Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 99: Steve Paterson
Steven William Paterson fik aldrig nogen stor United-karriere, og det kan sagtens diskuteres, om han overhovedet bør nævnes i rækken af Uniteds vigtigste akademispillere.
Vi vælger dog at have ham med, da hans historie er anderledes. Dels grundet nogle eksotiske karrierevalg, men også grundet personlige problemer, som endte med at spænde ben for ham som både spiller og træner.
Han blev født i Skotland og voksede op i Elgin, Moray langt oppe nordpå. Her spillede han for Nairn County, hvor han skillede sig positivt ud og endte med at blive kendt som “Pelé”.
Kælenavnet skyldtes angiveligt hans kulsorte hår og gode egenskaber med bolden. Det er ellers usikkert, hvordan kælenavnet opstod. Måske var det endda noget, han selv begyndte at kalde sig, hvorefter andre fulgte trop.
Som central forsvarsspiller var han heller ikke særlig sammenlignelig med den brasilianske superstjerne.
Han var dog dygtig nok til at få debut for Skotlands U18-landshold, mens han kun var 15 år, i en kamp mod England på Old Trafford i 1973.
Herefter var der mange klubber, der var interesserede i ham. Det var dog United, der vandt kampen om den unge skotte.
10.000 pund i en dåse
Da han skrev under med United, modtog han en såkaldt sign-on fee bestående af 10.000 pund i kontanter.
Det var mange penge for en ung skotte fra højlandet, og i starten opmagasinerede han dem bare i en dåse i sin mors klædeskab.
Han har siden reflekteret over, at han burde have fået hjælp til at håndtere sin økonomi. Enten fra forældrene, eller fra klubben. For pengene endte med at være ødelæggende for ham.
Mens han spillede på Uniteds ungdomshold, gik eftermiddagene med hasardspil og snooker. Om onsdagen havde man oven i købet også en drukklub.
Her fik Paterson lagt kimen til massive problemer med gambling og alkohol. Dette har nok også været medvirkende til, at “Pelé” brugte det meste af sin tid på andetholdet og kun fik ti kampe for Uniteds førstehold, heraf fem under Tommy Docherty og fem under Dave Sexton.
Derfor forlod han også klubben i 1980. I første omgang var et skifte på plads, så han skulle til Sheffield United, der ville betale 60.000 pund for spilleren. Han fik dog en alvorlig ankelskade i en reserveholdskamp, og derfor blev skiftet ikke gennemført alligevel.
United kom dog ikke tomhændede derfra. Da skaden medførte, at han endte sin professionelle karriere i England som 22-årig, fik de nemlig 80.000 pund i godtgørelse fra et forsikringsselskab.
Eksotisk spillerkarriere
På trods af skaden kom han dog til at spille igen. I første omgang med et lokalt skotsk hold, inden han i 1982 rejste østpå for at spille for Hong Kong Rangers.
Et halvt år senere blev han genforenet med Tommy Docherty i den australske klub Sydney Olympic, hvor han spillede i næsten et år.
Herefter skrev han historie ved at være den første europæer nogensinde til at spille for et japansk hold.
Det viste sig hurtigt at være en fordel at være 193 cm høj i den japanske liga, og han blev en central figur for Tokyo-klubben Yomiuri FC, der vandt to mesterskaber og en pokaltitel med ham på holdet.
På trods af et udgangspunkt i forsvaret var han også én af sit holds mest scorende spillere i perioden og blev aktivt brugt som reklamesøjle for at promovere japansk fodbold.
I 1986 sluttede opholdet brat på grund af nogle ændringer, der betød at både Paterson og hans tyske træner måtte forlade klubben igen.
Han vendte derfor tilbage til Skotland og påbegyndte en trænerkarriere.
En ulykke, der ventede på at ske
Trænerkarrieren begyndte med et job som spillende træner for Elgin City nær barndomshjemmet. Efter to år skiftede han til lokalrivalerne fra Huntly og trænede dem i fem år.
Med begge klubber formåede han at vinde den såkaldte Highland League, som er den 5. bedste række i Skotland.
Derfor tog han også skridtet op til Inverness Caledonian Thistle i den 4. bedste række og endte med at sikre dem to oprykninger i de syv år, han var i klubben.
Her vandt de også over både Hearts og Celtic i pokalturneringen. Efter sidstnævnte bragte avisen The Sun denne overskrift: “Super Caley go ballistic, Celtic are atrocious”.
Der var altså tale om 14 succesfulde år som træner. Men uroen ulmede under overfladen.
– Jeg slap af sted med en masse i Inverness, har Paterson selv udtalt.
– Noget af min opførsel var chokerende. Jeg svigtede en masse mennesker og ingen mere end mig selv.
– Jeg gamblede meget. Jeg drak meget. Men jeg klarede dét med fodbolden, fordi du kan tage en maske på og fungere, selvom du er ødelagt indeni.
– Jeg var et afsporet tog, en ulykke, der ventede på at ske. Og desværre skete det, da jeg fik det største job i mit liv.
Forlod Aberdeen i et bagagerum
Succestræneren blev i december 2002 ansat i Aberdeen, hvor han afløste den tidligere Brøndby-træner Ebbe Skovdahl.
Hans personlige problemer eskalerede dog i den periode, og tre måneder senere dukkede han ikke op til en kamp mod Dundee FC, fordi han havde drukket hele natten.
Paterson stod nu offentligt frem og fortalte om sine problemer, og klubben bakkede ham op og lod ham blive i sædet i resten af sæsonen samt den efterfølgende.
I maj 2004 var Aberdeen dog sluttet næstsidst i den skotske række og var altså heldige med, at der kun var ét hold, der rykkede ned.
Det endte derfor med en fyring af Paterson, som skammede sig og forlod Aberdeen og Pittodrie Stadium i bagagerummet på en Mercedes. Blot for at undgå, at medierne fik adgang til ham på vej ud af byen.
– Jeg vidste aldrig, hvornår jeg skulle stoppe. Det er min største fortrydelse, og jeg mener virkelig, at jeg skulle være blevet fyret på stedet (i 2003, red). Jeg har aldrig været tilbage på Pittodrie, fordi jeg skammer mig.
– Havde Aberdeen forberedt sig bedre, ville de måske have haft en tvivl om mig, men jeg havde så meget succes, og dengang var det heller ikke unormalt for trænere at drikke eller gamble.
– I de næste fem år mistede jeg kontrollen, og min opførsel eskalerede. Jeg havde en klinisk depression i flere år.
Confessions of a Highland Hero
På trods af de personlige problemer fortsatte han som træner for mindre klubber som Forres Mechanics, Peterhead, Huntly og Fortmartine United (foto), inden han trådte helt tilbage i Dufftown i 2017.
Undervejs fik han det også bedre mentalt, og det faldt i høj grad sammen med udgivelsen af hans bog, “Confessions of a Highland Hero”, der udkom i 2009.
Her kom han også med et estimat om, at han sammenlagt har mistet over én million pund som følge af gambling.
– Jeg havde utrolig meget selvmedlidenhed og havde masser af dårlige karaktertræk. Det er først i de senere år, jeg er vokset. Når du er fanget i afhængighed, går din følelsesmæssige udvikling i stå.
– Nu er mit liv rigtig godt, og jeg føler mig fredfyldt. Jeg har ændret mig til det bedre. Mine ambitioner og mål handler nu kun om min familie, mine venner og min partner. Jeg er et godt sted.
Artiklen er 60. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley




