Reportage: En fodboldsøndag i selskab med min far og briter

“The next station is Trafford Bar. Please mind the gap between the train and the platform”, lyder det fra højtalerne i sporvognen mod Altrincham. Min far og jeg står af.

De andre United-fans bliver siddende – formentlig for at stå af på næste station, som ligger tættere på Old Trafford.

Det er søndag, klokken er 12:19 og om fire timer tager Manchester United imod Tottenham Hotspurs på drømmenes teater. Eller det var det engang. Dengang Sir Bobby Charlton populariserede og manifesterede Old Traffords alias. I dag er det, tja det ved jeg faktisk ikke helt.

På trods af gentagende skuffelser og braste drømme glæder jeg mig upassende meget til kampen. Fodbold er en sjov størrelse.

“Matchticket please”. Jeg svarer med “sorry, what?”. Det er efterhånden mit mest brugte udtryk i løbet af weekenden i Manchester. Briter snakker så pokkers hurtigt.

Vi er på vej ind på The Tollgate, men den tætbyggede dørvagt vil se, at vi rent faktisk skal på stadion, inden vi får lov til at passere ham.

Stedet er halvtomt og lydniveauet er lavt, da vi træder ind. Det skal dog snart ændre sig. Min far og jeg er kommet i god tid og kan derfor mere eller mindre frit vælge siddepladser. Et par timer senere kræver det spidse albuer, hvis man bare vil nærme sig baren.

Vi udser os et langt bord, hvor to selskaber demonstrativt har placeret sig i hver deres ende. Vi placerer os akkurat i midten af bordet.

Min far går i baren og bestiller to fadøl til os – australskbryggede Foster’s lager. Damen på den modsatte side af baren har nedadvendt mundvige. Det bliver bestemt ikke bedre, da min fars betaling ikke går igennem, hvorfor hun bliver nødt til at hente ham tilbage til kortterminalen.

De to gutter, som sidder i den ene ende af vores bord, er danskere. Det ved jeg, fordi de snakker dansk. Men jeg ved det også, fordi det kunne jeg se. Af en eller anden grund kan man bare afkode det.

I den anden ende af bordet sidder en familie bestående af tre generationer. Briter.

Jeg har det ambivalent med briter. Nogle gange hader jeg dem. Andre gange elsker jeg dem. Det kommer an på konteksten. På udlandsrejser kan jeg ikke udstå deres højrøstede og frembrusende facon. Til fodboldkampe synes jeg, det er berigende og charmerende.

Lidt efter kommer endnu en familie bestående af tre generationer ind på pubben. De er minsandten også danskere. Vi gør plads til dem.

Det er vel en form for tidsfordriv at tage på pub inden en fodboldkamp. Hvad fanden skulle man ellers forslå tiden med, mens man venter? Omvendt indeholder det også så meget, at det er en isoleret aktivitet, som ikke nødvendigvis har noget med kampen at gøre.

Stedet bliver mere og mere tætpakket, og volumen har også fået en bønne eller to op. Det skyldes i høj grad en veloplagt og småberuset drengegruppe i sofahjørnet, som vedholdende starter slagsange. De ligner briter, men de er åbenbart fra Norge. Bedre er jeg så heller ikke til at aflæse nationalitet.

Det er ikke nutidens United-spillere, der bliver sunget om. Nej, i øjeblikket har de ikke gjort sig fortjent til fansenes gunst. Det er derimod succeser fra en svunden tid, der bliver genbesøgt. Spillere som Rooney, Keano, og Solskjær bliver derfor hyldet denne søndag på Tollgate.

Oh Keano’s f*ckin’ magic,

He wears a magic hat,

And when he saw Old Trafford,

He said I fancy that,

He didn’t sign for Arsenal,

Or Blackburn ‘cos they’re sh*te,

He signed for Man United,

Cos they’re f*cking dynamite…

Vi falder i snak med de lokale fans for bordenden. Familieoverhovedet, som sidder lidt reserveret med sin sixpence trykket godt ned over hovedet og stadig iført sin jakke, er ikke helt overbevist om, at vi er værd at bruge tid på – i hvert fald ikke til en start.

Der sker dog noget, da vores danske landsmand, som åbenbart er scouser, lidt pludseligt skåler med ham i den tjærelignende humle, de kalder Guinness. “When you drink this, you dont have to eat”, råber han.

Den ældre herre, der oprindeligt kommer fra Nordirland, returnerer prompte med et “cheers” og kigger på sine familiemedlemmer, mens han muntert brøler: “That’s what i’ve been telling ya. Guinness is food”.

Hans familie smådriller ham, men han giver dem hurtigt et “hold kæft”-bolsje. “I’ve been at Old Trafford more times than this whole table combined”. Så er det ligesom på plads.

Der er to timer til kampstart, og min far og jeg vælger at bevæge os mod Old Trafford. Inden vi forlader bordet, får vi dog et kærligt råd med på vejen fra vores lokale bordherrer.

“Don’t buy the half-and-half scarves for god’s sake. Get one with Keano”.

Det er en uinspirerende gåtur på lidt over en kilometer. Old Trafford er placeret i et industrikvarter. Vi går langs den store trafikerede Chester Road, hvor shoppingcentre og fast food-restauranter er placeret på begge sider. Vejen er ikke proppet med fodboldtilskuere, og tilfældigt forbipasserende ville ikke nødvendigvis forbinde situationen med en kampdag mellem to af Englands største klubber.

Men al tvivl forsvinder, når man rammer det travle lyskryds mellem Chester Road, Warwick Road og Sir Matt Busby Way, hvor de kendte pubs Bishop Blaize og The Trafford er lokaliseret.

Udenfor de to pubs er der lange menneskekøer. Indenfor er der højlydt fællessang og hævede fadølsglas.

Vi vurderer, at rækken af ventende personer til de to vandhuller er for lang og fortsætter i stedet ned af Sir Matt Busby Way, som munder ud i Old Trafford.

Den legendariske gade er flankeret af traditionelle engelske murstens-rækkehuse. Hele vejen oser af friture fra stribevise af fish and chips-madvogne, som er kørt ind til dagens anledning. Gadesælgere vifter med halstørklæder. Jeg køber et grønt-gult. Fuck Glazers.

Der er ikke kø til selve stadion endnu, og vi passerer de klaustrofobisk smalle røde porte, som giver adgang til Stretford End.

Jeg kan godt lide at ankomme tidligt til fodboldkampe – langsomt se stedet blive fyldt og mærke suset, når spillerne løber til opvarmning.

Min far er sulten, og vi går ned under tribunen. Jeg vælger en ‘steak chilli cheese pie’. Det er ikke ligefrem en kulinarisk oplevelse, men det er trods alt mere nærende end 0,5 L Guinness. Og så ville jeg for alt i verden undgå deres kylling.

Under tribunen har de også en lille bod, hvor man kan spille på kampen hos en ældre dame. Det kan jeg ikke stå for. Min far synes, det er lidt åndssvagt.

Generelt er de meget konservative i Storbritannien. De holder fast i det gamle. Det kan jeg, og særligt min far, godt lide. Gamle bygningsfacader er bibeholdt, politiet rider rundt på heste og så kan man lave en fysisk spillekupon på stadion. Nostalgi.

Højlund scorer i dag. Det er jeg overbevist om, og derfor smider jeg 5 pund på danskeren som første målscorer og kombinerer med slutresultatet 3-1 til de røde djævle. Min far tror den ender 2-2, men jeg hader at spille imod United. Så kan der snige sig en lille interessekonflikt ind. Så det råd ignorerer jeg.

Mørket sænker sig over det prægtige og aldrende stadion, lysmasterne sættes i stikkontakten, og klokken nærmer sig 16:30.

På Stretford End står man op, og man står tæt – bogstaveligt talt skulder ved skulder. Jeg er vild med det. Man står op til fodbold og koncerter. Jeg havde dog ikke lige fået informeret min far om det.

Det er hans første besøg på det sagnomspundne tempel, og det ville være en overdrivelse at kalde ham fan af Manchester United. Men han kan godt lide fodbold, og så synes han, det er spændende at komme lidt tættere på den klub, jeg bruger så mange timer på i min hverdag.

Ved siden af os står Sean. Han er jævnaldrende med min far og er livslang United-fan. Han fortæller mig, at han har set United spille i 53 lande. Sådan hørte jeg det i hvert fald, men det lyder lidt vildt. Måske sagde han 23?

Vi falder i snak, da jeg spørger ham, hvad han synes om Rasmus Højlund. Han tror på den unge dansker og mener, at han har alle forudsætninger for at blive en stor angriber i United. Problemet er kollegaerne på de to kanter.

“I don’t understand how that man became a professional football player”, slynger han ud om Antony.

Mens spillerne går i omklædningsrummet for at gøre de sidste forberedelser, forsætter vores samtale. Sir Jim Ratcliffe er til stede på Old Trafford til dagens kamp, men Sean har ikke meget tilovers for klubbens nye medejer. “He is just another businessman”.

Ifølge ham ville 90 procent af alle, der er til stede på stadion her til aften, hellere have haft, at Qatar købte klubben. Dælme en stor og omfattende survey jeg skal gennemføre, hvis jeg skal modbevise ham, tænker jeg for mig selv.

Kampen er fløjtet i gang, og i samme øjeblik begynder Stretford End og resten af Old Trafford nærmest mekanisk at synge “We want Glazers out”.

Hvis den amerikanske parasit troede, at et delvist salg ville få kritikken af deres tilstedeværelse i klubben til at forsvinde, kan de godt tro om igen.

BUM! Højlund smasker den i kassen, 1-0. Sean dasker til mig. “The Great Dane”. Jeg jubler og omfavner min far. Han er også glad for unge Højlunds kasse.

Old Trafford viser sig frem fra sin bedste side. Stadion syder og smædesangene mod den amerikanske familie fortsætter med endnu større kraft.

Gæsterne fra London æder sig dog stille og roligt ind i opgøret, og nervøsiteten og frustrationen spreder sig hastigt rundt på tribunen.

