Foto: by Sebastian Frej/MB Media/Getty Images
Efter en svær december kampagne og et skuffende nederlag mod Aston Villa står Manchester United foran en vigtig opgave på Boxing Day, når Newcastle United gæster Old Trafford i Premier League fredag aften. Kampen har fået ekstra spotlight som den eneste Boxing Day-kamp i årets Premier League-program, og United vil håbe på at sende fansene hjem med en tiltrængt julegave i form af tre point.
United har haft en ujævn formkurve i de seneste uger og går ind til opgøret med blandede resultater. I de seneste seks kampe er det blevet til to sejre, to uafgjorte og to nederlag. Senest led man et nederlag på udebane mod Aston Villa. Hjemmebanestatistikken giver heller ikke meget ro i maven, da United ikke har formået at vinde de seneste tre kampe på eget græs.
Newcastle United ankommer til Old Trafford efter en sæson præget af både flotte præstationer og frustrerende pointtab. Eddie Howes mandskab har vist, at de kan skabe chancer og score mål mod de fleste, men mangler stabilitet i den defensive ende. Newcastle har ikke holdt et clean sheet i deres seneste ti kampe og føler formentlig, at de burde ligge højere i tabellen, end tilfældet er.
Offensivt kan Newcastle volde United store problemer, og formen giver gæsterne selvtillid nok til at tro på point i Manchester. De seneste indbyrdes opgør taler også deres sag – Newcastle har vundet fire af de seneste fem møder. Senest blev United kørt over med 4-1 på St. James’ Park.
Dato, tid og sted
Kampen spilles fredag d. 26 december kl. 21.00 på Old Trafford, Manchester.
Dommer
Kampens dommer er Anthony Taylor.
Taylor dømte Uniteds seneste hjemmebanesejr – en kamp mod Brighton, hvor De Røde Djævle vandt 4-2. Den erfarne dommer har i alt dømt Manchester United 54 gange, hvoraf United har vundet 30 af kampene.
Skader og karantæner
United må undvære en perlerække af vigtige spillere til opgøret.
Mest iøjnefaldende er fraværet af Bruno Fernandes, der pådrog sig en skade i udekampen mod Aston Villa. Derudover er både Matthijs de Ligt, Harry Maguire og Kobbie Mainoo fortsat ude med skader.
Samtidig er Bryan Mbeumo, Noussair Mazraoui og Amad Diallo alle draget til AFCON med deres respektive landshold og er derfor heller ikke til rådighed.
Newcastle United må se bort fra flere profiler til opgøret. Dan Burn, Sven Botman, Valentino Livramento og Kieran Trippier er alle ude, mens Nick Pope er tvivlsom.
Mulige startopstillinger
Med de mange fravær er det vanskeligt at spå om, hvilken vej Ruben Amorim vil gå med sin opstilling.
I de seneste kampe har han vekslet mellem en 4-4-2 og en 3-4-2-1-formation, men meget peger på, at han igen vælger den velkendte 3-4-2-1.
Casemiro forventes tilbage på den centrale midtbane, mens det store spørgsmål er, hvem der skal spille ved siden af brasilianeren. Mit bud er Lisandro Martínez, som så relativt komfortabel ud i rollen, da han spillede på netop den position i opgøret mod Aston Villa.
Lammens
Yoro Heaven Shaw
Dalot Casemiro Martinez Dorgu
Mount Cunha
Sesko
Hold øje med
For United bliver det interessant at se, hvem der tager initiativ i Bruno Fernandes fravær. Amorim har selv sagt, Brunos skade er et stort tab for både kreativiteten og lederskabet – og at andre derfor må træde i karakter på midtbanen og i offensive situationer.
Matheus Cunha kan blive en nøglefigur. Hans drive og målfarlighed kan være afgørende, hvis United skal hente point i opgøret.
Hos Newcastle er Nick Woltemade et oplagt navn at holde øje med. Den 23-årige tyske angriber blev klubbens dyreste tilføjelse i sommers, da han blev hentet fra VfB Stuttgart for omkring £69 millioner, og han har allerede vist, at han kan spille en central rolle i gæsternes offensiv.
Skribentens bud på kampens resultat
Jeg er som udgangspunkt optimist på Uniteds vegne, men denne gang har jeg svært ved at se dem løbe med sejren. Fraværet af Bruno Fernandes kan vise sig at blive afgørende, da holdet ofte har lænet sig op ad hans kvaliteter, når modgangen har meldt sig i kampene.
Der er flere spillere, som skal løfte deres niveau markant, hvis United skal have noget med fra opgøret. Den manglende kvalitet i bagkæden kombineret med en smal midtbane kan blive udslagsgivende, og i min optik rækker det ikke til point denne gang. Jeg tror derfor på et 1-3-nederlag til United.



