Manhcester United sluttede på en sjetteplads i Premier League efter City, Liverpool, Chelsea, Spurs og Arsenal. De røg ud af Liga Cuppen efter straffesparkskonkurrence mod Derby, de tabte til Wolverhampton i FA Cuppen, og FC Barcelona blev endestationen i Champions League-kvartfinalerne. Undervejs blev Jose Mourinho fyret.
På en skala fra 1 til 10 hvilken samlet karakter fortjener Manchester United så for deres sæson? Hvad har været sæsonens optur? Og hvad har været sæsonens nedtur?
Fem af OldTrafford.dk’s skribenter – Christian, Rasmus, Jonathan, William og Anders – giver svar på de tre spørgsmål i denne blog.
Christian Beenfeldt Rothausen
Karakter: 4
Allerede inden sæsonen startede, kunne man så småt fornemme, at det ikke gik i den rigtige retning med Mourinho og United. Derfor var det egentlig ikke en overraskelse, at portugiseren endte ud med en fyreseddel i december måned. Det er dog en overraskelse for mig, at United har været så ringe, som tilfældet har været. Næsten alle spillere har på ét eller andet tidspunkt i løbet af sæsonen underpræsteret over en længere periode, og derfor skal vi næsten være taknemmelige for, at det er muligt at være kvalificeret til en eller anden form for europæisk fodbold næste sæson. Grunden til at vi ender på et 4-tal skyldes, at ansættelsen af Solskjær gav os United-fans et par fantastiske måneder, hvor vi blev mindet om, hvorfor vi holder med en klub, der ligger på den anden side af Nordsøen. Det er også et plus for mig, at bestyrelsen i løbet af denne sæson er begyndt at overveje at ansætte en teknisk direktør. Det er forhåbentligt starten på en genopbyggelse af Manchester United, selvom jeg er bevidst om, at det kommer til at tage lang tid.
Sæsonens optur: Miraklet i Paris
Miraklet i Paris. Så enkelt kan det siges. Med ansættelsen af Solskjær fulgte en periode med flotte resultater, hvor Champions League-returopgøret mod PSG var mere speciel en nogen anden United-kamp, jeg længe har set. United har vel ikke været mere undertippet i en kamp i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid, og at de endte ud med at revanchere til kvartfinalen på mål af knægten fra akademiet, Marcus Rashford, på straffespark i overtiden, er noget jeg aldrig vil glemme. I den forbindelse er det ligegyldigt, at holdet efterfølgende fik smæk af Barcelona i næste runde af turneringen, og at Solskjær og Uniteds genopfundne hype fik en brat ende kort tid efter. Det er nemlig sådanne aftener, som den i Paris, der gør, at vi holder med et fodboldhold.
Sæsonens nedtur: Klubben som helhed
Hvor skal jeg starte? Sæsonens nedtur må være klubben som helhed. Ingen går fri. Hverken spillere, trænere eller bestyrelse. Samtlige spillere har underpræsteret, trænerteamet har ligeledes ikke skabt kontinuerlige resultater, og bestyrelsen gennemgår nu konsekvenserne af mange års dårligt lederskab. Det er svært at udpege én kamp, som har været den største nedtur i denne sæson, men det skuffer mig, at United er blevet den nye ”cirkus-klub”, som jeg tydeligt husker, at jeg voksede op med at tænke som værende Liverpool.
Rasmus Lykke Therkelsen
Karakter: 3
Havde jeg fokuseret mere på den “honeymoon-periode”, der var i Solskjærs start, kunne den måske godt have landet på en 4’er. December- og januar-måned står selvfølgelig ud, sammen med den episke triumf i Paris, som de måneder, hvor det var rigtig sjovt at holde med Manchester United. Men sådan har det ikke været. Både under José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær har Manchester United været uinspirerende, kedeligt og frustrerende at se på. United får tilkæmpet sig en sjetteplads, hvilket er dybt utilgiveligt, specielt, når det betyder, at vi ikke får Champions League-bold til Old Trafford.
Sæsonens optur: De 14 ubesejrede kampe
Den har været svær at vælge. Det nemme svar ville være “Miraklet i Paris”, men jeg er blevet mere og mere overbevist om, at den sejr skyldes held mere end dygtighed. United spillede ikke en flot kamp, og PSG var uskarpe. I stedet for vil jeg kalde de 14 kampe, Manchester United var ubesejrede i under Solskjærs start, for opturen som helhed. Manchester United var energiske, spillede offensivt og lignede alt det, de ikke lignede i søndagens kamp mod Cardiff. Paul Pogba var verdens bedste midtbanespiller, Victor Lindelöf var en af de bedste midterforsvarere i Premier League og Marcus Rashford var en verdensstjerne i svøb i de to-tre måneder, hvor der var optur i Manchester United. Det var sjovt. Desværre varede det ikke ved.
