Blog: Farvel og tak til den tapre syndebuk

Marouane Fellaini blev for mange symbolet på Manchester Uniteds post-Ferguson-tragedie. Det er uretfærdigt. På tærsklen til belgierens afsked er det på tide at hylde en antihelt.´

Han blev hentet til Old Trafford som en desperat sidsteøjebliks-transfer i august 2013, da hverken Toni Kroos eller Cesc Fabregas kunne skaffes til klubben, og prædikatet som ”plan B” har fulgt ham i hans 5,5 sæsoner i Manchester. 

Fellaini er nødløsningen, når kombinationerne ikke flyder. En primitiv kriger, ”der ligner et træ og spiller som et træ” – uden teknik, flair, tempo og evner, der retfærdiggør, at han spiller i vores storslåede Manchester United. 

Selvom han har spillet 177 kampe for klubben, og tilmed båret anførerbindet, har han faktisk aldrig været en United-spiller.

Alt det ovenstående er holdninger og tilkendegivelser, som jeg har registreret blandt ligesindede fans i de forgange år – på pubs, sociale medier såvel som på stadion, hvor dele af Old Trafford har buhet af deres egen spiller, hvilket er helt uvant på ”Drømmenes Teater”. 

Nu er det formentlig et spørgsmål om tid, før han er fortid i United. Belgieren er tæt på et skifte til kinesiske Shandong Luneng, der angiveligt vil betale 235.000 pund om ugen til ham.

Symbolikken i alt det her er til at tage og føle på: Ole Gunnar Solskjær tager over efter Jose Mourinho, får holdet til at spille mere offensiv fodbold, vinder otte kampe i streg, forlænger kontrakten med Anthony Martial (som Mourinho havde det svært med) og sælger nu Fellaini, der i manges øjne har været en stor del af problemet i post-Ferguson-årene (og som Mourinho knuselskede som sin egen søn).

I forhold til det billede, som Solskjær forsøger at skabe ”det nye, gamle United” i, giver det perfekt mening.

Rent taktisk virker salget også velbegrundet. Fellaini passer ikke ind i det omstillingsparate, højt-pressende, afleveringsstærke mandskab, som United har været siden Mourinhos fyring. 

Men midt i euforien over atter en rigtig Solskjær-beslutning, må vi lige kollektivt forsøge at hæve os over vittighederne om ”den primitive kæmpe” og lade være med at tro på, at videoklippet af Fellaini, der spurter en bold ud over sidelinjen mod Bayern München i Champions League i 2014 – som i øjeblikket deles flittigt – er retvisende for hans Manchester United-karriere. Det spiller måske fint ind i fortællingen om den tidligere Everton-spiller som symbolet på Uniteds nedtur. Men det vidner også en selektiv hukommelse, der fuldkommen negligerer, at vi har meget at takke Fellaini for. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at han er den mest undervurderede United-spiller, der har betrådt Old Traffords græstæppe i de 15 år, jeg har fulgt klubben tæt. Tillad mig at forklare.

Verdens bedste, til det han gør

Lad os starte med at slå nogle kendsgerninger fast.

Marouane Fellaini er ikke Zinedine Zidane. Selvom der findes en genial YouTube-video af United-spilleren, der kopierer alle franskmandens tricks, så er Fellaini ikke noget teknisk geni. 

Han kan ikke slå en tværaflevering som Scholes, han kan ikke føre bolden frem, og han har omtrent samme mængde overblik, som Carrick har i lilletåen. Men det var bare heller aldrig derfor, at han blev købt. 

Fellaini kom til United på et tidspunkt, hvor Michael Carrick var på toppen af sin karriere. Yderligere havde holdet Tom Cleverley og Anderson i truppen – to forholdsvis unge, centrale midtbanespillere, som mange stadigvæk troede på tilbage i 2013, på grund af deres pasningsevner, presspil og drive med bolden.

Det, som Fellaini blev købt for, var fysik, nærkampsstyrke, hovedstødsfarlighed og målnæse – evner, som ingen af Uniteds midtbanespillere besad, og som mange fans havde skreget på i flere sæsoner. 

Fellainis første års tid var en fiasko. Men det samme kunne siges om resten af den daværende trups sæson under David Moyes. Stortset ingen leverede, men Fellaini blev på mange måder fansenes syndebuk. Mange klandrede ham for de ting, som Cleverley og Anderson burde have været garante for. Og mange udviklede en blindhed, nærmest i trods, overfor Fellainis styrker, da han begyndt at finde niveau igen.

For det gjorde han, hvilket de skiftende managers og holdkammeraters respekt og anerkendelse vidner om. Louis van Gaal startede med at udtale, at Marouane Fellaini ikke var hans hverken første-, anden- eller tredjevalg, men endte med at kalde ham for ”umulig at bænke”.

