11 år i træk – Matthijs de Ligt fortsætter bemærkelsesværdig tendens

Matthijs de Ligt har aldrig startet to på hinanden følgende sæsoner under den samme cheftræner/manager.

Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images

Den 21. september 2016 fik en 17-årig Matthijs de Ligt debut for Ajax. Her scorede han også i en 5-0 sejr over Willem II i pokalturneringen. Dermed blev han Amsterdam-klubbens næstyngste målscorer nogensinde efter Clarence Seedorf.

Det var Peter Bosz, der bragte teenageren op på førsteholdet og gav ham hans debut. Ved næste sæsonstart var Bosz dog ikke længere ved roret i Ajax.

I de følgende to sæsoner kom de Ligt for første gang i aktion i Champions League-kvalifikationen. Først mod OGC Nice i 2017/18, hvor Marcel Keizer havde fået ansvaret. Året efter mod Sturm Graz, hvor det nu var Erik ten Hag, der stod i spidsen.

Den sæson nåede Ajax semifinalen, hvorefter de Ligt skiftede til Juventus og startede den følgende sæson under Mauricio Sarri. Året efter var italieneren dog afløst af Andrea Pirlo, mens Massimiliano Allegri stod i spidsen, da Juventus indledte 2021/22-sæsonen ude mod Udinese.

Matthijs de Ligt skiftede herefter til Bayern München, som startede begge de følgende to sæsoner med den tyske supercup-finale mod RB Leipzig. Første gang var det under Julian Nagelsmann. Anden gang var det Thomas Tuchel.

Ved sæsonstarten 2024/25 var de Ligt nu at finde i Manchester United, som spillede mod Fulham i sæsonåbneren med Erik ten Hag ved roret.

Den tidligere Ajax-træner holdt dog ikke året ud, og da den næste sæson gik i gang, var det Ruben Amorim, der stod med taktiktavlen i åbningskampen mod Arsenal.

Som bekendt er Ruben Amorim ikke længere at finde på Old Trafford. Så når United gæster Hull City den 22. august, er det altså 11. sæson i træk, at Matthijs de Ligt starter en sæson under en ny manager.

Tiden vil vise, om tendensen fortsætter på den anden side af denne sæson. Det kan også komme til at afhænge af, hvordan hollænderen kommer sig efter sin operation. Han har siddet ude med en rygskade siden den 30. november, hvor United vandt 2-1 på Selhurst Park.

Oversigt over managere ved sæsonstart i Matthijs de Ligts karriere

2016/17: Peter Bosz, Ajax

2017/18: Marcel Keizer, Ajax

2018/19: Erik ten Hag, Ajax

2019/20: Mauricio Sarri, Juventus

2020/21: Andrea Pirlo, Juventus

2021/22: Massimiliano Allegri, Juventus

2022/23: Julian Nagelsmann, Bayern München

2023/24: Thomas Tuchel, Bayern München

2024/25: Erik ten Hag, Manchester United

2025/26: Ruben Amorim, Manchester United

2026/27: Michael Carrick, Manchester United

Skriv et svar
Forrige artikel

Stort gennembrud: United sikrer jord til nyt stadion

ANNONCE