Man behøver ikke have været meget på de sociale medier, for at finde ud af, at Manchester United går en travl sommer i møde, hvor det største fokus kommer til at ligge på den centrale del af banen.
Men dagens transferoverblik starter et andet sted.
Spanieren Nico Williams skulle efter sigende være blandt de kantspillere, Manchester United har på radaren, hvis klubben vurderer, at der er behov for yderligere forstærkninger på positionen. Engelsk medie melder dog, at der er konkurrence fra andre storklubber, herunder Arsenal, Liverpool og Manchester City.
Så har det ikke ligefrem været en hemmelighed, at Elliot Anderson har været øverst på Manchester Uniteds ønskeliste denne sommer. Det ser dog ud til at englænderen ender hos vores naboer, i den blå side af Manchester, som netop har budt hele 121 millioner pund inklusiv add ons. De seneste meldinger går på, at Manchester United ikke ønsker at indgå i nogle former for budkrig med bysbørnene, så en aftale mellem United, Nottingham Forest og Anderson selv, synes lige nu langt væk.
Det har fået den øverste ledelse i United til at kigge andre veje.
West Hams Mateus Fernandes skulle lige nu være øverst på listen over mulige tilføjelser til den centrale midtbane. Her er de seneste meldinger fra troværdige Fabrizio Romano, at West Ham kræver 85 millioner pund for Fernandes – et beløb som United gerne vil presse længere ned.
Carlos Baleba er et andet navn der gentagne gange er blevet kædet sammen med United, mens også Bournemouth-profilen Alex Scott og Sandro Tonali også kædes sammen med United.
Netop de to førstnævnte spillere passer perfekt ind i den kurs, Manchester United lader til at have lagt på transfermarkedet: Klubben vil ikke længere jagte store navne for enhver pris – de vil hente spillere, der oprigtigt vil spille for Manchester United.
Se bare på sommerens transfervindue, hvor spillere som Mbeumo, Cunha og Benjamin Sesko alle tre havde andre muligheder på bordet, men de valgte Manchester United. Det valg traf de ovenikøbet på baggrund af en skuffende sæson, hvor United missede europæisk bold og sluttede nr. 15 i ligaen.
Hvis United skal nå målet om at vinde Premier League inden 2028, bliver det afgørende at rekruttere de rigtige personligheder – ikke kun de rigtige fodboldspillere. Spillere, der vælger klubben af de rigtige grunde, er også dem, der typisk står stærkest, når resultaterne udebliver, og presset stiger. Det er netop den mentalitet, karakter og modstandsdygtighed, som har manglet i truppen gennem en længere periode. Derfor kan denne transferstrategi vise sig at være fundamentet for klubbens genopbygning.
Hvad der sker herfra, kan vi kun gisne om, men der er ingen tvivl om, at der kommer mindst én midtbanespiller mere til klubben, efter Ederson skulle være på plads. Så må vi fans blot sætte vores lidt til, at det både er et stort navn, men vigtigst af alt, en spiller, der vil Manchester United.