Sæsonens nedtur: Everton-kampen
Nedturen har været omtrent ligeså svær at vælge – mest fordi, at der er så meget at vælge imellem. Jeg vil dog sige, at Everton-kampen for omtrent en måned siden, hvor man tabte med 0-4 på Goodison var den ultimative nedtur. Manchester United havde været i en bekymrende nedadgående kurve, og jeg var da også bekymret for, at man kunne tabe point på en svær udebane, men at man bliver fuldstændig slagtet af Everton var helt uhørt. Det var ikke kun præstationen, der var nedturen, men også alt det, der efterfulgte. Efter Everton-kampen spillede United fire kampe (herunder mod allerede nedrykkede Huddersfield og Cardiff), men kunne ikke formå at vinde en eneste. Og havde Everton-kampen været mere positiv, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at United havde været tættere på top fire.
Jonathan Damm Seldorf
Karakter: 4
66 point. Det er 2 flere, end i 13/14-sæsonen under Moyes og det samme, som man fik to år senere under van Gaal. Med undtagelse af sidste sæson, har man faktisk leveret en ret jævn pointkurve de sidste fem år, som har ligget i intervallet 64-70 point. Set i det lys, er Uniteds sæson vel egentlig bare et retvisende udtryk for klubbens aktuelle niveau – og det er nok det, som er det mest skuffende. Det er nu tre år siden, at man fyrede LvG og spørgsmålet er, om man overhovedet har rykket sig siden da? For 3 år siden hentede Manchester City også kun 66 point i ligaen og Liverpool hentede kun 60 – men se, hvor de er i dag! United så ud til – for en stund – at finde ind til noget spændende i starten under Solskjær, men efterhånden som ballonen blev pustet større og større, blev det desværre tydeligt, at den bare var fyldt med luft, og da den eksploderede, var der nærmest intet tilbage. Nu står man igen og skal til at bygge op fra bunden.
Sæsonens optur: Solskjærs eventyrperiode
’Ole’s at the wheel’ – for en stund kunne United faktisk gå på vandet. Og hvor fedt var det ikke lige? Den mand, som om nogen er inkarnationen på den magiske fortælling om Uniteds velmagtsdage og vindermentalitet kom tilbage som en storsmilende frelser og vækkede vores døde klub til live igen. Det føltes pludselig som Manchester United igen. Man blev ført med af en glædeseufori og fik en tro på, at United faktisk var tilbage. Helt tilbage. Pogba sprudlede, Rashford var det hotteste angribernavn i England og modstanderholdene frygtede pludselig de røde djævle igen. Normandens navn gjaldede ud over de engelske fodboldstadions, som man efterhånden slog først Arsenal og så Chelsea ud af FA-cuppen, slog Spurs på udebane og slog PSG ud af Champions League. Det var det perfekte eventyr, indtil fortællingen desværre pludselig skiftede genre og blev til en græsk tragedie i stedet for.
Sæsonens nedtur: David de Gea
Der er mange at vælge imellem her, men for mig er De Geas kollaps faktisk det værste ved den her sæson. Og det er det på grund af den symbolværdi, der ligger i det. David de Gea har – midt i de seneste 5 års stormvejr – været vores anker, som forhindrede båden i at kæntre fuldstændig. Han har ganske enkelt været den eneste, vi har kunne regne med. Den eneste vi har kunne bede til. Og gang på gang, har han hørt vores bønner. Manchester United er såret. Men vi har da stadig de Gea. At han så også nu begynder at vise svaghedstegn, er et symbol på, at spyddet ikke bare er trængt igennem vores rustning, ikke bare har boret sig ind i huden, men faktisk også har ramt de vitale organer. David de Gea er tæt på at være det eneste hellige tilbage i Manchester United, som minder os om den religion, der efterhånden er ved at dø ud. Hvis han først falder, så står intet længere tilbage fra Fergusons æra. Kun minder og fortidens skygger.
William Fagerstrand
Karakter: 2
Det har jo næsten været helbredstruende at følge United i denne sæson. Man kunne ane, at noget var rivravruskende galt, allerede før sæsonen blev skudt i gang. Mourinhos retorik under pre-season var et flashback til en flok idioter og Hollywood, der varslede dommedag i 2012, fordi en mesoamerikansk kalender forudsagde det. Forskellen på Mourinho og dem var bare, at portugiseren baserede sin profeti på et validt grundlag. Halvvejs inde i sæsonen havde Lampard sendt United ud af Carabao Cuppen, mens der var 11 point op til top fire. Det var Mourinhos skyld, og han blev fyret. Solskjær trådte til med en overbevisende start. De røde djævle spillede ”The United Way”, indkasserede 32 point i de første 13 PL-kampe og leverede miraklet i Paris. Hvad gik galt herfra? Et FA Cup-exit var til at acceptere, vi havde stadig CL og top fire at spille for, og Solskjær var endda blevet permanent ansvarlig for automobilen. Men håb blev til foragt. United-spillerne var, hvad der gik galt. De mistede alt respekt for trøjen og vendte ryggen mod klubben i ren opgivelse. Den ene ydmygelse efter den anden ramte os, og stoltheden blev endegyldigt pisset væk mod nedrykningsholdene Huddersfield og Cardiff.
