Det vil vi huske Carrick for

Michael Carrick er færdig i Manchester United. Vi bruger anledningen til at kigge tilbage på hans ti måneder i spidsen for klubben.

Nu, hvor Michael Carrick ikke overraskende har fået sparket som cheftræner, er det tid til at kigge tilbage.

Lad os starte med fakta:

Michael Carrick har været i spidsen for 32 kampe for Manchester United. 16 som caretaker. 16 som permanent cheftræner.

Ganske tilfredsstillende deler det hans periode op i to. En god. En dårlig.

Lad os kigge lidt på hans ti måneder i spidsen for Manchester United.

Et eventyr
Det blev ganske dramatisk, da Manchester United og Ruben Amorim sagde farvel til hinanden i starten af det nye år.

Portugiseren smækkede døren bag sig, da han fik sparket. Få uger senere blev Michael Carrick ansat, og han havde et vanskeligt program foran sig. City hjemme og Arsenal ude.

Han imponerede ud over det sædvanlige.

Manchester United lignede et hold, der var i live på en måde, man næsten ikke havde set siden Ferguson-dagene. Manchester City blev fejet væk fra Old Trafford, og man skulle vel egentlig have vundet større end 2-0, og så var man bedre end de kommende engelske mestre fra Arsenal, og dem slog man i deres egen hule.

Hans optur fortsatte.

Af de første syv kampe i spidsen for United vandt han de seks.

Og selv om et par uafgjorte og endda også få nederlag fulgte i slutningen af foråret, var der stadig masser af opture: En sejr på Stamford Bridge og hjemme mod Liverpool, og så viste man, at man var bedre end midter- og bundholdene i Premier League.

Med lethed fik han gjort, hvad der syntes umuligt, da han tog over. Han sikrede Champions League-fodbolden tilbage til Old Trafford for første gang i tre sæsoner.

Nogen vil være uenige, men set fra et resultatsmæssigt synspunkt med et pointsnit på 2,25 var det ganske logisk, at sådan en præstation fortjener en fastansættelse. Det fik han inden 25/26-sæsonens sidste opgør mod Brighton, og det blev fejret med en 3-0-sejr på sydkysten.

Kommentar: En uværdig afsked

Så gik det galt
Michael Carrick fik en hel preseason med sit hold, og hvad kunne det så ikke blive til? Samtidig fik han en helt ny midtbane at lege med. Andrey Santos, Youri Tielemans og Carlos Baleba blev hentet til.

Carrick vil nok ærgre sig over, at han ikke fik polstret venstrebackpositionen, men der var alligevel optimisme at spore. Men den skulle hurtigt forsvinde.

Første kamp i sæsonen var i Hull, og oprykkerne sendte giganterne tilbage til Manchester med et 0-2-nederlag. Mauled by the Tigers.

Det hjalp naturligvis, at man slog Ipswich hjemme ugen efter. Det skulle vise sig at blive Carricks eneste ligasejr i denne sæson.

Nedturen begyndte allerede, da man ikke kunne lirke Manchester Citys ti mand op på hjemmebane, mens Erling Haaland scorede kampens enlige mål. Her blev Carrick genstand for stor kritik.

I ligaen fulgte tre 1-1-resultater i træk mod Fulham, Tottenham og Leeds, og United var ret beset dårligst i alle tre, og det betød, at Carricks stol blot blev varmere og varmere.

Momentum, man havde skaffet sig så meget af i foråret, var pistvæk, og det samme var tilsyneladende spilleglæden og sammenhængskraften.

Helt galt gik det, da man tre kampe i træk tabte 0-3 hjemme til Bournemouth, 1-4 i Como i Champions League og 0-2 på Stamford Bridge.

Nu måtte Carrick da blive fyret, tænkte mange, men ledelsen besluttede, at han skulle få mulighed for at vende skuden frem mod landskampspausen.

Ret paradoksalt var det vel egentlig også det, han var i gang med. Det, der efterfulgte, var to episke comebacks på Old Trafford i træk mod Roma og Aston Villa.

Stemningen var ikke perfekt – ingenlunde – men den var bedre.

Alligevel valgte INEOS-ledelsen dog at give ham sparket i landskampspausen, og af resultatsmæssige hensyn er det ganske forståeligt.

Umulige arbejdsbetingelser
Vi vil derfor huske Michael Carrick for to ting.

Et berusende forår, hvor han for en halvsæson fik Manchester United til at ligne det, de var. Et storhold.

Og et katastrofalt efterår, hvor bunden faldt ud på United-holdet og hans trænerevner.

Det blev et broget forløb. Men Carrick har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til Manchester United, og han har aldrig vist andet end loyalitet over for klubben, der nu har fyret ham, selv om han unægtelig har haft svære arbejdsbetingelser.

Vi tror, at hans ubetingede kærlighed bliver savnet.

Det er dog ikke sikkert, at hans evne til at redde skibet i havn under stormvejr bliver det.

Skriv et svar
Forrige artikel

Kommentar: En uværdig afsked

ANNONCE