Manchester United er i skrivende stund placeret på en 6. plads i Premier League efter otte spillerunder – fem point fra 1. pladsen. Senest tabte holdet 4-2 til Leicester på King Power Stadium, og klubbens imponerende udebanestime blev dermed brudt.
Er håbet om endnu et mesterskab allerede ved at smuldre – med andre ord; kan det overhovedet lade sig gøre at indhente de andre tophold, som generelt overmander sine modstandere gang på gang?
I løbet af de næste ni kampe skal United møde bl.a. Liverpool, Tottenham, City, Chelsea og Arsenal i Premier League. Samtidig har holdet tre kampe i Champions League; to mod Atalanta samt én mod Villareal.
Den sidste af de ni kampe løber af stablen d. 30 november, hvor Arsenal gæster Old Trafford. Vi kan ganske enkelt stå med en sæson, som er tabt fuldstændig på gulvet, allerede inden det bliver acceptabelt at afspille julemusik – og det ville være katastrofalt!
Vi kan stå i en situation, hvor de andre tophold har så mange flere point end os, at vi umuligt kan nå at indhente dem. Og samtidig kan vi stå i en situation, hvor vi muligvis skal være glade for en 3. plads i gruppen i Champions League, som udløser en plads i Europa Leagues slutspil efter nytår.
Jeg er klar over, at jeg lige nu maler fanden på væggen – unødigt meget endda – og at jeg måske fremstiller situationen værre, end den reelt er. Faktum er blot, at det virker som om, at selvom holdet til tider tager ét skridt frem, så går der ikke længe før, det træder to tilbage. Problemet er ikke, at holdet taber en kamp eller to. Problemet er måden, det sker på. Og det er ikke kun pga. resultatet i weekenden, at jeg lige nu står tilbage med en følelse af afmagt og fortvivlelse. Problemerne har hængt i luften i lang tid.
Hvem har ansvaret?
Man kan mene, hvad man vil, men Solskjær er i sidste ende manden med ansvaret. United har spillertruppen til at kunne konkurrere med de bedste hold i verden – og selvom man måske mener, at flere af spillerne sagtens kan gøre det bedre, end de har gjort i den seneste tid, er det ene og alene Solskjærs ansvar at få dem til at spille sammen som et hold. Man tager ganske enkelt fejl, hvis man tror, at et hold med Ronaldo, Varane, Rashford osv. ikke kan vinde mesterskabet. Uniteds trup står mindst lige så knivskarpt på papiret, som konkurrenternes gør. Det nytter ikke noget, at vi alle går og tror, at vi først kan vinde titler igen, hvis vi bruger yderligere milliarder på spillere. Vi har brugt mere end rigeligt i forvejen.
Hvad er så problemet? Mangler de motivation og kampgejst? Forhåbentlig ikke. Især når man tænker på de lønninger, de får. Måske mangler de bare en plan for, hvordan de skal spille?
I mine øjne står Solskjær ofte tilbage som en flue på væggen uden nævneværdig indflydelse på de kampe, holdet spiller. Ja, godt nok er det ham, der udvælger startopstillingen, men dernæst virker det som om, at ansvaret alene placeres i hænderne på spillerne. Af gode grunde ved jeg som tilskuer ikke, hvad han præcis gør og ikke gør i løbet af en kamp, men udefra set virker det ofte som om, at han aldrig træffer den ENE vigtige beslutning, som ender med at være altafgørende for udfaldet af en kamp. Og når han endelig tager en beslutning, er det ofte den forkerte. Senest så vi mod Leicester, at han besluttede sig for at starte med Maguire i startopstillingen, selvom han kun havde trænet sammen med holdet én gang, siden han vendte tilbage fra sin skade. Og vi ved alle sammen, hvordan det gik.
Med Solskjær på sidelinjen ved man aldrig, hvad man får, og det er ofte tilfældigt, hvorvidt holdet hiver en sejr hjem eller ej i de døende minutter. Det virker til, at Ronaldo & co. går på banen uden at vide, præcis hvad de skal. Uden nogen gennemførlig plan eller konsekvent form for spillestil.
Hvorfor er han overhovedet træner i dag? Man kan argumentere for, at han kun fik en fast kontrakt på baggrund af et møghamrende heldigt straffespark i slutningen af en kamp i Champions League mod PSG, som vi formentlig alle husker. I ni ud af ti andre tilfælde havde vi tabt den kamp med flere mål, og vi skal være glade for, at Buffon havde sæbe på handskerne den dag.
Ja, han gjorde en forskel til at starte med. Vi formåede at vinde overlegent over hold som Bournemouth og Cardiff, men man har ofte set, at en trænerfyring i starten har en positiv indvirkning på spillerne, hvorefter man falder tilbage til det gamle – og præcis det samme skete for United tilbage i foråret 2019, efter Solskjær blev fastansat.
Jeg er klar over, at holdet lige nu gennemgår en proces, men hvor lang tid skal der går, før vi endnu engang står med et trofæ i hænderne? Hvor lang en snor har Solskjær ret til? Nej, Rom blev ikke bygget på én dag, og der skal være plads til, at holdet ryger ind i en dårlig stime, men det nytter ikke noget, at fans står tilbage med den samme følelse af, at der ikke sker fremskridt – gang på gang på gang.
