamp mod Manchester City havde United en debutant i målet. Alex Stepney var lige ankommet fra Chelsea, hvor han kun havde været i ca. 3 måneder. Før dette havde han spillet i Millwall, hvor han var fast mand og blev udtaget til Englands U23-landshold.

I Stepneys tid spillede Millwall dog kun i den 3. og 4. bedste række. Derfor begrænsede hans erfaring med topfodbold sig til den ene kamp, han nåede i Chelsea-trøjen.

Postkort fra fortiden

Den historiske sammenhæng er ikke gået ubemærket hen. Heller ikke hos Alex Stepney selv, der på X har hilst Senne Lammens velkommen i United-familien.

Stepney var selv 23 år, da han debuterede for United den 17. september 1966. Dagen før hans 24 års fødselsdag. United vandt 1-0 og endte sæsonen som engelske mestre.

Sæsonen efter spillede han også en hovedrolle i Europa Cup-finalen med en legendarisk redning af et forsøg fra superstjernen Eusébio. Redningen sikrede nemlig forlænget spilletid i opgøret, som United i sidste ende vandt 4-1.

Det blev kun til en enkelt landskamp for Stepney, da han stod i skyggen af blandt andre Gordon Banks, Peter Shilton og Peter Bonetti. Sidstnævnte havde også stået i vejen for ham i Chelsea.

Men i United blev han den sikre sidste skanse, som klubben havde hungret efter i de foregående sæsoner. I efteråret 1970 blev han bænket i en periode, hvor Wilf McGuinness foretrak Jimmy Rimmer i målet.

Men bortset fra denne halvsæson stod han fast for klubben fra 1966/67 til 1977/78 og nåede hele 539 kampe for United. Han scorede faktisk også 2 mål, som begge kom i nedrykningssæsonen 1973/74. Den sæson scorede han altså lige så mange mål som både Brian Kidd og George Best.

I dag er Alex Stepney 82 år. I 2022 blev han hyldet på Old Trafford i forbindelse med sin 80 års fødselsdag (foto). Ved hans side stod David De Gea, én af kun syv spillere, der har spillet flere førsteholdskampe for United end ham. De andre er Wayne Rooney, Gary Neville, Bill Foulkes, Paul Scholes, Sir Bobby Charlton og Ryan Giggs.

 

Skriv et svar
Forrige artikel

The Athletic: Endnu en tilføjelse til lægeteamet i Manchester United

ANNONCE