Sagaen om Cristiano Ronaldos fremtid har efterhånden udviklet sig til en hovedpine for United-fans verden rundt. Med flere tvetydige udtalelser, har dette års topscorer således indikeret, at et skifte til Real Madrid vil være kærkomment.
Nu ser det dog endelig ud til, at den 23-årige portugiser vil offentliggøre sin beslutning indenfor de næste par dage:
”Jeg vil annoncere, hvad jeg vil i fremtiden om to eller tre dage, for turneringen er overstået for mit vedkommende.” udtalte han efter 2-3-nederlaget til Tyskland.
Ronaldo sagde endvidere noget kryptisk, at alle ved, hvad han vil, og at udsigterne til at spille for de spanske mestre er “gode”:
”Jeg bliver nødt til at tale med Manchester United, og så må vi se, hvad der sker. Alle kender efterhånden mine ønsker, men om to-tre dages tid, vil i være meget klogere.”
”Chancerne for at skifte (til Real Madrid, red.) er gode, men som jeg altid har hævdet, er det ikke op til mig. Jeg har mange ønsker.”
Glazer-familien, David Gill og Sir Alex Ferguson har før slået fast, at et salg af verdens pt. bedste spiller ikke kommer på tale.