Særligt Rashford er ikke populær blandt Uniteds tilhængere. Manden bag mig bander og svovler og kalder ham en “fucking muppet”. Det betyder åbenbart, at han er uduelig og ødelægger alt, han rører ved.

Jeg synes, de er en smule hårde ved ham. Sean synes, de er for søde. “He is arrogant”, fortæller han mig. Rashford parkerer åbenbart sin Rolls-Royce, hvor det passer ham i Manchester. Og hvis han får en parkeringsbøde, så river han den over.

Tottenham scorer, og Richarlison laver sin due-dans. “Oh fuck off”.

Kampens forløb har generelt stor betydning for stemningen på lægterne. En glidende tackling fra Dalot udløser øjeblikketligt jubelbrøl og klapsalver. Et flot United-opspil igangsætter “We’ve seen it all, we’ve won the lot”. Omvendt medfører en Tottenham-udligning stilleleg på Streford End. Tribunen har ikke sit eget liv, den er stærkt forbundet til det, der sker på banen. Det har også sin charme.

“Moving your arse would help him!” Så blev det Brunos tur til at få voksenskældud. Licha løber til opvarmning og får aftenens hidtil andenstørste bifald.

COMEON. United bringer sig i front igen. Og det er selvfølgelig fanfavoritten Marcus Rashford, der har sidste fod på. Sean fortalte mig tidligere, at Rashford, som er opvokset i lokalområdet, burde fokusere mindre på at være politiker og mere på at være fodboldspiller.

Målet er dog nok til at fansene glemmer hans uduelighed, og Uniteds nummer 10 får langt om længe sin sang. Der er kort vej fra helt til skurk – og omvendt. Det er en fodboldspillers lod i livet.

From Wythenshaw, He Loves To fight

He’s Born To Play In Red and White!

So Listen Close, It Must Be said!

Like Manchester, Rashford Is Red!!

Pause er lig med pølse. Men det serverer de ikke i madboden, så jeg går ned på pissoiret i stedet for. Naturen kalder også. Det stinker overraskende ikke af urin, og det er faktisk et af de mest sterile fællestoiletter, jeg har oplevet på et fodboldstadion.

Jeg kommer i tanke om min kupon igen. Den lever. Jeg sender den ind i vores Messenger-gruppe på OldTrafford.dk. Måske var det der, det gik galt.

Men nej, jeg tror hverken på jinx eller nisser. Det har min tidligere højskolelærer og ligesindede United-fan, Morten Bruun, lært mig.

Der findes hverken jinx eller nisser.

— Morten Bruun (@Bruuntv2sport) June 28, 2021

Inden fansene når at finde sig til rette og varme stemmebåndene op til anden halvdel af forestillingen, har udeholdet bragt balance i regnskabet. Det ser sjovt ud nede i sektionen med de medrejsende fans fra London. De står for lydtapetet til kampen de næste fem minutter.

Sean har taget en slikpose med i lommen til opgøret. Det har min far i øvrigt også. Hører den handling mænd fra den generation til?

Vi er åbenbart blevet så gode venner, at han tilbyder mig et stykke, altså Sean. Jeg siger ja tak. Det ligner syrlinger fra Haribo på en prik, men det er det ikke. De her er søde. Jeg holder mig til mine fars kattepotter resten af kampen.

Nede på banen rykker Højlund fra Micky van de Ven og finder næsten Garnacho fri inde foran mål. Det efterfølgende hjørnespark bliver ikke farligt.

Pludseligt står samtlige tilskuere på Old Trafford op. Årsagen er, at Licha står klar på sidelinjen. Den tilbagevendte kriger bliver modtaget af stående ovationer, da han afløser Jonny Evans. “Tip toe, Through the Kop end, With a cleaver, He’s from Argentina!”

Han en af de eneste spillere, som, United-fans kan blive 100 procent enige om, er fucking fed.

Det er Ange Postecoglous mandskab, der presser på. Timo Werner kommer på skudhold, men sender meget karakteristisk bolden langt over mål. Den aktion bliver mødt af latter på Stretford End.

“Cheating bastard! That’s fucking disgusting!”, brøler manden bag mig, da en Tottenham-spiller falder teatralsk og snyder dommeren til et frispark. Min far synes det er hyggeligt at høre på.

10 minutter før tid forlader min sidemakker Sean mig. Han fortæller mig, at han ser resten af kampen oppe fra trappen. Han gjorde det samme i 1. halvleg. Det virker nærmest rituelt og overtroisk for ham. Men det bringer desværre ikke held i dag.

Erik ten Hag piller Rashford ud. “Fuck off you lazy bastard”, kan der høres ud over lægterne. Jeg er lidt i tvivl, om den højtråbende fan foretrækker, at United spiller kampen til ende med 10 mand. Antony får i hvert fald ikke en varm velkomst.

Dommerens slutfløjt lyder. Det ender uforløst. Jeg indånder lige det sidste af Old Trafford, inden vi går.

Min far spørger, om vi ikke skal tage direkte ind til byen og finde noget mad. Mine depoter er også tømte, så den er jeg med på. Jeg har lyst til pizza. Sådan skal en fodboldsøndag fandme være.