Transferoverblik: Ten Hag har taget stilling til flere spilleres fremtid i klubben

Efter omkring en måned i spidsen for Manchester United har Ten Hag besluttet sig for flere spilleres fremtid i klubben, mens De Jong-handlen stadig går i dvale.

United har indtil videre erhvervet sig tre nye spillere i det indeværende transfervindue, og skal man tro Erik Ten Hag, så ønsker klubben at hente flere forstærkninger inden vinduet lukker den første september. Transferguru Fabrizio Romano har udgivet en video på Youtube, hvor han giver indblik i, hvad der foregår bag kulisserne.

Flere spillere får lov at blive

Forholdet mellem truppen og Erik Ten Hag har fået en sublim start, og flere spillere har været ude og rose deres nye træner. Ten Hag har efter 4 uger ved roret taget stilling til flere spilleres fremtid i klubben. Den første er Anthony Martial, som med gode præstationer og 3 mål i pre-season touren, tilsyneladende har imponeret Ten Hag, der har besluttet sig for at beholde spilleren i klubben. To klubber har presset på for en lejeaftale, men i øjeblikket foretrækker klubben altså at beholde ham.

Ten Hag har ligeledes besluttet sig for ikke at prøve at sælge fanfavoritten Marcus Rashford, som ellers kun har et år tilbage af sin kontrakt. Rashford skulle være tilfreds med den indvirkning Ten Hag har haft på truppen, samtidig med at PSG-interessen helt er forduftet i forbindelse med klubbens trænerskift.

Donny Van De Beek er endnu en spiller, som der har været meget tvivl om, men også han ser ud til at blive i klubben. Ten Hag er glad for at have spilleren i sin trup, og det er nu op til Van De Beek at vise, at han hører til i toppen.

Også den unge argentiner Alejandro Garnacho har overbevist sin nye manager om sine evner på fodboldbanen. Klubben planlægger at tilbyde talentet en ny kontrakt inden længe.

United venter stadig på De Jong

Selvom det efter længere tids forhandling er lykkedes Manchester United og Barcelona om at blive enige om en pris for Frankie De jong, ser det ikke ud til at være et skifte, som er lige på trapperne. De Jong selv ser helst, at han bliver i Barcelona, mens den spanske storklub har brug for pengene og håber, at skiftet kan blive gennemført så snart som muligt. I øjeblikket venter United angiveligt på at kunne erfare, om de er i stand til at ændre spillerens mening eller ej. Hvis det lykkedes, bliver prisen omkring de 75 millioner euro plus 10 millioner euro i  “add-ons”. 

Ronaldos agent forsøger fortsat at finde en ny klub

Mens Erik Ten Hag er fast besluttet på at gøre alt i hans magt for at beholde Ronaldo kontrakten ud, presser spillerens agent Jorge Mendes endnu engang på for at finde en ny klub til Ronaldo. Mendes vil forsøge sig igen med både Chelsea og Bayern München, men også Atletico Madrid er med i kampen. Det kræver dog, at de får solgt nogle spillere først. Ten Hag håber på at kunne beholde Ronaldo som holdets stjerne, og har planer om at tage en snak med Ronaldo for at forstå situationen og overtale ham til at blive.

Forrige artikel

Dalot: Svære omstændigheder

Næste artikel

Rashford har nydt en uvurderlig pre-season

ANNONCE