Man forstår godt, hvis Kobbie Mainoo og Joshua Zirkzee indimellem sidder og surmuler ude på bænken med tanke på den mængde spilletid, de har fået i denne sæson.
Og hvis du ikke forstår det, så gør deres cheftræner Ruben Amorim det i hvert fald.
– Jeg var selv en fodboldspiller. Jeg forstår dem godt, og jeg vil hjælpe mine spillere i hver situation, siger han ifølge BBC.
Mediet tilføjer, at begge spillere er utilfredse med situationen. Det er der en god grund til.
For både Kobbie Mainoo – der sågar startede i finalen – og Joshua Zirkzee var med, da deres nationer tog til EM i 2024. Men nu er de ude i kulden, og det er derfor langtfra sikkert, at de kommer med, når der skal spilles VM i Nordamerika til sommer.
Derfor kunne det være oplagt at tage et lejeophold et andet sted, så man kan spille og komme i betragtning til slutrunden, der venter.
– Jeg forstår frustrationen fra spillerne, når VM er der. Jeg ved, hvad det betyder. Men klubben kommer først. Hvis jeg kan hjælpe klubben og spillerne, bliver jeg glad, men hvis ikke, er jeg nødt til at tænke på holdet, siger Amorim.
Ordene kommer efter, at Amorim er blevet spurgt til netop Mainoo og Zirkzee, og portugiseren afviser ikke, at de kan komme afsted i januarvinduet, men det skal kun være, hvis det er det rigtige for United, lyder det.
Joshua Zirkzee har spillet 82 minutter for Manchester United i denne sæson. Kobbie Mainoo kan prale af 93 af slagsen.




