Måneden der gik: Januar

Tømmermandsbold på Old Trafford Allerede første dag i det nye år skulle United-spillerne i kamp. På papiret var det en nem modstander der kom på besøg, og…

Tømmermandsbold på Old Trafford
Allerede første dag i det nye år skulle United-spillerne i kamp. På papiret var det en nem modstander der kom på besøg, og krydret med det faktum at det var trænerens første kamp, så lignede Birmingham en walkover. Det blev de dog ikke. Tevez bragte United foran efter sublimt forarbejde af Cristiano Ronaldo, der med hælen spillede argentineren fri. Den scoring fejrede Tevez med en karakteristisk sut, der var en hilsen til hans familie. United formåede aldrig at lukke kampen, og det skabte meget uro til sidst. Tvivlsomme dommerkendelser gav Birmingham en del tilfældigheder som sagtens kunne have havnet i nettet. United slap dog med skrækken, og efter 93 minutter kunne de juble over tre point. Det var samtidig den sidste kamp som Ferguson måtte se fra tribunen, idet hans to-kamps-karantæne nu var overstået. At Birmingham drillede United skulle vise sig ikke at være en tilfældighed. Arsenal måtte ligeledes sande at Birmingham ikke er et bundhold man bare spadserer igennem, men det vender vi tilbage til senere.

FA-cuppen indledes
United trådte den 5. januar ind i sæsonens sidste turnering, idet den traditionsrige FA-cup skulle indledes med et besøg hos Aston Villa i Birmingham. Det kunne Ferguson have forberedt sig på lang tid før, for det er næsten en uskreven lov, at United trækker Aston Villa i FA-cuppens tredje runde. Kampen blev skudt i gang kl. 18.15 og det blev fra start en fysisk affære. Villa spillede deres chance, og lagde godt pres på et United-hold der kun glimtede i enkelte kontrasituationer. Efter 70 minutter fik Rooney lov at komme på banen og det skabte straks mere dynamik i angrebsspillet. Med en fremragende slutspurt vandt United kampen 2-0, efter Ronaldo først bragte holdet foran og derefter lagde op til Rooney. United var, ikke fortjent, men sikkert videre til 4. runde hvor Tottenham skulle vise sig at blive modstanderen.

Drømmefodbold med dukseplads som gevinst
Newcastle fyrede deres træner Sam Allardyce kun få dage inden de skulle til Old Trafford. Formanden håbede på en trodsreaktion fra spillerne, så der muligvis kunne lure en overraskelse i kulissen. Inden kampen gik i gang, havde Manchester United modtaget glædelige nyheder fra London. Arsenal havde i en ellers overkommelig kamp smidt to point væk mod bundproppen Birmingham. Det betød, at United med en sejr over Newcastle kunne erobre førstepladsen og for alvor melde sig ind i kampen om førstepladsen. Det skulle blive en uforglemmelig oplevelse for de mange fans der var på stadion denne lørdag aften.

Allerede fra kampens start dominerede United, forsvarskæden blev rykket op og man spillede bolden rundt inden for egne rækker, uden Newcastle fik etableret noget sammenhængende spil. Den store synder blev Wayne Rooney, der brændte to kæmpechancer inden for de første tyve minutter. Billedet fortsatte helt til halvleg, og ved pausen var der antydninger af frustrationer hos fansene, der ikke ville se United forspille en gylden mulighed for at komme til tops. Heldigvis for dem tog fanden ved United i anden halvleg. Allerede kort efter pausen havde de en dobbeltchance, der begge blev reddet på stregen. United, og især Ferguson, ærgrede sig, men blot tre minutter efter kunne United-spillerne juble. United blev tildelt et frispark lige uden for feltet og vanen tro tog Ronaldo bolden i hånden. Normalt sparker han den over muren eller ind i muren, men denne gang listede han den under. Resultat: 1-0 United og forløsningen var nået. Da de 90 minutter var gået stod det 6-0, og United fik sæsonens største sejr i hus. Udover det, blev førstepladsen overtaget, og tingene begyndte at se mere og mere fornuftigt ud. Efter nederlaget til West Ham før årsskiftet var der stor tvivl om hvordan United ville rejse sig, og hvad der ville blive et vendepunkt. Det stod klart efter denne lørdag: United 6-0 Newcastle.

Reading nedlagt og Tottenham besejret
Reading er kendt for at være et hold der altid giver United problemer. Sidste år var det fire tætte kampe der blev spillet, og i årets sæsonåbner formåede Reading at hente point hjem fra Old Trafford, som det eneste hold hidtil. Derfor var det en svær opgave der ventede United den 19. januar da holdet skulle til Madejski Stadium og forsvare førstepladsen. Det tog også 80 målløse minutter inden United kom på vinderkurs. Rooney prikkede et indlæg fra Tevez ind i det lange hjørne og fejrede scoringen med flikflak a la Nani. På fejringen var tydeligt at målet betød meget for Rooney og United, for Reading på udebane er en af de fysisk svære kampe, og det var da også mere på fight end smukt spil at United hentede de tre point. Ustoppelige Ronaldo scorede i overtiden med et solo-raid på 70 meter, og dermed fortsatte han med at lave mål i stimer. Målet mod Reading var hans 24. i sæsonen, hvilket er et mål mere end han lavede hele sidste år. Altså 2-0 til United der stadig holdt Arsenal bag sig, selvom the Gunners samtidigt slog Fulham 3-0.

