Af Nicolai Bertelsen
Den sovende kæmpe har i denne sæson vist tegn på en gradvis opvågnen, men trods tre semifinale-pladser og en placering som nummer tre i Premier League efterlader kulminationen på en lang, coronapræget sæson stadig ”de røde djævles” fans med et nagende spørgsmål. Er Manchester United på rette kurs?
Det positive
Vi starter med det positive. For selvom nederlaget i Europa League-semifinalen til spanske Sevilla efterlod en af de historisk mest vindende klubber med den tredje sæson i træk uden et trofæ – for første gang siden 1987-1989, så er der på mange måder sket fremskridt, som sæsonen er skredet frem.
De unge har spillet en central rolle i indeværende sæson, og det er befriende at se ”homegrown”-spillere, der har kæmpet, siden de var helt små, få tilliden og spilminutterne til at forbedre sig. 11 spillere under alderen 22 har i denne sæson været i spil for Manchester United, og det har ikke været indhop i halvfemsindstyvende minut, der ligger til grund for denne statistik. Hele 10.781 minutter er det blevet til for de 11 spillere, og dette tal er kun overgået af Norwich. En imponerende bedrift for et hold, der ender som nummer tre, og det giver på mange måder en tro på, at fremtiden ser lysere ud, end den har gjort i de sidste mange år.
En anden bemærkelsesværdig ting har været den til tider sprudlende offensiv, som især har været orkestreret af nytilkomne Bruno Fernandes og en stærkt spillende Anthony Martial. Franskmanden ender på 23 mål i denne sæson, hvilket gør ham til De Røde Djævles topscorer foran Marcus Rashford, hvis måltotal ender på 22. Den portugisiske midtbanemaestro kom til i vinterens transfervindue og havde øjeblikkeligt en synlig indvirken på den kreative del af et United-hold, der før Bruno Fernandes’ ankomst lignede et hold uden evnerne til at spille forbi en serie 4-bagkæde. Hvis den offensive kvartet kan fortsætte takterne i den kommende sæson, så er der ikke et forsvar i hverken Premier League eller Champions League, som ikke vil have problemer med at forsvare mod United.
Hvis man skal analysere positive aspekter af Manchester Uniteds sæson, kan man ikke undgå at tale om Mason Greenwood. Den blot 18-årige angriber har, selvom han har set lidt træt ud i de seneste kampe, spillet på et fænomenalt niveau. Når han får bolden uden for feltet, er man ikke i tvivl om at kuglen ryger i kassen. Om det er med højre eller venstre ben. Det er ikke mange, som har den kvalitet og især ikke i så ung en alder. Sammenligninger med en vis hollandsk målræv har været utallige, men hvis Mason Tordenfod kan fortsætte sin udvikling, så har han alle muligheder for at blive bedre. Det er virkelig en stjerne i svøb, som Manchester United har løbende rundt på sin højre kant, og 17 mål i 49 kampe i så ung en alder taler for sig selv. En måltotal, der tangerer rekorden for flest scorede mål af en teenager i Manchester United. En rekord han deler med de to Manchester United-legender George Best og Wayne Rooney, samt Brian Kidd der tidligere har været assistent for Sir Alex Ferguson.
Det negative
Sæsonen, der endegyldigt sluttede med endnu et semifinale-nederlag, har dog ikke udelukkende været en dans på roser. På trods af kvalifikation til Champions League slutter endnu et fodboldår trofæløst for Manchester United. Og det skyldes, efter min mening, især tre ting.
Manchester United har lukket 36 mål ind i 38 kampe i Premier League. Det er kun ét færre end lokalrivalerne fra Manchester City, og tre færre end arvefjenderne var Liverpool, hvis tilhængere bryster sig af en jerndefensiv med Virgil van Dijk som styrmand. Så hvorfor er en statistisk stærk defensiv på listen over negative ting?
