Sir Alex Ferguson og holdet fejrer titlen i 2013. Skottens sidste af slagsen som manager i klubben

Blog: Hvorfor er vi egentlig United-fans?

Manchester United skuffer både inde på og uden for banen. Holdet præsterer ikke i nærheden af det, logoet på brystet kræver, og uden for kridtstregerne udspiller der sig foruroligende anklager om vold, voldtægter og slagsmål. I sådanne tider er det vigtigt at huske på, hvorfor vi egentlig blev fans af klubben.

Voldsanklagerne mod Mason Greenwood, Ryan Giggs’ selvsamme og Harry Maguires slagsmål på en ferie i Grækenland. Læg dertil et miserabelt ejerskab og svingende resultaterne oveni i ligningen, og så får du substansen af en fodboldklub, du ikke har lyst til at være fan af.

Jeg har på det seneste spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig er United-fan.

Når jeg ser holdets kampe, får jeg ikke den samme eufori af glæde som tidligere. Det er som om, at den klub, jeg altid har holdt med, siden jeg begyndte at interessere mig for spillet med læderkuglen, er blevet for beskidt.

Du hørte beskidt, ja. Den ene skandalesag oveni den anden samt indtrykket af, at en flok rigmænd fra USA er ved at rive op i og ødelægge alt det, mennesker som Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson har brugt størstedelen af deres liv på at bygge op.

Men det er netop også her, fortællingen om United varer ved. I historien, i traditionerne og i forhåbningen om, at Manchester United på et tidspunkt bliver lidt ligesom Manchester United igen.

I fodbold glemmer man utroligt hurtigt. Helt forståeligt. Fodbold er resultater, og ingen ansatte i internationale topklubber er bedre end deres seneste kamp.

De gamle klichéer hænger ved, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være for os fans.

Når jeg bliver spurgt ind til, hvorfor jeg er United-fan, er det ikke på grund af vores nuværende hold. Det er ikke fordi, Anthony Martial drev gæk med Martin Skrtel i sin debut, eller fordi Scott McTominay scorede fra 30 meter hjemme mod Manchester City.

Jeg er United-fan, fordi jeg elsker klubbens historie. Også de fortællinger, jeg ikke selv har været gammel nok til at opleve.

Den måde klubben rejste sig som Fugl Føniks efter München-ulykken, det mirakuløse comeback i Champions League-finalen i 1999 og The Class of ’92 har altsammen været med til at definere den måde, jeg ser United på.

Selv blev jeg forelsket i David Beckhams frispark, Cristiano Ronaldos driblinger og Sir Alex Fergusons måde at lede en fodboldklub på.

Men vigtigst af alt blev jeg opslugt af det fællesskab, der er mellem os United-fans. Vi er så mange af slagsen herhjemme i Danmark. Størstedelen af mine venner er United-fans, og sætter du dig ned på en pub til kampdag, er du sikker på at kunne falde i snak med ligesindede.

Derfor ærgrer det mig også, når jeg læser kommentarspor på for eksempel Facebook; hvordan debatten er stukket afsted, og hvordan vi fans bruger kolossale mængder tid på at mundhugges om hvem af de nuværende United-spillere, der er mest forfærdelig.

Når alt kommer til alt, er vi fan af den samme klub. Og når alt kommer til alt, er vi sammen om at gøre United til en fed klub at holde med. Det ændrer det nuværende hold ikke på, fordi det var ikke dem, jeg skrev mig op til at være fan af, da jeg i sin tid så min første kamp, købte min første trøje eller lærte den første sang.

Køb din trøje hos Unisport, så støtter du OldTrafford.dk. Handler du hos Unisport.dk gennem linket, så støtter du OldTrafford.dk.

Total
15
Shares
Forrige artikel

De Gea forventer, United slår kampene ihjel

Næste artikel
United-spillere jubler mod Brentford

Podcast: Kamp mod sydkysten, nye ansigter i klubben og optakt til Leeds og Atletico

Relaterede artikler
Mason Greenwood
Gå til siden

Blog: Stil jer på kvindernes side, Manchester United

Vores skribent og redaktør mener, det ville klæde klubben at tage et standpunkt og vise, at klubben har øjnene rettet mod et problem, som med al tydelighed eksisterer i samfundet og fodboldspillet.
ANNONCE
Total
15
Share