At Ronaldo overhalede sidste sæson i antal mål betød dog ikke at knægten havde planer om at stoppe målscoringen lige med det samme. I FA-cuppens 4. runde blev han igen Uniteds redningsmand med to mål i 3-1 sejren over Tottenham. Londonholdet kom ellers overraskende foran ved Robbie Keane, men Tevez udlignede kort før pausen. Efter en times spil fik Dawson rødt kort for at tage med hånd i feltet, og Ronaldo eksekverede sikkert det efterfølgende straffespark. Selvom Tottenham pressede med deres 10 mand, og faktisk ramte stolpen kort før tid, så satte Ronaldo punktum to minutter før tid med sit mål til 3-1. Dermed var United videre i den traditionsrige turnering, hvor de har et brag af en kamp den 16. februar når Arsenal kommer på besøg.

Ronaldo-show på Old Trafford
Sidste kamp i januar var hjemmekampen mod Portsmouth. Umiddelbart lignede det endnu en walkover for United, men siden Portsmouth er kendt for deres fysiske spil, så var de en måske en lille trussel mod trætte United, der havde spillet FA-cup 3 dage før. Ronaldo fjernede dog al tvivl om kampens udfald på kun tre minutter. I det 11. minut bragte han United foran på en friløber, og bare 3 minutter senere afgjorde han reelt kampen med et drømmemål. På et frispark ca. 30 meter ude, knaldede han bolden op i det korte hjørne tæt ved trekantsammenføjningen. Et fantastisk mål af en fantastisk spiller, der lavede sit 28. mål i 29. kamp. En statistik som selv van Nistelrooy nok ville være en smule misundelig over. 2-0 forblev kampens resultat, og United fortsatte ind i februar som det førende hold i Premier League.

Transfervinduet
Selvom United ikke er kendt for at være et hold der henter mange spillere i vinterens transfervinduet, så var der mange der troede at en fjerdeangriber eller en højreback stod så højt på Fergusons ønskeliste, at han ville investere allerede i januar. Det blev dog kun ved rygterne. Berbatov var ellers nævnt som en mulig angriber, men med hans forrygende januar-form så ville det ikke blive en billig affære for United at hente bulgareren, og det var måske det der i sidste ende blev afgørende. Neville meldes på vej tilbage, og det har Ferguson valgt at satse på. Altså ingen nye spillere til United, der dog bemærkede sig alligevel. Den 24-årige angriber Manucho Goncalves brugte januar på at imponere i African Nations Cup, ved blandt andet at lave tre mål i de første to kampe, men bedst som man troede han kunne forstærke United, så skal han til Grækenland. Det er ikke lykkedes ham at få en arbejdstilladelse, så han bliver lejet ud til Panathinaikos resten af sæsonen.

Månedens lyspunkter
Ronaldo: Ustoppelige Ronaldo lavede ni mål i januar og der er ingen tvivl om han er verdens bedste spiller i øjeblikket. Med hans store spilleglæde kan United uden tvivl nå nye højder, og tiden har vist at det kun er skader der kan forhindre Ronaldo i at spille flot. Imponerende!
Duksepladsen i Premier League: United viste format da de udnyttede det eneste pointtab Arsenal havde i januar til at overtage førstepladsen. Det giver altid selvtillid at ligge nummer et, og den dårlige sæsonstart taget i betragtning, så har United igen bevist det klubben er bedst til: Aldrig at give op.
Anden halvleg mod Newcastle: Det er sjældent et hold laver seks mål, og endnu sjældnere at et hold laver seks mål i en og samme halvleg. Super indsats, og efter et par spillemæssigt drøje kampe, så satte United tingene på plads og slagtede trænerløse Newcastle.

Månedens nedture
Rooney: Spillemæssigt kan man nok ikke sætte en finger på Rooney, men målene har det i den grad haltet. Han brænder direktør efter direktør, og den spilleglæde man normalt forbinder med ham er væk, og erstattet af frustrationer rettet mod dommere og linjevogtere. Det klæder ham ikke, og man kan kun håbe han når topformen nu, hvor en masse afgørende kampe venter.
Midtbanens manglende mål: Status på januar er at Ronaldo lavede ni mål, Tevez lavede fire, Rooney to og Ferdinand et enkelt. Sidst en midtbanespiller, udover Ronaldo, lavede et mål for United var i starten af december. For at gøre det endnu mere pinligt, så har den centrale akse kun bidraget med et enkelt mål i sæsonen. Det skal der laves om på snart, for selvom det er gået godt med bare at give Ronaldo bolden, så er det ikke en opskrift på langvarig succes. Midtbanen skal aflaste angriberne engang imellem, og på det punkt er United lysår efter blandt andre Arsenal.

Konklusionen er, at januar var perfekt måned for United. Man vandt seks af seks mulige, og førstepladsen i Premier League blev genvundet. Samtidig slog United både Aston Villa og Tottenham ud af FA-cuppen, og næste stop i den turnering er Arsenal på Old Trafford.

Februar venter forude, og her venter en del interessante kampe. Udover gigantmødet med Arsenal i pokalturneringen, så er der en masse svære kampe i Premier League, der for alvor spidser til i toppen. Udover alt det, så starter Champions League op igen, og det kan man da ikke kalde helt kedeligt i hvert fald…

God februar.

Forrige artikel

Måneden der gik: Januar

Næste artikel

Hvad sker der i morgen

ANNONCE