Personligt er jeg ikke fan af trænerfyringer, da jeg mener, at det kun er med til at gøre grobunden for fremtiden mere usikker for den enkelte klub. Trænere har brug for tid, og jeg har ikke lyst til at se United stå i samme situation som andre klubber, der fyrer trænere til højre og venstre, lige så snart man møder modgang. Når det så er sagt, så er jeg godt nok træt af at høre på de samme dårlige undskyldninger fra Solskjær uge efter uge, men jeg er endnu mere træt af hans attitude. Mod Everton blev han fanget i at grine højt foran kameraet lige inden slutfløjt. Ja, selvfølgelig skal der være plads til smil, men han må gerne begynde at tænke over, hvornår der er plads til hvad. Vis mig noget aggressivitet! Vis mig noget utilfredshed! Rejs dig fra dit trænersæde i stedet for at sidde ned i 85 minutter af tiden. Det er træls at sige, men jeg er klart mere fan af den personlighed, som Jürgen Klopp viser på sidelinjen. Han viser, at han gerne vil sit job, og han viser engagement og ærgerrighed, hvilket formentlig giver en masse til spillerne inde på banen. Personligt ville jeg være træt af at have en træner, som i langt størstedelen af tiden blot lader som om, at han er tilskuer.
Se bare på Chelsea
Nordmanden skal undgå at rette blikket mod Chelsea. De er nemlig et pragteksempel på, hvad en dygtig træner kan betyde for et hold.
Måske spiller Chelsea ikke den mest prangende form for angrebsfodbold, men det er dæleme effektivt. Særligt når man tænker på, at Chelsea for få uger siden stod i en situation, hvor man havde spillet sig frem til flere clean sheets under Tuchel, end man havde indkasseret mål. Det er altså en helt vild statistik!
Holdet har lige vundet Champions League i en sæson, hvor ingen spåede dem en chance, og de fører tilmed ligaen lige nu. Hvorfor mon?
Frank Lampards Chelsea når ikke Tuchels Chelsea til sokkeholderne. Tyskeren har på rekordtid formået at skabe et sammenspillet hold med en konsekvent spillestil. Spillerne ved, hvilke roller de hver især har, når de træder ind på banen, og de ved, hvordan træneren vil have dem til at spille. De spiller med selvtillid og overskud – og det gør kun fåtallet af spillerne i United, herunder især Greenwood og De Gea, som imponerer mig uge efter uge. Jeg ønsker ikke længere at se hverken Dean Henderson eller Jadon Sancho i startopstillingen i hvert fald.
Tuchel kom til Chelsea med erfaring og et imponerende CV i hånden. Solskjær kom til United som nedrykker med Cardiff. Godt nok vandt han mesterskabet med Molde flere gange, men norsk og engelsk fodbold er to vidt forskellige verdener. Det lyder næsten helt absurd, når man tænker over det.
Gang på gang har vi set tidligere spillere, som senere hen er blevet træner for den klub, de spillede for i det meste af deres tid som aktiv, inden de gik på pension. Og hvor mange er rent faktisk lykkedes med at opnå succes? Arteta, Pirlo, Lampard er eksempler på spillere, der endte med at blive træner for deres gamle klub, men som rejste igen uden succes. Muligvis kan Solskjær blive tilføjet til listen inden længe. Arteta står selvfølgelig stadig i spidsen for Arsenal, men hvordan er det lige, det går?
Gem det faktum væk, at grundet du var en dygtig fodboldspiller, er du også en dygtig træner. De to ting hænger ikke sammen. Der skal nemlig meget mere til.
Hvad er løsningen?
Det er et godt spørgsmål, jeg har stillet mig selv, for jeg har svært ved at svare på det. Personligt har jeg svært ved at se Solskjær blive i rollen som træner for den største fodboldklub i verden. Han har simpelthen ikke evnerne til det på nuværende tidspunkt. Alle mennesker udvikler sig over tid, så det kan være, at han vokser med rollen, men man skal aldrig slå et større brød op, end man kan bage – og det er formentlig det, Solskjær har gjort. Han har overvurderet sig selv, og han har ikke været klar over, hvad det er, han rent faktisk er gået ind i.
Overvej mulighederne og tænk over hvad en verdensklasse træner kunne udrette med det hold, United har. Jeg ville være skræmt, hvis jeg skulle spille mod United med enten Klopp, Guardiola eller Tuchel på sidelinjen, men så længe Ole er “at the wheel”, kommer de fleste af vores modstandere formentlig til at se os som et hold, som man sagtens kan tage point fra på en lettere god dag.
Jeg slutter af med at skrive det samme, som overskriften siger. De næste ni kampe er vind eller forsvind for Solskjær. Minimumskriteriet er, at vi stadigvæk er med i mesterskabskampen, og vi avancerer os fra vores gruppe i Champions League. Står vi i en anden mindre god situation i starten af december, ser jeg ingen anden løsning end en udskiftning på trænerposten. Min tålmodighed er ved at være opbrugt.
Bloggen er skrevet af en af OldTrafford.dks frivillige skribenter, og den er et udtryk for skribentens personlige synspunkt, som ikke nødvendigvis er et, som OldTrafford.dk deler.
