Jagten på nummer 251: David Gaskell, nummer 42, 1956-1969

Man United har givet debut til 250 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

28. juni 2024 16:33

Vi begynder historien om David Gaskell med to finaler, der blev spillet i begyndelsen af maj 1957.

Den ene var FA Cup-finalen, hvor keeper Ray Wood brækkede sin kæbe efter få minutter i 2-1 nederlaget til Aston Villa. Derfor måtte Jackie Blanchflower vogte buret, da det dengang ikke var tilladt at foretage udskiftninger.

Den anden finale var i FA Youth Cup, hvor David Gaskell stod på mål, da United over to kampe vandt turneringen for femte gang i træk med 3-2 og 5-0 over West Ham.

Selvom Gaskell kun var 16 år på dette tidspunkt, havde han faktisk allerede fået debut på førsteholdet ca. et halvt år forinden. Og det havde ikke ligefrem ligget i kortene.

En utænkelig debut

I oktober 1956 skulle mestrene fra Manchester United spille Charity Shield-finale mod FA Cup-vinderne fra Manchester City på Maine Road.

Gaskell var kun 16 år og ansat på en amatørkontrakt, og han havde dagen igennem været på arbejde på Old Trafford. Her havde han for eksempel rengjort støvler for nogle af holdets stjerner, blandt andre hans bofæller Duncan Edwards og Billy Whelan.

Den unge keeper var egentlig træt efter en dags arbejde og ville bare hjem og se kampen i fjernsynet. Men han endte alligevel med at tage bussen op og se kampen på Maine Road.

I Uniteds mål stod Ray Wood, som var uheldig at pådrage sig en skade i første halvleg. Måske et forvarsel om det, der skulle overgå ham et halvt år senere på Wembley.

Selvom man ikke måtte foretage udskiftninger, så skete det alligevel somme tider i uofficielle kampe. Og her blev Matt Busby og City-træner Les McDowall enige om at gøre en undtagelse.

På tilskuerrækkerne blev Gaskell genkendt og kaldt ned af Bert Whalley fra trænerstaben. Så blev han iført en trøje og holdkammerat Colin Websters fodboldstøvler, og så skulle han ind på banen. 16 år og 19 dage gammel. Den yngste United-debutant nogensinde. Og den første United-spiller nogensinde til at blive skiftet ind i en kamp.

Hvad f….. laver du her?

I første omgang havde den helt store United-stjerne, Duncan Edwards, vikarieret i målet, efter Wood var gået ud.

Og landsholdsspilleren var en temmelig overrasket, da han så Gaskell løbe ned imod ham.

– Hvad f…. laver du her? spurgte han den unge keeper.

– Jeg tror, jeg skal spille, Mr. Edwards, svarede han. Edwards nikkede med et ‘fair nok’ og løb ud på sin normale position.

Gaskell holdt buret rent i resten af halvlegen og blev i pausen skubbet og distraheret af Jimmy Murphy, så han var forberedt på slåskampene i feltet i anden halvleg. Efter pausen havde han flere fine redninger, men det var faktisk Ray Wood, der blev krediteret for det i TV-transmissionen.

Udskiftningen var nemlig ikke annonceret nogen steder, og lysforholdene var ikke særligt gode. Derfor blev kommentator Kenneth Wolstenholme ved med at nævne Woods navn i sin kommentering. Blandt andet med sætningen: ‘England goalkeeper Ray Wood is back to his international form’. Her var der bare ikke tale om Wood, men om 16-årige Gaskell.

I sidste ende vandt United kampen 1-0 på Dennis Viollets enlige mål efter 75 minutter. Efter kampen vidste Gaskell ikke, hvad han skulle gøre. Han kom lidt nervøst til at give sin medalje til Wood, som bare tog imod den. Gaskell følte heller ikke, han hørte til i omklædningsrummet, og så tog han hjem.

Ved busstoppestedet hørte han nogle fans rose Ray Wood for en stærk præstation. Og hans udlejer gjorde det samme, da han kom hjem. Han kunne ikke få sig til at sige, at det var ham, der havde spillet, og han kunne heller ikke ringe og dele det med sin far og mor. For de havde ikke nogen telefon. Og de fleste kan nok godt sætte sig ind i, at han havde behov for at dele oplevelsen med nogen.

To timer senere kom bofællerne Edwards og Whelan heldigvis hjem. Og de vækkede deres unge holdkammerat og fik ham til at fortælle hele historien om den overraskende debut.