Sæsonens optur: Miraklet i Paris
”Mountains are there to be climbed” lød det fra en optimistisk Ole Gunnar Solskjær, da journalisten påpegede, at United havde et bjerg at bestige efter 0-2-nederlaget til PSG. Ligesom en bjergbestiger har brug for troen på egne evner, inden han skal bestige et bjerg, har en fodboldspiller brug for det samme, inden han skal pryde grønsværen i Paris med et nederlag i bagagen. Heldigvis var det Solskjær, der havde ansvaret for at banke selvtillid, tro og passion ind i hjertet på et amputeret United-hold. Det narrativ, Solskjær skabte frem mod returkampen, sprudlede af håb og begejstring. Det repræsenterede alt det, Mourinho ikke kunne formå at stå for. De røde djævle var uden store profiler, heriblandt Pogba, og ingen troede på avancement, inkl. mig selv. Men Solskjær var ligeglad, og han fortsatte i sin selvskabte diskurs, at United kunne gøre det umulige. Miraklet i Paris blev leveret, det var ren lykke, og Gary Neville indkapslede på bedste vis, hvordan vi alle havde det, da han spurgte Solskjær i et interview efter kampen: ”Where would you like the statue?”
Sæsonens nedtur: Spillerne
Efter Solskjærs overlegne start som midlertidig træner i United, var der ingen tvivl om, hvem der stod tilbage som syndebuk. Det var José Mourinho, der var skyld i Uniteds store nedtur. Det var ham, der ikke kunne få spillet til at flaske sig, og det var ham, der ikke forstod United-ånden. De røde djævle buldrede derudaf med sejre over Tottenham, Arsenal, Chelsea og PSG. Solskjær var inkarnationen af United-ånden, og kontrasten mellem nordmanden og portugiseren kunne ikke blive stærkere. Men hvedebrødsdagene havde en ende, og spillerne kunne ikke længere ride videre på euforien. Hverdagen tog over, og det var nu, at spillerne for alvor skulle vise deres kærlighed for klubben. Men de svigtede grumt. Der var ingen passion, vilje eller hjerte at se, og de sande skurke blev afsløret. På trods af så meget vigtigt at spille for til sidst i sæsonen, udviste United-spillerne mest af alt bare ugidelighed. Pludselig gav det alligevel lidt mening, hvorfor Mourinho udtalte, at en andenplads med United var hans største bedrift i karrieren.
Anders Dall Helsinghoff
Karakter: 4
Lige nu gør det rigtig ondt at tænke på sæsonen, fordi vi går på sommerferie med to sejre i 12 kampe i frisk erindring. Men vi er nødt til at se på sæsonen som en helhed. Der har været to store dårlige perioder. Og så har der været en ret eventyrlig periode fra midten af december til starten af marts. Ene og alene på grund af den gode periode – hvor vi slog Tottenham, Arsenal, Chelsea og Paris Saint-Germain på vejen – ender karakteren på 4.
Sæsonens optur: “Ole’s At the Wheel”
Efter en lang periode under José Mourinhos’ defensive spil og tilgang, var det forfriskende at se Ole Gunnar Solskjær overtage holdet. Nordmanden tilføjede optimistisk offensivt spil, hvilket lod til at give spillerne en ny energi. Holdet virkede forandret. Al negativiteten omkring holdet var pludseligt væk. De offensive kræfter blev den førende force på holdet, og der blev givet slip på bremsen. Man kunne se, hvad holdet indeholder rent talentmæssigt, hvilket var opløftende. Unge talenter som James Garner, Angel Gomes og Mason Greenwood var også pludselig at finde på holdkortet, og fremtiden så med et trylleslag lysere ud. Det var et hold med charme, selvtillid og knapt så lækkert Paul Pogba hår.
Sæsonens nedtur: Spillernes manglende vilje
Jeg synes, det var tydeligt under Mourinho, og det har det desværre også været i de seneste måneder under Solskjær: Der mangler vindermentalitet i truppen. Viljen til at løbe de ekstra meter. Viljen til at tage ansvar på sine skuldre. Det er nemt at pege fingre af verdensstjernen Pogba, men han er desværre langt fra den eneste på holdet, som ikke arbejder hårdt nok for holdet. I de senere år mener jeg desværre, at det er blevet lidt en tendens, at det er unge urutineret spillere, som kæmper hårdest eller tager ansvar på sig i holdets tjeneste. Spillere som endnu ikke har slået sit navn fast. Først ved Adnan Januzaj under David Moyes, og senere med Marcus Rashford under Louis van Gaal. I denne sæson har det i min optik været Scott McTominay, som gang på gang kæmper forbilledligt. Det er uacceptabelt, at det er unge spillere, som skal vise de rutinerede spillere, hvordan en arbejdsindsats skal leveres. Der mangler simpelthen spillere, som vil dette United-projekt.
