Den franske målkonge blev i 1996 anbefalet af Eric Cantona, da Sir Alex Ferguson var på jagt efter en angriber.
Det afslører Jean-Pierre Papin i et nyt interview med Setanta Sports.
I fem år i træk i starten af halvfemserne toppede Papin topscorerlisten i den franske liga, da han spillede for Marseille. Siden rykkede han til AC Milan og videre til Bayern München, og det var her, hvor Cantona lagde et godt ord ind for franskmanden, som i dag fortryder, at hans tyske klub ikke ville lade ham gå.
“Det skete næsten i 1996. Jeg var skadet i Bayern, og Eric Cantona anbefalede mig til Sir Alex.
Men Bayern ville ikke lade mig gå. Det ærgrer mig.
Manchester er Manchester. Når du ser fodbold, så er der nogle klubber, som berører dig, og de er en af dem.
Jeg elskede klubben, så det var logisk, at jeg havde samme følelse,” udtaler Papin til den irske sportskanal.
Uniteds interesse for Papin kom samme sæson, som klubben kæmpede med Newcastle om det engelske mesterskab, men da sæsonen var slut, havde United vundet “The Double”, og Cantona havde fundet sig en ny makker i Ole Gunnar Solskjær.
Interessen for franskmanden eksisterede derfor ikke længere, og han vendte i stedet tilbage til Frankrig, hvor han spillede for Bordeaux.