BIF: Solskjær var en joke – Men Rossi vil vi gerne have

René Meulensteen har fortsat ikke gjort sig nogen indkøb på vestegnen, men når de kommer, så kan det meget vel blive med en United-spiller eller to. Dog…

René Meulensteen har fortsat ikke gjort sig nogen indkøb på vestegnen, men når de kommer, så kan det meget vel blive med en United-spiller eller to.

Dog bliver der næppe tale om Ole Gunnar Solskjær, sådan som det ellers lød i medierne for 2 dage siden.

“Det er der intet hold i overhovedet. Det er en spøg mellem gamle venner. De har snakket sammen, og Meulensteen har for sjov sagt ’du skulle i øvrigt se at komme til Brøndby’ og så er der kommet en stor historie ud af det,” udtalte Anders Bjerregaard i går til Bold.dk.

Som klubambassadør, supporternes mand og ikke mindst en kontrakt som indbyder til trænerjob, så vurderer OldTrafford.dk heller ikke at Solskjær vil forlade Old Trafford foreløbig.

Derimod kan det meget vel komme på tale, at italienske Giuseppe Rossi forlader United for en kort bemærkning.
Selvom han i går udtrykte at han gerne ville blive i United i denne sæson.

Sir Alex Ferguson har stadig ikke besluttet om italieneren skal udlånes, så han kan få førsteholdserfaring. Det afhænger lidt af flere andre spillerhandler, bl.a. salget af Ruud van Nistelrooy.

Men hvis det sker, så vil Brøndby ikke ligge på den lade side.

“Rossi er en helt speciel spiller. Han ville virkelig kunne give os meget,” udtaler Bjerregaard i dag til Ekstra Bladet.

Bjerregaard afviser dog samtidig idéen om blot at låne spillere for en kort bemærkning i United for at give dem førsteholdserfaring.

Til Bold.dk udtaler han således:
“Det kommer helt an på vilkårene, men det kan være interessant. Det er klart, at vi ikke bare vil udvikle spillere for andre klubber, men hvis det kan tilføre holdet noget eller hvis der er en købsoption med i lejeaftalen, er det da interessant.”

En lejeaftale med option på køb vil dog næppe være et emne om en spiller som Rossi, som spås en stor karriere i United.

Forrige artikel

Rossi vil være Verdensmester

Næste artikel

Fergie fortsætter Carrick-jagten

ANNONCE