(Photo by Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)
Ét clean sheet.
Det er realiteten for Manchester United efter sæsonens første 11 opgør.
Forud for lørdagens kamp blev Ruben Amorim, som netop har vundet månedens træner i Premier League, forholdt problematikken bag den manglende evne til at holde buret rent.
– Det er et problem, især hvis du ser på ligaen nu. Holdet, der vinder alle kampene, lider ikke, lukker ikke mål ind, måske nogle skud på mål, fortæller portugiseren.
– Og det er en stor ting, især når du har talentfulde spillere. Hvis du forsvarer godt, kan du med én mulighed score et mål og vinde en kamp. Men jeg tror, det er mere en holdting – vi skal forsvare bedre. Vi skal være mere aggressive, fortsætter han.
Ruben Amorim og Manchester United har vundet tre af de seneste fire opgør, men det er kun lykkedes at holde modstanderen fra fadet én enkelt gang. United-træneren peger på, at løsningen kan lyde som det gamle udtryk “attack is the best defence”.
– Jeg tror, at hvis du kan angribe rigtig godt, så forsvarer du nogle gange også bedre. Så jeg tror ikke, det handler om måden, vi forsvarer boksen på. Men i den seneste kamp synes jeg, vi havde lidt problemer inde i boksen, fordi vi udenfor boksen tillod indlæg uden noget pres, fortæller han.
Om det lykkes Manchester United at holde buret rent, når de røde djævle skal til Nordlondon og gæste Tottenham, kan du se lørdag kl. 13.30.