Jose Mourinho betragtede ham nærmest som sin vigtigste spiller. Belgiens landstræner Roberto Martinez har også udtalt, ”at man er nødt til at arbejde med ham først, før man kan sætte pris på, hvad det er han kan.” Martinez brugte i øvrigt Fellaini i både kvart- og semfinale ved VM i sommer.

Holdkammerater stemmer i. Wayne Rooney sagde, at ”Fellaini er verdens bedste, til det han gør”, og Ifølge United We Stand-redaktøren Andy Mitten har sågar en spiller som Paul Pogba enorm respekt for belgieren – også selvom den franske verdensmester har oplevet at sidde på bænken flere gange, mens Fellaini har spillet. 

Den 1,94 meter høje midtbanespiller er et værktøj, som intet forsvar ved, hvad de skal stille op mod. På den måde er unik. Han kan skabe panik og kaos i ethvert felt.

Det er fuldstændig korrekt, at Fellainis kvaliteter ikke er sået i Sir Matt Busbys baghave. Det, som han kan, er ikke det, som vi forbinder med ”The United Way”.

Men det er jo ikke Fellainis skyld. Og mens United-tilhængere og fodboldeksperter kritiserede ham for ikke at leve op til klubbens idealer, er han fortsat med at levere på de parametre, som han kan.

Big game player og evig fighter

De tre trofæer, som vi har vundet siden Sir Alex Ferguson stoppede, har Marouane Fellaini alle været afgørende for.

Han scorede i FA Cup-semifinalen mod Everton i 2016, Liga Cup-semifinalen mod Hull i 2017, og Europa League-semifinalen mod Celta Vigo samme år. Mod Ajax i finalen fik han 90 minutter på banen.

I maj 2015, da det stod 1-1 i en kamp mod Crystal Palace, var det et hovedstødsmål af Fellaini, der sikrede sejren og dermed den Champions League-givende top-4-placering i Louis van Gaals første sæson. Og så sent som i november 2018 var det en overtidsscoring af belgieren, der gav tre point mod Young Boys, som betød, at United kunne tåle at tabe den efterfølgende kamp mod Valencia og stadig gå videre i Champions League. 

Han har været der, når holdet har haft mest brug for ham. Ja, hans evne til at score vigtige mål er paradoksalt nok blevet sammenlignet med Ole Gunnar Solskjærs.

Til forskel fra den legendariske nordmand, har det imidlertid ikke virket som om, at Fellaini har næret store følelser for fodboldklubben Manchester United. Han har aldrig tilnærmet sig fansene i interviews eller lignende, og han var ikke bleg for at vride armen om på Ed Woodward og flirte åbenlyst med gud og hver mand i juni for et halvt år siden, inden han forlængede sin kontrakt. Men kan man virkelig bebrejde ham det, når han har mødt så stor en modvilje fra lægterne?

Til gengæld har han været loyal overfor sine managers og holdkammerater, og modsat mange af de andre i den nuværende trup, som sagde de rigtige ting i pressen, men virkede fuldkommen apatiske på banen i Mourinhos miserable efterår 2018, så kæmpede Fellaini stadig røven ud af bukserne, hver evig eneste gang, han blev sat ind. Han havde ild i øjnene og virkede ærgerrig. Når alt andet fejler, er viljen til at prøve det mindste, vi som fans bør forlange af spillerne, og på det punkt har han aldrig skuffet mig. Det er, hånden på hjertet, ikke ret mange andre spillere fra det nuværende hold, som jeg kan sige det samme om. 

Gjorde han de andre spillere dårlige?

En del af den en anelse mere nuancerede kritik, men i mine øjne ligeså forfejlede, er, at holdkammeraterne automatisk kom til at spille mere primitivt og dårligere, når Fellaini var på banen. 

Om det forholder sig sådan eller ej, det er sådan set underordnet. Det kan bare aldrig være Fellainis ansvar, at et eller andet urinstinkt i Ander Herreras hjerne angiveligt tvang ham til at slå en lang bold, fordi han så belgierens store hår. Det er Herreras fejl, eller managerens fejl, men aldrig Fellainis. 

Og den her form for kritik opsummerer fortællingen om Fellaini i United. Han blev gjort til syndebuk for de andres fejl, lige så meget som sine egne. Det er dybt urimeligt. 

I virkeligheden burde vi have hyldet ham for hans professionelle indstilling, den evige fight og de vigtige mål. For at bruge en omvendt Batman-analogi, var han måske aldrig den spiller, vi følte, vi fortjente. Men nøj, hvor var han tit den spiller, som vi havde brug for, når lokummet brændte.

Jeg begræder ikke, at han sælges nu. Men jeg begræder, at han aldrig fik mere respekt, mens han var her.

Forrige artikel

OT.dk anbefaler: Hvordan Romero spottede Martials kvaliteter

Næste artikel

Solskjær, Lindelöf og Rashford nomineret til januars bedste

ANNONCE