Det er meget simpelt. Usikkerhed. Der har været for mange fejl at finde på Manchester Uniteds første tredjedel. Harry Maguire og Victor Lindelöf har til tider virket usikre, og mon ikke Bruno Fernandes’ raserianfald imod den svenske stopper i kampen mod Sevilla bunder i en frustration over lige præcis den usikkerhed. David de Gea har været en skygge af sit tidligere jeg – også i denne sæson. Selvom den spanske målmand har holdt buret rent 13 gange i Premier League, så har der været for mange personlige fejl, som har resulteret i mål. Vi husker alle gaven til Dominic Calvert Lewin, der ikke skulle gøre andet end at hoppe ind foran en alt for langsomt opfattende David de Gea for at score, men også store blundere i vigtige kampe som FA Cup-semifinalen på Wembley, hvor Mason Mount fik et mål foræret. En fantastisk målmand, der har været garant for ufatteligt mange point igennem sin tid i Manchester United, kan efterhånden ikke være sikker på sin plads mere. Især ikke med en ung Dean Henderson, der bare bliver ved med at imponere i Sheffield United.
Paul Pogba er en enigma for mig. En gåde, der bare ikke kan løses. Der er få ting i denne verden, jeg hellere vil have, end en Pogba der fra centralt hold styrer slagets gang hver evig eneste kamp. For topniveauet er så højt, men det er efterhånden for sjældent, vi ser det. Og ja, tilgangen af Bruno Fernandes har da uden tvivl lettet det kreative pres fra franskmandens skuldre, men ofte er han bare ikke en af banens bedste. For sløset boldomgang, en opgivende attitude og for mange boldtab dumme steder på banen er efterhånden blevet en vanesag for United-fans, når de ser midtbanekreatøren spille. Og det må det ikke være. Den franske verdensmester er en fantastisk fodboldspiller, der på sine bedste dage kan løfte sit spil op på et niveau, hvor ikke mange kan følge med. Men som fans har vi i denne sæson desværre kun set glimt af mindeværdige præstationer, og de glimt er ikke nok. Ikke når man hedder Paul Pogba.
Bredden af truppen er i skrivende stund ikke god nok. Der er ingen tvivl om, at Ole Gunnar Solskjær har fundet sin stamme. Og det er en god stamme, et solidt fundament. Men hvis målet – og det skal det være – er at spille med om Premier League-titlen, mens man samtidig leverer i Champions League og FA Cuppen, så kræver det mere end 11 spillere på topniveau. Og lige så snart den norske træner skal skifte ud, så ser vi problemerne. Det er nok ikke tilfældigt, at den første udskiftning forekommer efter 87 minutter i en semifinale, hvor man skal jagte et resultat. Solskjær stoler ikke nok på sine breddespillere, og kvaliteten af spillere som Jesse Lingard, Andreas Perreira og Odion Ighalo er i sidste ende ikke høj nok.
Forventninger til næste sæson
Det er altid svært at gøre sig klog på, hvordan en sæson vil udfolde sig. Der kan være mange ting, der på papiret ser godt ud, men som i praksis ikke fungerer. Hele coronapandemien giver også en forskruet start på næste sæson, og det kan være svært at gisne om, hvem der kommer stærkest ud, når Premier League igen sparkes i gang.
Når det så er sagt, så må man forvente, at Manchester United skal ud at forstærke sig på transfermarkedet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at spille med om titler i den kommende sæson. Fundamentet for en god trup er at finde på træningsbanen på Carrington, men hvis United skal færdiggøre et solidt hus, så mangler der nytilkomne spillere, som kan gøre en forskel fra dag et. Det økonomiske råderum er endnu uvist, da COVID-19 naturligvis har haft en indflydelse på klubbernes økonomi, men en klub på Manchester Uniteds størrelse bør have penge til at hente et par forstærkninger – og samtidig få skippet overflødige spillere afsted. Ønsketænkningen er en ny midterforsvar, en defensiv midtbanespiller og en højre kant. Hvis det kommer på plads, er der ingen tvivl om, at den sovende kæmpe for alvor vågner op til dåd. Og den er sulten.
Denne blog er skrevet af Nicolai Bertelsen, bachelor i Kommunikation & IT og i gang med kandidaten i selvsamme. Nicolai er 24 år og har været Manchester United-fan siden Champions League-triumfen i 2008.
Hvis du også er interesseret i at bidrage til OldTrafford.dk med en gæsteblog, kan du altid sende dit bud til emil@oldtrafford.dk.
