Fravælg ikke den lille spiller

I anledning af, at United denne sommer har haft en række egenproducerede talenter med på pre-season, har vi her set nærmere på et par af dem. Og ser lidt…

I anledning af, at United denne sommer har haft en række egenproducerede talenter med på pre-season, har vi her set nærmere på et par af dem. Og ser lidt nærmere på baggrunden for deres udvikling.

Jesse Lingard og Larnell Cole er to af klubbens største talenter pt. Lingard er med holdet i Skandinavien på pre-season tur, mens Cole netop er vendt tilbage fra skade, og har spillet de sidste par kampe hos reserverne.

Uniteds førsteholdstræner, René Meulensteen, har tidligere fortalt, at der i United ikke fokuseres så meget på de unge spilleres størrelse.

Normalt når man sætter børn sammen, vil det tit være de store fysiske børn der dominerer spillet. Men det handler om at finde de største talenter, og derfor går United ikke altid efter de store spillere.

Man er ikke bange for at beholde de lidt mindre spillere, give dem lidt ekstra tid til at udvikle sig, hvis altså bare det rette tekniske talent er til stede. Det er nemmere at bygge på fysisk, end det er at bygge teknikken på i en sen alder.

Bare se på “the ginger prince”
Et godt eksempel på dette var Paul Scholes. Sir Alex Ferguson har tidligere udtalt, at mange andre Premier League klubber formentlig ville have smidt ham på porten som ungdomsspiller – grundet hans manglende fysik.

Der blev da også stillet kritiske spørgsmål ved, at Uniteds ungdomsafdeling blev ved at holde fast i Scholes. Men man kunne se hans tekniske kvaliteter, der vejede tungere end den fysiske del. Og se nu, hvor stor en betydning Scholes fik for Manchester Uniteds 90’ere og 00’ere.

Andre eksempler er norske Magnus Eikrem, der også havde manglende fysik, men til gengæld havde fremragende tekniske kvaliteter.

Den nye generation
Samme billede ses for tiden i Uniteds ungdomsafdeling og hos reserverne, hvor fysisk små spillere som Larnell Cole og Jesse Lingard har haft det svært i nogle opgør for u18 holdet og i sidste sæson hos reserverne, hvor de har stået overfor store fysiske spillere.

Alligevel holder United fast i dem, og de får masser af tid og plads til at udvikle sig, da deres færdigheder indenfor det tekniske område opvejer deres mangler i fysik og i højde.

Welbeck har tidligere udtalt, at når han spillede sammen med Cole og Lingard, var det som at spille med Iniesta og Xavi, da de simpelthen er så stærke i det hurtige kombinationsspil. Noget af en cadeau at få for to så unge talenter.

Larnell Cole, der for øvrigt ikke er i familie med den tidligere United-spiller Andy Cole, var en af de vigtige spillere i U18 holdets FA Youth Cup-triumf forrige sæson, sammen med Jesse Lingard.

De blev dengang ikke nævnt som en af de helt store stjerner for fremtiden – det var Pogba, Morrison og Tunnicliffe der løb med opmærksomheden. Men blandt trænerne i Uniteds ungdomsafdeling rangerede Cole og Lingard helt på niveau med de tre førnævnte. Ligesom faste følgere af u18 og reserveholdet altid har haft fokus på de to store talenter.

Larnell Cole
Cole fyldte blot 19 år i marts måned, men var hele sidste sæson fast inventar på reserveholdet. Her debuterede han allerede tilbage i 2009/10 sæsonen, hvor han også fik scoret sit første mål på dette niveau, i en kamp mod Burnley.

Han er opvokset i Manchester, og har altid repræsenteret United. Den lille hurtige midtbanespiller, har primært været anvendt på den offensive del af den centrale midtbane, eller på højrekanten.

20. september 2011 fik Cole sin debut for United, da han fik det sidste kvarter i Liga Cup kampen mod rivalerne fra Leeds. Cole fik sidste del af sæsonen ødelagt med en skade, der også holdt ham ude af sommerens u19 EM for England.

Netop vendt tilbage fra skade, er målet for Larnell Cole, at han i den kommende sæson vil opnå mere spilletid på førsteholdet i Liga Cuppen. Ellers er det sandsynligt, at han sendes på udlån i dele af sæsonen, for at opnå værdifuld spilletid og fortsætte sin fremragende udvikling.

Jesse Lingard
Lingard blev nomineret til årets reserveholdsspiller sidste sæson, da han med sine ni mål og mange fine præstationer for Warren Joyces tropper var en af holdets faste stabile profiler.

Han var på bænken for førsteholdet et par gange sidste sæson, men kom aldrig på banen. Et af målene for Lingard i den kommende sæson er spilletid i Liga Cuppen, eller udlån hos lavere rangeret hold.

Lingard var med på årets første pre-season tur, og han fik på fornem vis vist sig frem for Ferguson. Han var en af banens bedste i første kamp i Sydafrika mod Amazulu. Her spillede han på en tre mands midtbane med Carrick og Scholes.

Han er også med United på den europæiske del af turen inden sæsonen for alvor begynder, og stortalentet for altså endnu en chance for at vise sig frem på den største scene.

Fremtiden
Desuden kan det nævnes, at der på u21 holdet i den kommende sæson er en anden lille fysisk, men utrolig stærk teknisk spiller, Mats Dæhli, som United giver tid og plads til at udvikle sig.

For at beskytte ham lidt, vil han spille mere på kanten, end hans normale favoritposition inde centralt på midtbanen. Ganske enkelt for at passe på ham, men samtidig give ham rum til at udfolde sine tekniske kvaliteter.

Dermed viser United endnu engang, at man ikke altid behøver være stor og stærk fysisk, for at slå igennem på absolut højeste niveau. Cole og Lingard er beviset på, at man i United også satser på de mindre fysiske spillere.

Om Cole og Lingard formår at bryde igennem i United, vil de kommende sæsoner vise. Et er dog sikkert, United vil give dem tid til at bygge på fysisk, og har ikke travlt med at kaste de to unge talenter for løverne. Omvendt stoler Ferguson og hans stab så meget på deres tekniske evner, at de måske allerede i år vil spille en rolle på førsteholdet.

Forrige artikel

Optakt: Vålerenga – Manchester United

Næste artikel

Lucas snublende nær United

ANNONCE