Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du den 14. låge i julekalenderen.
Året var 2007. Jeg var netop begyndt på mit nye studie. Foråret var på vej, og jeg syntes tingene flaskede sig ret godt for mig. Men lykkens gudinde var ikke færdig med at kigge min vej.
Jeg fik et opkald fra en af mine venner, der havde spillet på ungdomslandshold med Martin Laursen.
Martin Laursen spillede i denne periode for AC Milan, men var desværre blevet skadet. Det betød dog, at han var rejst med truppen til England som tilskuer, hvor mægtige Manchester United ventede i den første af to semifinaler i Champions League.
Det betød også, at han havde fribilletter til udebaneafsnittet. Dette kunne jeg ikke sige nej til, og min lillebror (der også holder med MU) og jeg hoppede på den første flyver til Manchester.
Vi mødtes med Martin og vores fælles ven, der grundigt havde instrueret os i, at vi under ingen omstændigheder måtte have United-gear på og under ingen omstændigheder måtte juble, hvis United scorede. De italienere fandt sig ikke i noget.
Begge hold stillede i en fuldstændig vanvittig line-up. Efter et tilfældigt mål til United tidligt i kampen bølgede kampen frem og tilbage. United var dominerende, men Milan havde desværre taget Kaka med. Han var flyvende, og United havde svært ved at styre ham. Han havde scoret to gange inden halvleg.
Det hele havde været meget overvældende, og det var først i pausen, at jeg egentlig kunne observere, hvad det var for et sceneri jeg stod midt i. OT var sprudlende. Stadion kogte over. Italienerne prøvede at give igen, men blev overdøvet. Vi blev svinet til.
”You can stick your Kaka up the arse”, ”Italian wankers” osv. Aldrig har en pause før gået så hurtigt.
United pressede på i anden halvleg, mens italienerne prøvede at kontrollere affæren. Efter en Rooney-scoring var troen på en sejr tilbage. United pressede på, men det var svært over for Nesta, Maldini og Dida, der stod en god kamp.
I overtiden skete det så. Rooney scorede igen, og OT eksploderede. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Vi var en lille, stille ø i et hav af 70.000+ mennesker, der gik fuldstændig amok.
Min lillebror og jeg knugede hinandens hænder så hårdt, at knoerne stadig var hvide, da vi nåede trampen tilbage til centrum. Returopgøret endte desværre ikke med, at vi kvalificerede os til finalen.
Men den aften på OT vil jeg aldrig glemme. Jeg kan stadigvæk høre ”Rooney, Rooney, Rooney” fra Old Trafford.