Den heldige reserve

Dagen efter blev Gaskell kaldt op til Matt Busby og Jimmy Murphys kontor. De fortalte ham, at han fra nu af var klubbens 2.målmand Han måtte dog vente over et år, før han fik sin ligadebut i et 4-3 nederlag til Tottenham.

Herefter blev han så 3.valg igen, for klubben hentede verdens dyreste målmand, Harry Gregg. To måneder senere skulle Gaskell have været med flyet til Beograd, og han havde allerede fået et stempel i sit pas. Men her var det kun Gregg og Wood, der rejste med. Begge overlevede, og Gregg er siden blevet omtalt som en helt, der reddede adskillige personer ud af vragdelene.

Wood forlod klubben få måneder efter ulykken, men Gregg fortsatte som 1.valg. Desværre for ham var han ofte skadet, særligt når der var trofæer på spil. I FA Cup-finalen i 1963 var han ude med en skade. I mesterskabet i 1964/65 spillede han ikke en eneste kamp. Og han spillede kun to kampe i mesterskabet 1966/67, inden han forlod klubben midtvejs i sæsonen. Ni år som førstevalg, ingen trofæer.

Her var Gaskell trods alt heldigere. Han stod nemlig FA Cup-finalen, hvor United slog Leicester City 3-1. Og han fik 5 kampe i begge mesterskabssæsoner. Det var dog ikke nok til at få en medajle. Her krævedes det, at man havde spillet hele 14 kampe.

Gaskell havde spillet regelmæssigt frem til 1964, men blev 3.valg efter ankomst af Pat Dunne. To år senere kom Alex Stepney til fra Chelsea, og Jimmy Rimmer begyndte at byde sig til fra ungdomsholdet.

I september 1966 skete der faktisk det, at United spillede fire kampe i træk med fire forskellige målmænd. Gregg startede i et nederlag på 3-0 mod Stoke City. Dernæst var det Gaskell, der stod i 2-1 nederlaget til Tottenham. Pat Dunne fulgte så efter med et 5-1 nederlag til Blackpool i liga cuppen. Og for alle tre var det deres sidste kamp for Manchester United.

Næste kamp var så med Alex Stepney på mål. Han debuterede i en 1-0 sejr over Manchester City, og herfra var han Uniteds ubestridte førstevalg.

Hvor er mine medaljer?

Mens vi nu har omtalt David Gaskell som heldig, så kan man også sagtens argumentere for det modsatte.

Efter FA Cup-triumfen i 1963 spillede United Charity Shield-finale mod mestrene fra Everton. Her brækkede Gaskell sit ene håndled, men måtte spille videre, da det ikke var tilladt at skifte ud. United tabte 4-0, og Gaskell var hårdt mærket af skaden i et halvt år efter.

Mod Helsinki i 1965, i sin eneste Europa Cup-kamp, fik han et spark i hovedet, så en indre blødning fik ham til at miste synet på det ene øje. Og det var i sidste ende dét, der gjorde, at hans United-karriere lakkede mod enden.

I det hele taget er han et godt eksempel på, hvor udsatte målmænd var i datidens spil. Han gennemgik 23 operationer under fuld narkose. Hans tænder blev slået ud. Han havde været skadet i sine knæ, skuldre, nakke, fingre og hofte. Gaskell måtte derfor i en tidlig alder gå med gangstativ og har fået ombygget sit hus for at kunne bo i det.

Derudover lider han af PTSD. Som 17-årig hjalp han med at bære kisterne for sine otte omkomne holdkammerater. Og i hans hjem sad han i stue med forældrene til to af dem, Duncan Edwards og Billy Whelan. Og påvirkningen fra deres sorg var hård at bære for den unge målmand.

Netop derfor gjorde det også ondt på Gaskell, når klubben i første omgang ikke henvendte sig, da kriterierne for at få en guldmedalje blev ændret i januar 2021. Nu var det besluttet, at 5 kampe var nok til at få en medalje, og dermed havde han to guldmedaljer til gode.

Andre klubber var hurtige til at hædre deres legender og uddele medaljerne. Blandt andre Manchester City, der fik styr på det i løbet af få uger.

Men i februar 2023 havde Gaskell stadig ikke modtaget sine medaljer, to år efter regelændringen. Og det udtrykte han skuffelse over i et interview med The Athletic.

United fik dog bragt orden i sagerne, da Gaskell i juni 2023 endelig kunne modtage sine to guldmedaljer.